Montpelliers Damien La Tallec er langt fra det franske landshold, og nu vil han i stedet stille op for det russiske.
Midtbanespilleren har en fortid i den russiske klub Mordovia, har en russisk kone og et barn med dobbelt statsborgerskab, og han arbejder på at kunne stille op for Rusland fremadrettet.
- For nogle måneder siden startede jeg processen med at få et russisk pas. Det bør være klar om få måneder, siger Le Tallec ifølge France24 til russiske Izvestia.
- Jeg elsker Rusland, landets kultur og folkets mentalitet. Hvis træneren kan bruge mig, og jeg har modtaget mit pas, tager jeg imod hans opkald. Det vil være en stor ære for mig at repræsentere Rusland.
29-årige Le Tallec, som blandt andet har en fortid i Dortmund, har spillet en hel del kampe for de franske ungdomslandshold, men aldrig repræsenteret A-landsholdet.
Rusland er blandt Danmarks modstandere til næste sommers EM-slutrunde.


Montpellier
EM
Ligue 1
Rusland





























