1. Division -Fredericia-kaptajn i offensiven: Vi rykker op
2020-02-29 09:00:01
Foto: Mphoto

Fredericia-kaptajn i offensiven: Vi rykker op

Hvis man spørger anfører Christian Ege Nielsen, så er det FC Fredericia, der til maj løber med pladsen i Superligaen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Fredericia starter forårssæsonen i 1. division på andenpladsen, men klubben kommer til at slutte på førstepladsen.

Det skal anfører Christian Ege Nielsen ikke bruge mange splitsekunder på at vurdere, da han bliver spurgt, hvem der rykker op i denne sæson.

- Det bliver FC Fredericia. Det siger jeg, fordi vi er gode nok til at udfordre de andre, og vi tror på, at de strategier, vi har, er de rigtige. Vi har en god base, et godt fundament, og vi ved, hvad vi vil taktisk - det er vigtigt.

FC Fredericia har i efteråret leveret sin bedste halvsæson nogensinde, og det er der en klar årsag til.

- Vi har været meget tilfredse med det, vi har lavet i langt størstedelen af kampene, siger Christian Ege Nielsen til bold.dk og uddyber.

- Forskellen mellem os og de andre, der er med i toppen, er, at vi ikke har de samme økonomiske muligheder, så vi må klare os på andre parametre. Vi spiller fodbold på en måde, vi tror på. Selvom vi taber to runder i træk, ændrer vi ikke på vores måde at spille på, fordi vi tror, at vi vinder mest på sigt ved at gøre, som vi gør.

- Hele holdet har en forståelse for, hvordan vi skal spille, og det er meget afgørende for vores succes, og når holdet fungerer, så kan de store individualister folde sig ud og blomstre, og det har de også gjort, siger Christian Ege Nielsen.

Han ved godt, det er modigt at udnævne sig selv og holdkammeraterne som oprykker, men han føler sig godt tilpas med udmeldingen, selvom han samtidig godt ved, at 1. division ofte er uforudsigelig.

- Jeg håber og tror på, at vi kan bære det langt. Vi prøver at vinde alle de kampe, vi deltager i, og vi tror også altid på, at vi vinder den kamp, vi går ind til – men vi er også realistiske nok til at vide, at vi ikke kommer til at vinde alle kampe, siger Christian Ege Nielsen.

Ny position
Selv har anføreren brugt vinterpausen på at styrke sig som forsvarsspiller. Han blev i løbet af efteråret rykket en tand bagud på banen på grund af skader – og nu hænger han fast.

- Det er jeg sgu glad for. Der har været nogle ting, jeg skulle lære efter mange år på den centrale midtbane. Jeg har fået nye ting at forholde mig til, og det har medført udsving på nogle forskellige parametre, men det bliver bedre og bedre, siger Christian Ege Nielsen.

- Jeg har spillet foran mig, og det kan jeg godt lide. Der er nogle positioneringer, der er anderledes, og der er nogle forsvarsmæssige dyder, jeg har skullet have ind under huden.

- Men jeg har nogle dygtige kolleger, som på nogle områder er bedre end mig, og de har været utrolig gode til at hjælpe mig, og så har jeg omvendt kunne øse ud af det, jeg kan byde ind med fra min tid på midtbanen.

- Det har været rigtig vigtigt for mig at få den hjælp, og det har været vigtigt at få tillid til at spille på positionen i testkampene, siger Christian Ege Nielsen.

Farvel til skattet assistent
FC Fredericia skal foråret klare sig uden assistenttræner Morten Dahm Kjærgaard, som har haft meget af det analytiske ansvar, og som har været en gennemgående figur i klubben i mange år.

Han har fået job som cheftræner i Aarhus Fremad, og Christian Ege Nielsen ærgrer sig over afskeden.

- Morten har været en rigtig, rigtig vigtig mand hos os. Han har fyldt meget på den gode måde, og han har hjulpet os spillere i vores individuelle udvikling, og han har hjulpet holdet, siger Ege.

- Han har været smittende ambitiøs og smittende målrettet, og han har været med til at skabe en kultur, som er udviklende for spillet og holdet, og det kommer vi til at savne.

- Det er op til det nuværende trænerteam og spillertruppen at holde det i hævd, og det er vi indtil videre lykkedes godt med. Det er vigtigt, at vi er meget skarpe på det parameter, siger Ege.

Han er dog hurtig til at rose den nye assistent Thomas Krogager Ransborg, som er kommet til fra Viby IF.

FC Fredericia åbner forårssæsonen lørdag eftermiddag med en kamp mod Fremad Amager.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

7 kommentarer

Se kommentarer
Annonce