Luk

Frem fik første sejr - Aarhus F. fortsat ubesejret

| 2. Division | 1 kommentar

BK Frem fik sæsonens første sejr, da de sendte Middelfart hjem med et nederlag på 2-0. Aarhus Fremad fik også tre point, mens Holbæk smed point til sidst. 

Både BK Frem og Middelfart havde fået en mindre tilfredsstillende start på sæsonen i 2. division gruppe 1. 

Mens hjemmeholdet fra Frem havde skrabet to point sammen i de to første runder, så var Middelfart helt uden point for deres to første kampe. 

Ikke desto mindre kom Middelfart godt i gang med opgøret, hvor Casper Johansen fik kampens første mulighed, da han sendte en afslutning efter et hjørnespark over mål. 

Efterfølgende gav et godt indlæg fra Alexander Holst en god chance til hjemmeholdet, men Middelfart fik blokeret i to omgange. 

Efter et kvarters spil kom Frem i front på mål af Tonni Adamsen, der krøllede et frispark helt op i hjørnet nogle meter udenfor feltet. 

Så skulle Middelfart forsøge at svare igen.

Casper Johansen var generelt en hyppig trussel for Frem-defensiven, hvor han både prøvede sig direkte på hjørnespark og med en afslutning tæt under mål, som dog i begge tilfælde blev reddet af hjemmeholdets defensiv. 

Mod første halvlegs afslutning fik Johansen også kuglen i nettet, men scoringen blev annulleret for offside.

I stedet fik Frem fordoblet deres føring fem minutter inde i anden halvleg. 

Jacob Pind sendte et hjørnespark i feltet, som Paul Ngongo Iversen steg højest og headede 2-0-scoringen i nettet. 

Få minutter senere var Ngongo Iversen igen på spil, men denne gang i oplæggerens rolle. 

Angriberen kæmpede sig fri i højre side, inden han lagde bolden på tværs til Jacob Pind, der dog ikke kunne ramme målet.

Middelfart satsede selvsagt mod kampens afslutning, hvilket gav en stor mulighed efter en dødbold, hvor Tobias Brogaard i Frem-målet måtte diske op med en stor redning. 

Det gav til gengæld også chancer den anden vej, hvor Andreas Hansen fik en friløber mod Middelfart-målet, men Casper Radza reddede situationen for gæsterne. 

Dermed kunne Frem fejre sæsonens første sejr, hvilket bringer dem op på fem point og en sjetteplads i rækken.

Sejr til Aarhus Fremad og sen udligning i Dalum

Samtidigt med opgøret i Frem blev der også spillet fodbold i Næsby og Dalum.

Hos Næsby var Aarhus Fremad gæster, da de skulle forsøge at revanchere den glippede oprykning fra sidste sæson.

Her har århusianerne fået en fin start på sæsonen med en sejr og en uafgjort. 

Mathias Laursen Christensen åbnede scoringen efter en halv times spil, inden Marcus Kirchheiner gjorde det til 2-0 i det 58. minut. 

Et kvarter før tid fik Næsby reduceret til slutresultatet 1-2, da Marcus de Claville kom på tavlen for hjemmeholdet. 

I Dalum lignede det også længe en udesejr til Holbæk, der bragte sig foran 2-0 på nogle gode minutter midtvejs i første halvleg. 

Her var det Mikkel Jensen og Malte Sjørslev, der var på pletten for gæsterne. 

Dalum fik dog reduceret kort før pausen på mål af Frederik Humlegaard. 

1-2 var også stillingen, da kampen gik ind i dommerens tillægstid, men på et selvmål af Frederik Hansen fik Dalum udlignet til slutresultatet 2-2. 


Af Andreas Roesen
Lørdag 5. december
Fredag 4. december