





Fremad Amager har fået en skidt start på sæsonen i 1. division med nul point for fem kampe, efter holdet onsdag tabte til Lyngby.
Fremad Amager og klubbens udenlandske ejere har ellers store ambitioner med klubben og har tidligere været med i kampen om oprykning til 3F Superligaen.
Sportschef Jacob 'Gaxe' Gregersen erkendte da også før kampen mod Lyngby, at det ikke nytter noget, hvis holdet ender med at rykke ud af 1. division.
- Det duer selvfølgelig ikke. Vi skal selvfølgelig være i 1. division. Det ændrer ikke som sådan noget for projektet, men det gør det væsentligt sværere at tiltrække og udvikle de bedste talenter og at sælge sponsorater, som en klub skal, siger Gaxe til TV3 Sport.
- Det er der ingen grund til at lyve om. Så vi skal selvfølgelig ikke rykke ned. Vi skal i top seks, som vi har planer om.
Artiklen fortsætter efter billedet

Fremad Amager sigter fortsat efter at stabilisere sig i top seks og herefter kigge mod Superligaen, siger Gaxe.
- Målsætningen er at stabilisere os i top seks, og så - det lyder lidt kækt - skyde efter Superligaen, når vi er klar. Hvornår det så bliver, er sværere at sige, men vi har selvfølgelig ambitioner.
- Den daglige ledelse, trænere og spillere vil sgu da i Superligaen, for det er der, det er sjovest. Først og fremmest skal vi lige have nogle point på tavlen, inden vi begynder at lege Komiske Ali.
- Men målet er stadig top seks og at etablere os der, siger Gaxe.
Fremad Amager møder i næste runde HB Køge på hjemmebane.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Fremad Amager
Betinia Liga


























