De mange tilhængere i Sundby Idrætspark fik noget at glæde sig over fredag, da Fremad Amager slog HB Køge med 1-0 i NordicBet Ligaen. De har nu syv point ned til Esbjerg under stregen.
Fredagen blev skudt i gang med et opgør på Sundby Idrætspark, da Fremad Amager og HB Køge tørnede sammen i NordicBet Ligaen.
Her kom værterne fra Amager med en masse selvtillid i bagagen, da de i de seneste par kampe havde sikret sig vigtige point i kampen for at overleve i rækken.
Inden fredagens duel havde Peter Løvenkrands' tropper et forspring på fire point ned til Esbjerg under stregen.
Der var gang i den fra kampens start, hvor begge mandskaber gav den gas, og derfor bølgede opgøret frem og tilbage.
Fremad Amagers Gustav Marcussen var da også tæt på at skabe jubel efter få minutter, da han kom frem til en stor mulighed tæt på mål, men HB Køge-keeper Oskar Snorre hev en stor redning frem.
Mark Gundelach startede inde for første gang i Fremad-trøjen, og efter 20 minutter var han tæt på at score i sin startdebut, da han drev bolden ind i feltet fra højrekanten og forsøgte at banke bolden i kassen, men den endte i stedet langt over mål.
Efter 23 minutter kom den største chance til Fremad Amager, da Lucas Haren blev spillet fri i højre side af feltet, hvor han valgte at banke til kuglen. HB Køge slap dog med skrækken, da de blev reddet af den ene stolpe.
Blot et minut senere var det så Marcussen, som burde have bragt værterne i front på Sundby Idrætspark.
Haren spillede nemlig Marcussen helt fri tæt under mål, som blot skulle have prikket bolden over stregen, men i stedet bankede han den ud mod madteltet bag målet til stor overraskelse for ham selv.
HB Køge havde da også deres chancer, hvor en af dem tilfaldt Luka Racic kort tid før pausen, da han steg højest i feltet efter et hjørnespark. Forsøget blev dog rettet ud til et nyt hjørnespark, og dermed stod der 0-0 ved pausen.
Michael Lumb blev helten på Amager
I anden halvleg fik de mange tilhængerne i Sundby Idrætspark dog endelig noget at glæde sig over, da Fremad Amager fik en drømmestart.
Her var det Gustav Marcussen og Mads Aaquist, som snød en HB Køge-spiller med en kombination efter et hjørnespark, hvor sidstnævnte så kunne tage bolden med sig ind i feltet.
Her serverede han den for fødderne af Michael Lumb, som stod klar på det rette sted i feltet og sikkert gjorde det til 1-0.
Nu forsøgte HB Køge så at svare igen, men de havde svært ved at komme frem til de helt store muligheder.
Det var altid lige ved og næsten for spillere som Pierre Larsen og Nsungusi Efiong, da Fremad Amager forsvarede med alt, hvad de havde lært.
Fremad Amager formåede da også at holde HB Køge-offensiven fra fadet, og dermed kunne de fejre en utrolig vigtig sejr, da kampen sluttede med 1-0 til hjemmeholdet.
Amager-klubben har nu syv point ned til Esbjerg under nedrykningsstregen, inden vestjyderne spiller deres kamp i 29. spillerunde på søndag mod Vendsyssel FF.
18 kommentarer
Hvis EfB dog mod forventning skulle vinde de næste 2 kampe, er der dog kun 1 point op til FA, men det ville på nuværende tidspunkt næsten være utopi at tro på.
Det bliver lidt af en oplevelse for B93, Brabrand osv at spille på Blue Water.
skidt med storklubben i frit fald.
Ret godt analyseret forleden af Carsten Werge på TV.