Luk

Friis efter succes: Brøndby spiller lidt a la AaB

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

AaB - Viborg FF 2-5
Superligaen Grundspil
9' 0-1 Jakob Bonde
45' 0-2 Younes Bakiz
45' 1-2 Louka Prip
51' 1-3 Justin Lonwijk
69' 1-4 Clint Leemans
76' 2-4 Milan Makaric
79' 2-5 Mads Lauritsen

Lars Friis håber på endnu en grøn fest i næste runde mod Brøndby, som ifølge cheftræneren spiller en del som AaB.

Viborg spillede nok sæsonens bedste kamp mandag aften og kørte AaB over med 5-2 i nordjydernes egen hule.

Sejren giver Viborg en smule mere luft til bunden samtidig endnu mere tro på tingene.

Cheftræner Lars Friis håber, at Viborg kan tage momentum med mod Brøndby på søndag, og han forventer lidt af det samme som mod AaB.

- Det er klart, at sejre avler selvtillid. Det vil være åndssvagt at sige andet, og selvfølgelig er der nogle ting, vi kan bruge. Vi skal møde lidt af det samme formentlig.

- Brøndby spiller lidt a la AaB i forhold til de ting. Vi ved, at da vi var derovre, var det Danmarks bedste hold til at spile gennem linjerne. Det skal vi være opmærksomme på, og de har lige fået en flot skalp mod FCK.

- Det kommer de over og skal følge op på, og nu skal de jo bare til Viborg, så lad os få en fest ud af det også, siger Lars Friis efter mandagens triumf i Aalborg.

Viborg er øjeblikkeligt nummer otte i Superligaen med 15 point, hvilket er seks flere end SønderjyskE under nedrykningsstregen.

Samtidig er Brøndby kun tre point foran på sjettepladsen, inden de to altså mødes på Energi Viborg Arena på søndag.


Af Martin Schmidt
Mandag 29. november