Luk

Frøkjær: God form skyldes ny energi i OB

| 3F Superliga | 2 kommentarer

Infoboks

OB - SønderjyskE 2-1
Superligaen Grundspil
30' 1-0 Jørgen Skjelvik
39' 2-0 Mads Frøkjær-Jensen
44' 2-1 Daniel Prosser

OB har fået ny energi og nye mennesker ind denne sommer, hvilket har hjulpet Mads Frøkjær til at få mere selvtillid og klarhed over, hvad hans rolle på holdet er.

Mads Frøkjær scorede for OB i fynboernes 2-1-sejr over SønderjyskE mandag aften, og han har generelt vist gode takter i denne sæson.

Frøkjær er ærgerlig over det seneste år, men med ny energi fra cheftræner Andreas Alm er han ved at genfinde sit niveau, føler han.

- Det er selvfølgelig et skridt i den rigtige retning. Det sidste år har ikke været, som jeg eller klubben håbede på, og der har været flere faktorer i spil, siger Mads Frøkjær.

- Det har været en positiv corona-test, hjernerystelse og lyskeproblemer, så det har ikke været mit bedste år.

- Men det har været rart med en ny energi og nogle nye mennesker i klubben denne sommer.

- De sidste to-tre-fire kampe har jeg fået lagt på, og jeg gør noget af det, jeg viste inden sidste sæson; kommer med en masse god energi og modet til at prøve en masse. Jeg har selvtillid, og jeg nyder det, siger Mads Frøkjær.

Dejligt at vide hvad man skal på banen
Mads Frøkjær har fået et godt indtryk af svenske Andreas Alm, der er kommet til OB denne sommer.

Cheftræneren har indført et fast koncept, som passer Frøkjær rigtig godt.

- Jeg har det fint med Andreas. Vi skulle lige lære hinanden at kende, for alle er forskellige, og alle har forskellige behov. Mine er nok ikke de samme som alle andres.

- Men jo længere tid, der er gået med dem, har vi fået et neget bedre forhold. Jeg nyder vi har fået en mere struktureret hverdag og spillestil; et fast koncept, der er nemmere at forholde sig til.

Var det ustruktureret før?

- Nej, Andreas kommer med et mindset, hvor han har sit koncept, hvor det måske før handlede mere om at forholde sig til modstanderen fra kamp til kamp, hvilket vi også havde stor succes med i perioder.

- I de perioder, hvor det går dårligt, bliver man frustreret, fordi der er meget omstrukturering. Nu er det nemmere, men det er også i starten, og der er alt altid lidt bedre.

- Men indtil videre har det været dejligt at vide, hvad jeg skulle på banen. Så er det op til mig selv at gøre det ordentligt, når jeg er derinde, og det har jeg gjort på det sidste, siger Mads Frøkjær.

22-årige Frøkjær står noteret for et mål og en assist i sæsonens første ni kampe for OB.


Af Sara Margren
Søndag 26. september