Brøndby har torsdag præsenteret kvartalsregnskab, og endnu engang nedjusterer klubben forventningerne til årsregnskabet.
Klubben forventer nu et underskud på mellem 75 og 79 millioner kroner.
Da Brøndby i maj præsenterede sit første kvartalsregnskab, forventede klubben et samlet underskud på mellem 40 og 50 millioner kroner, men der er altså blevet nedjusteret to gange siden da.
- Det er frustrerende, at vi kan konstatere, at vi nok engang må justere vores forventninger til hele året, siger administrerende direktør Ole Palmå til Brøndbys hjemmeside.
- Vi har i 2019 foretaget en del investeringer i faciliteter og vedligehold af Brøndby Stadion og har i den forbindelse netop afsluttet en række byggesager med større omkostninger end forventet.
- Derudover har vi oplevet øgede omkostninger til vores fodboldrelaterede aktiviteter, og samtidig har vi ikke realiseret transfergevinster i det niveau, vi havde forventet i 2019. Samlet set betyder det, at 2019 bliver et meget utilfredsstillende regnskabsår, siger Ole Palmå.
Direktøren kan finde en smule glæde ved, at omsætningen fra partnere og sponsorer er steget til det højeste niveau siden 2010.
- Ser vi på årets første tre kvartaler, så bidrager partnere og sponsorer nu med 50,8 mio. kr., hvilket er det bedste resultat siden 2010, og vi nærmer os en fordobling siden 2016, hvor vi igangsatte strategi 6.4.
- Den kolossale opbakning, der er for vores klub, viser styrken i Brøndby IF-brandet og fællesskabet i et år, hvor der har været sportslige udfordringer og skift i den sportslige ledelse med ansættelsen af Niels Frederiksen som cheftræner og Carsten V. Jensen som fodbolddirektør.
- Vi arbejder dedikeret og tæt med vores partnere og sponsorer, og investeringen i at dyrke dette tætte fællesskab ser vi lønnen af i disse år, siger Palmå.


Brøndby IF
3F Superliga































