Luk

Gæstfrie Feyenoord gav tre straffespark væk

| Europa League | 1 kommentar

Wolfsberger fik tre straffespark, da de besejrede Feyenoord med 4-1. Rasmus Lauritsen fik fuld spilletid i Dinamo Zagrebs 0-0-kamp mod CSKA Moskva. 

Feyenoord var uden en skadet Nicolai Jørgensen, da de fik besøg af østrigske Wolfsberger.

Feyenoord fik uafgjort mod Dinamo Zagreb i første runde, hvor østrigerne fik samme resultat mod CSKA Moskva.

Efter bare fire minutters spil bragte østrigerne sig foran efter et klodset straffespark, som Michael Liendl udnyttede sikkert.

Knap ti minutter senere var den gal i Feyenoord-defensiven igen, da de gav et nyt straffespark væk. Nok engang tog Liendl sig af det, og så var Wolfsberger foran med 2-0 efter et kvarters spil.

Herefter faldt halvlegen mere til ro, hvorfor 2-0 også var pausestillingen.

Små ti minutter inde i anden halvleg fik Feyenoord fornyet tro på tingen, da Steven Berghuis sparkede en tværpasning i nettet, men glæden varede kort for hollænderne.

Seks minutter senere kom Wolfsberger til en tredobbelt chance, som Liendl fik sidste afslutning på, da han fik sit hattrick og gjorde det til 3-1.

Det blev også 4-1, og det kom minsandten efter endnu et straffespark – altså det tredje som Feyenoord begik i kampen.

Liendl viste sig for sin uselviske side og lod Dejan Joveljic sparke, og det gjorde han ligeså sikkert som Liendl – 4-1 til Wolfsberger.

Det blev også slutresultatet, hvorfor østrigerne topper gruppen med fire point for to kampe. Feyenoord er nederst med et poin. 

I gruppens anden kamp fik Rasmus Lauritsen fuld spilletid for Dinamo Zagreb, der spilled 0-0 med CSKA Moskva på hjemmebane.


Af Andreas Roesen
Tirsdag 1. december