Luk

Gall stopper i Skovshoved: Vil højere op

| 2. Division | 0 kommentarer

Infoboks

Thomas Gall har valgt at stoppe samarbejdet med Skovshoved, da han jagter konkurrence på et højere niveau, hvor han kan prøve sig selv af. 

23-årige Thomas Gall har det seneste års tid været fast mand mellem stængerne hos 2. divisionsklubben Skovshoved.

Her var han med til at sikre klubben overlevelse i den seneste sæson, mens det har været mere svingende for holdet i denne sæson, hvor de ligger næstsidst med otte point i 13 kampe ved vinterpausen.

- Vi har ikke helt fået den halvsæson, som vi gerne ville, men jeg følte, at jeg har haft nogle gode præstationer derude og stået fint, siger Thomas Gall til bold.dk.

Det er også en af grundene til, at han nu søger nye græsgange, selvom han har været glad for tiden hos Skovshoved. 

- Jeg vil gerne ud og se, om jeg kan noget mere. For det første om jeg kan finde noget på højere niveau, men også i et rigtigt godt træningsmiljø. Det var rigtigt fint i Skovshoved, men jo højere op du kommer, jo mere intenst og seriøst bliver træningsmiljøet også. 

- Det kan både være toppen af 2. division, men også gerne 1. division. Jeg havde egentlig lidt interesse fra 1. division i sommer, men ville gerne se, hvad vi kunne udrette i Skovshoved efter et godt halvt år.  

Selvom et skridt op også kan medføre mindre spilletid, så er det et offer, som Gall er klar til at tage for en periode, hvis han til gengæld finder et konkurrencemiljø, der kan være med til at udvikle ham.

- Jeg har altid søgt spilletiden, uanset hvor jeg har været. I 2. division vælger man nogle gange en keeper ud, og så er det ham, der står. Når du kommer højere op, så er konkurrencen tættere. 

- Jeg vil ikke have noget imod at sidde på bænken i et halvt år, så længe konkurrencen er tæt og fair. Hvis jeg kan se en fair konkurrence for mig, så er det jo op til mig at vise mig frem, fortæller målmanden til bold.dk.

Thomas Gall er søn af den tidligere FC København-målmand Benny Gall, der i øjeblikket er cheftræner hos Skjold Birkerød i Danmarksserien.


Af Andreas Roesen
Lørdag 27. februar