Luk

Gav nok op og tog hjem til FCK for hurtigt

| FC København | 5 kommentarer

Infoboks

FC København - OB
Superligaen Grundspil (20/02)
Bet25 1,50 4,30 6,20
Oddset 1,40 4,40 7,80

Niclas Jensen ser tilbage på sin aktive karriere og fortæller dybdegående om en række spændende klubskifter og historierne bag.

Årets julekalender på bold.dk handler om transfers. Vi kigger nærmere på de overraskende og kontroversielle klubskifter, de transfers, som faldt til jorden, og de handler, som aldrig skulle have været sket.

Bag tredje låge finder vi den tidligere landsholdsspiller Niclas Jensen, der nåede 62 kampe for Danmark.

På klubplan repræsenterede venstrebacken blandt andre Manchester City, Borussia Dortmund og FC København, men Niclas Jensens første store skridt blev taget i 1996.

Her gik turen fra Lyngby til den hollandske storklub PSV Eindhoven, og historien bag det skifte involverer den tidligere FCK-boss Flemming Østergaard, som på daværende tidspunkt var i Lyngby.

- Jeg spillede i Lyngby, hvor vi havde et superfedt hold, der havde klaret det godt og kvalificerede os til Europa. Der mødte vi Club Brugge, hvor jeg spillede et par fine kampe, og efter den ene af kampene ringede Flemming og spurgte, om jeg ikke lige kom op på hans kontor.

- Jeg kørte op til Kinnarps kontormøbler, hvor han havde kontor, og var meget nervøs. Flemming og de der ejere var jo nogle, jeg nærmest kun lige havde nikket til, for jeg var jo ung, så ejerne var ikke nogen, vi sådan mængede os med, fortæller Niclas Jensen til bold.dk.

Artiklen fortsætter under billedet.

En ung Niclas Jensen i aktion for Lyngby. Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix

- Jeg kørte derop, og så spurgte Flemming bare, om jeg ville til PSV. Han lagde den her kontrakt på bordet, og det var sådan, det blev. 'Kan du tænke dig det?'. Så sad jeg der og tænkte, at det lød selvfølgelig meget interessant, og så talte jeg lige med mine forældre og min kæreste. 

- Det var selvfølgelig en væsentligt bedre kontrakt, end den jeg havde, men det var generelt meget uligt i dag, hvor jeg selv arbejder som agent og rådgiver. Dengang tog jeg ikke lige fat og sagde: 'Arh, jeg skal lige høre noget mere, hvad med planerne, vil de have mig, og har de set mig?'.

- Det var sådan lidt 'Jamen Frank Arnesen er i PSV, og du spillede skidegodt mod Club Brugge, så nu vil de købe dig. Vi er enige, og det her er, hvad du kan tjene'. Det var en flot kontrakt med bonusordninger og så videre, så det var på ikke nogen måde noget bondefangeri eller noget.

Skader ødelagde hollandsk eventyr

Niclas Jensen var tilfreds med kontrakttilbuddet fra PSV og valgte i princippet at takke ja til det, men så blev han ramt af uheld til sidst.

- Jeg skulle lige spille den sidste kampe for Lyngby om søndagen mod Hvidovre i Superligaen, og så skulle jeg derned. Der blev jeg desværre skadet, så det endte med, at jeg blev opereret to gange i lysken på det halvandet år, jeg var i PSV. 

- Det ødelagde rigtig meget af min tid dernede, men det var selvfølgelig en kæmpe oplevelse alligevel i en fantastisk klub, hvor vi havde et sindssygt godt hold. Det lærte mig enormt meget, i forhold til at jeg troede, at jeg ville gå direkte fra Lyngby og til at spille fast i PSV, hvis jeg ikke havde været skadet, men kvaliteten var voldsom på det tidspunkt. 

- Det var landsholdsspillere på alle pladser, og der var nok fem-seks fra det hollandske landshold. Det var en stor oplevelse og noget, jeg lærte meget af, så det var rigtig spændende, siger Niclas Jensen.

Han oplevede løs interesse fra andre klubber, men det blev ikke så konkret.

- Der var rygter om nogle forskellige ting, men ikke noget for alvor. Dengang havde man ikke agenter på den måde, og der var jo heller ikke internet, så det var, når man læste avisen om mandagen, efter man havde spillet Superliga, at der kunne stå, at der havde været talentspejdere for at kigge på den og den spiller. Det var på det niveau.

- Et halvt år før havde der været nogle lidt mere håndgribelige ting fra et par hollandske klubber, som jeg hørte lidt om gennem Michael Schäfer, der var cheftræner i Lyngby på det tidspunkt. 

- Han havde talt lidt og vidste, at nogle klubber havde spurgt Lyngby, hvad jeg skulle koste, men det strandede af en eller anden årsag, fortæller Niclas Jensen.

Køb bogen om Danmarks vilde EM-sommer her

Utålmodighed førte til FCK-skifte

I takt med skadesproblemerne fik Niclas Jensen aldrig succes i PSV, og i sommeren 1998 vinkede han derfor farvel til udlandet for at rykke til FC København.

- Der var Flemming Østergaard jo i mellemtiden kommet til FCK, og vi holdt kontakten, og han besøgte os i Holland. Han kunne også godt se, da jeg blev klar igen i foråret '98, at jeg var meget utålmodig. 

- Jeg havde jo ikke spillet regelmæssig fodbold i halvandet år, så han kunne godt se, jeg var lidt frustreret, for på min position i PSV spillede Arthur Numan, som var landsholdsspiller og anfører, så jeg ville nok ikke lige med det samme få rigtig mange kampe i PSV, og så spurgte Flemming, om det ikke var noget at komme hjem til FCK, få en fin kontrakt og blive en del af det, de prøvede at bygge op. 

- Det var også en fantastisk mulighed, og det viste sig også at blive en rigtig fed tid, som selvfølgelig i starten var lidt turbulent sportsligt, fordi vi ikke præsterede, som vi skulle. Vi havde virkelig nogle dygtige spillere og et godt hold, men vi endte jo som nummer fem og seks og sådan i Superligaen, men det hele endte jo så fint med mesterskabet i 2001 og alt det her, siger Niclas Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niclas Jensen med Michael Silberbauer på træningsbanen i FCK. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Når Niclas Jensen i dag ser tilbage på sin karriere som agent, skulle han ikke nødvendigvis være skiftet til FCK på det tidspunkt.

- Alt i alt var det en fantastisk tid i FCK, men det er også klart, at jeg rimelig hurtigt, da jeg kom tilbage, tænkte: 'Okay. Du spillede i Lyngby i en del år i Superligaen med målet om at komme til udlandet, og da det så lykkedes, fik du lidt modgang og tog hurtigt hjem igen'. Det irriterede mig lidt. 

- Lykkeligvis endte det med, at jeg kunne komme af sted igen, men hvis jeg havde haft en agent eller rådgiver, da jeg var i PSV, som havde sagt: 'Prøv at hør. Nu er du skadet, så når du bliver klar, bliver du helt sikkert utålmodig, men du er det rigtige sted, så prøv nu at bevare tålmodigheden i noget tid, for så får du altså en mulighed på et eller andet tidspunkt i PSV, og så må du gribe den'.

Det skabte en smule ekstra ærgrelse hos Niclas Jensen, da han kort tid efter skiftet til FCK kunne se sin konkurrent i PSV blive skudt af til Skotland.

- Dengang var der ikke transfervinduer på samme måde, men allerede tre-fire måneder efter jeg havde forladt PSV, solgt de ham Numan til Rangers og havde i princippet ikke nogen venstreback, så der havde jeg helt sikkert fået chancen. 

- Om jeg så havde grebet den, kan man altid gisne om, men det var i hvert fald en god læring, i forhold til at nogle gange skal man lige tælle til ti og trække vejret. Samtidig skal jeg slet ikke sidde at sige det, som om jeg ikke skulle være taget hjem til FCK, for på det tidspunkt var det at komme hjem til familien og vennerne også vigtigt. 

- Det er klart, at min kæreste havde det jo også svært, når jeg kom hjem fra træning hver dag og var nedtrykt, ked af det og sur, så på mange måder var det rigtigt nok at tage tilbage til Danmark og så arbejde videre på at komme af sted igen. 

- FCK er jo en fantastisk klub, og jeg var superglad for mine år der, understreger Niclas Jensen.

Elkjær hjalp med City-skifte

Efter 150 kampe på tre og et halvt år i FC København var Niclas Jensen i januar 2002 igen klar til at prøve kræfter med udlandet.

Flere klubber viste interesse, men til sidst endte det med Manchester City.

- Der havde jeg så været i FCK i nogle år, og jeg var så småt begyndt at komme med på landsholdet, og min kontrakt løb ud i sommeren 2002, så der begyndte selvfølgelig at ske en hel masse, efter vi havde det efterår i Europa og spillede gode kampe mod Lazio, slog Ajax ud og spillede mod Dortmund og så videre.

- Der var selvfølgelig en del interesse der, og der havde jeg allieret mig med Preben Elkjær, som var min rådgiver, for på det tidspunkt var han lidt rådgiver og kørte noget med sponsorer og alt sådan noget ved siden af. 

- Der var nogle af mine medspillere på landsholdet, som havde brugt ham og havde gode erfaringer, så Preben stod for det, fortæller Niclas Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niclas Jensen og co. fejrer Jon Dahl Tomassons 2-0-mål mod Frankrig i VM 2002. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Elkjær havde nok at give sig til, for flere klubber var interesserede.

- Der var forskellige henvendelser og interesse blandt andet fra Bundesligaen, som var tæt på, men i starten af januar var det rent faktisk Roy Hodgson, som jo havde været træner for os i FCK indtil sommeren 2001, hvor vi blev mestre, og han tog til Udinese. Der var han ikke så længe, og efter det tog han hjem til England og besøgte en masse klubber. 

- Da han på et tidspunkt besøgte Manchester City, sad han og talte med Kevin Keegan og hans stab. Der var Arthur Cox, som er en trænerlegende i England, som Keegan havde med sig alle steder, og det var en af Roys gode venner. 

- De sad og talte om, hvad City manglede, og på et tidspunkt sagde de så, at de kunne godt bruge en venstrebenet back, og med Kevin Keegans spillestil sagde Roy med det samme, at så skulle de prøve at kigge på mig, og så kom der en henvendelse fra City, og Holmstrøm og Østergaard blev enige med dem, fortæller Niclas Jensen.

Udviklingen var startet før oliemilliarderne

Da Niclas Jensen først hørte om interessen fra Manchester City, blev han ikke overbevist.

- Jeg tog over og besøgte dem og var først sådan lidt, for der lå de jo i Championship, og jeg havde lidt et billede af, at hvis jeg skulle til England, skulle det selvfølgelig være Premier League. 

- Jeg vidste jo godt, at det nok ikke blev Chelsea, Arsenal eller United, men Championship syntes jeg ikke, der rimede så godt på det. Men de sagde: 'Nej, men kom over og besøg os. Vi fører Championship og har altså gang i noget'. 

- Så brugte jeg et par dage derovre der i starten af januar, og jeg kunne godt fornemme, at det jo dybest set var en Premier League-klub. Jeg havde en del kammerater, som allerede spillede i Premier League; Claus Jensen, Per Frandsen og så videre, og de sagde alle sammen, at det skal du gøre, for de rykker 100 procent op til sommer. 

- Så tænkte jeg, at så er det jo en rigtig god måde at ligesom blive integreret i et halvt år og være med til at rykke op, og når man så forhåbentlig spillede Premier League til sommer, kom jeg ikke som helt ny. Det blev den plan, jeg fulgte, og det endte jo også på den måde, så det var en stor fornøjelse, siger Niclas Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niclas Jensen i duel med David Beckham på landsholdet. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

I 2008 blev Manchester City overtaget af oliemilliardæren Sheikh Mansour og har som bekendt etableret sig som en af Premier Leagues absolutte topklubber siden.

Niclas Jensen påpeger dog, at fundamentet for himmelflugten allerede var ved at blive lagt, da han kom til City.

- Det var netop en klub, som lige havde sat toget på de skinner, som så kørte i den retning, det har kørt lige siden. Man kunne godt mærke, at træningsanlægget ikke var luksuriøst og fuldstændig overdådigt, som det jo er i dag, men der var lige blevet lavet det der. Der var lige blevet renoveret det her, og der var lige kommet to nye baner der, som kun var til førsteholdet. Der var hele tiden gang i et eller andet, og det er jo også det, som sheikerne sikkert så. 

- De kunne nok godt se, at der er altså en klub her, som allerede er på rette vej, og som vi kan booste på kort tid. Man kunne godt mærke, da jeg var der, at der var jo allerede begyndt at komme lidt penge. 

- Der blev hentet nogle store spillere som Schmeichel, Anelka, Robbie Fowler og så videre. Det var allerede der en klub, hvor man godt kunne se et uforløst potentiale, som man så også må sige, at de her mange milliarder har fået forløst, pointerer Niclas Jensen.

Tysk skifte gik i vasken

Før Niclas Jensens skifte til Manchester City var der tyske bejlere, og særligt den daværende Bundesliga-klub Kaiserslautern var tæt på at blive danskerens destination.

- Det var også en kæmpestor klub, og jeg ved stadigvæk ikke, hvorfor det egentlig ikke endte med at blive det, for der var jeg også på besøg og fik den store rundvisning. 

- Vi blev konkrete på tal og så videre, men af en eller anden årsag trak de sig til sidst. Der må være sket eller andet, som jeg ikke lige ved, men sådan er det nogle gange, siger Niclas Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niclas Jensen forstår stadig ikke helt, hvorfor han ikke kan skrive Kaiserslautern på sit cv. Foto: Miguel Vidal/Ritzau Scanpix

Han uddyber om det manglende skifte:

- Vi var dernede og sad på præsidentens kontor og kiggede ud over stadion. I mine tanker tanker var jeg jo allerede flyttet derned. Vi kørte rundt om eftermiddagen i de forskellige kvarterer og kiggede på bolig. 

- Jeg blev spurgt, hvilken bil jeg kunne tænke mig, så jeg var jo nærmest allerede skiftet oppe i hovedet. Så tog vi hjem, og så var der bare aftalt, at vi ville få en fax eller et opkald inden for et par dage, når det hele lige var clearet med bestyrelsen og så videre, og så døde den bare, og vi hørte slet ikke mere. 

- På det tidspunkt var kommunikationsmulighederne jo meget anderledes end i dag, så hvis der var tavshed, var der virkelig tavshed. Så var det ikke lige en sms eller et eller andet. Det var meget, meget underligt, at den bare døde fuldstændig, og det var slet ikke sådan, at der så gik to måneder, og jeg så fik at vide, at der var sket et eller andet vildt. 

- Jeg fik aldrig nogen forklaring på, hvad der skete, så det var meget specielt og trods alt noget, som sker sjældent, konstaterer Niclas Jensen.

Svært at afslå Champions League og 77.000 i snit

I sommeren 2003 drog Niclas Jensen videre fra Manchester City, og denne gang gik turen så endelig til Tyskland.

Her stod Borussia Dortmund klar med en kontrakt, og særligt Champions League-fodbold lokkede.

- Ja, det var først og fremmest det. Det er klart, at i City var det jo fantastisk at spille Premier League og alle de her ting, og jeg var godt klart over, at på det tidspunkt var Bundesligaen lige et lille skridt den anden vej. 

- Der var Premier League nok med afstand nummer ét, men omvendt så jeg muligheden for at spille for et tophold og kæmpe med om mesterskabet og spille Champions League, som de havde gjort syv år i træk. 

- Det var primært det, som var supersvært at afslå, og derfor tog det heller ikke så lang tid. Jeg havde nogle gode snakke med dem, og der var 77.000 i snit til Dortmunds hjemmekampe, så det var jo en vanvittig klub, så da klubberne var enige, var det ikke så svært at sige ja, siger Niclas Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Niclas Jensen i aktion for Borussia Dortmund. Foto: Ina Fassbender/Ritzau Scanpix

Opholdet i Dortmund gik dog ikke helt som håbet.

- Det startede desværre med, at vi røg ud på straffe i Champions League-kvalifikationen, kort tid efter jeg var kommet, og det betød, at deres budgetter fuldstændig krakelerede, og det var meget, meget turbulent den første tid, hvor klubben var ved at gå konkurs og måtte i den sidste uge af transfervinduet sælge fire-fem bærende kræfter. 

- Jeg tror, det er kommet frem efterfølgende, at det jo var et lån fra Bayern München, der reddede Dortmunds eksistens på det tidspunkt, og det kunne man jo mærke i klubben og truppen. 

- Der var jo ikke en dag, hvor der ikke stod et eller andet nyt, om at nu var der kommet et nyt skelet ud af skabet, så det var selvfølgelig svært at præstere under som hold. Det gjorde også, at vi havde et par sæsoner, hvor vi sluttede nummer fire og fem og så videre i stedet for Champions League-pladserne og mesterskabet, jeg havde drømt om. 

- Det var selvfølgelig ærgerligt, men omvendt super lærerigt og stadigvæk en fantastisk tid og klub generelt, fortæller Niclas Jensen.

Tilbage til Premier League

Efter to år i Dortmund rykkede Niclas Jensen tilbage til Premier League i form af et skifte til Fulham.

- Jeg nærmede mig jo de 31 år, og efterhånden gled jeg lidt længere væk fra fast spilletid i Dortmund, og så fik jeg muligheden for at komme til Fulham og tilbage til Premier League og prøve at bo i London og spille sammen med en af mine allerbedste venner i form af Claus Jensen. 

- Det var et samsurium af lidt forskellige ting, som gjorde, at det endte med Fulham, men selvfølgelig var det primært det sportslige. Jeg kunne godt se, at i Dortmund var det nok ikke mig, der blev satset på fremadrettet til at spille hver eneste gang, fortæller han.

Trods en fremskreden alder var Fulham ikke alene om at have danskeren på blokken.

- Jeg hørte forskellige rygter, og der var blandt andet noget i Italien. Min agent havde nok talt med et par klubber og havde fået at vide, at Atalanta var interesserede. 

- Jeg kan også huske, at Osasuna i Spanien blev nævnt, men når jeg siger de navne nu, skal man huske, at det kan have været meget, meget tæt på, men det kan også være, at jeg var nummer tre på deres liste over spillere, de ville gå efter. Det er lidt svært at placere, hvor alvorligt det rent faktisk var.

Perfekt plan med Ståle og CV

Niclas Jensens sidste skridt i karrieren var hjem til FC København, og det tog han i januar 2007.

- I Fulham startede det rigtig fint, men i takt med at vi kom til at hænge i den forkerte ende af tabellen, blev jeg en af dem, der fik at vide, at de skulle bruge mere power, end jeg gav, så jeg røg lidt ud af holdet. 

- Jeg kan jo også godt kigge tilbage nu og sige, at jeg nærmede mig også at blive 32, og jeg sled lidt med ryggen, så på mange måder var det måske fair nok. Jeg var til sidst ikke god nok til at spille 38 i træk i Premier League, vil jeg gerne indrømme. Det var min fysik bare ikke til på det tidspunkt, for jeg var ved at være god smadret.

- Så var der jo snak, og jeg havde hele tiden holdt kontakten med FCK og Flemming, og det var jo blevet Ståle og Carsten V. Jensen, som jeg havde spillet med i min første tid derinde. 

- Der var hele tiden en tæt kontakt til FCK, og i januarvinduet var det blevet besluttet, at nu skulle jeg væk. Jeg havde faktisk nogle snakke med Sunderland, som på det tidspunkt lå i Championship med Roy Keane som manager. 

- Det var egentlig lidt tæt på, at jeg lod mig friste af det, men så ville det være en lidt mere kortsigtet løsning, hvor jeg i FCK havde en snak med Ståle, som sagde: 'Vi giver dig den her treårige kontrakt, og vi har Oscar Wendt, som vi lige har købt i Sverige, der er et kæmpe talent, men han er ikke der endnu, hvor vi kan lade ham spille samtlige kampe'. 

- Det passede perfekt med, at jeg kunne komme hjem, og så kunne det i år ét måske hedde 80-20 i mit favør, lidt mere 50-50 i andet år, og så var Oscar forhåbentlig der, at det hed 80-20 i hans favør i mit sidste år. Det var en plan, som nærmest blev fulgt til punkt og prikke, så det var helt, som det skulle være, siger Niclas Jensen.

Når han alt i alt ser tilbage på sin karriere, er der ikke umiddelbart noget, han ville lave om, hvis han havde chancen.

- Nej, det tror jeg ikke. Det er kun ens nysgerrighed, at man nogle gange kan tænke over, hvad der mon var sket, hvis man havde gjort sådan i stedet, men rent faktuelt og set ud fra hvordan det gik, må jeg sige, at jeg har været helt tilfreds med mine valg. 

- Jeg har været enormt privilegeret og er enormt taknemmelig over de muligheder, jeg har haft. Jeg er superglad for min karriere, siger Niclas Jensen til bold.dk.


Niclas Jensen har generelt et stort smil på, når han ser tilbage på fodboldkarrieren. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Køb bogen om Lars Høgh her. 


Af Martin Schmidt
Fredag 28. januar
Torsdag 27. januar