Luk

Gav sin andel af FCK-transfersum til AaB

| International | 3 kommentarer

Michael Silberbauers skifte fra AaB til FC København var en win-win for alle, troede han, hvorfor han også endte med at forære sin del af transfersummen til AaB. 

Årets julekalender på bold.dk handler om transfers. Vi kigger nærmere på de overraskende og kontroversielle klubskifter, de transfers, som faldt til jorden, og de handler, som aldrig skulle have været sket.

Bag ottende låge gemmer sig Michael Silberbauer, der i sin karriere blandt andet nåede imponerende 258 Superligakampe for henholdsvis AaB, FC København og OB, ligesom det blev til 27 landskampe for Danmark.

Den pålidelige midtbanemand er i dag assistenttræner hos Basel i Schweiz, som han kan takke degraderingen til Young Boys U21 i sin aktive karriere for.

Den historie vender vi imidlertid tilbage til, for det hele startede i det danske, hvor Silberbauer skiftede til FCK fra AaB i en handel, hvor han endte med at forære AaB sin andel af overgangssummen. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Michael Silberbauer jubler her over et mål i AaB-trøjen. Foto: Henning Bagger Ritzau Scanpix

En win-win-situation - troede Silberbauer

Michael Silberbauer startede som bekendt sin karriere i det nordjyske hos AaB, hvor han nåede at tilbringe tre en halv sæsoner, inden han i januar 2004 tog skiftet derfra til FC København. 

For Silberbauer var det vigtigt, at handlen var rigtig for alle parter, og det, fortæller han til bold.dk, var også indtrykket, da han satte sin signatur på FCK-kontrakten.

- FCK kom med et sportsligt tilbud om at spille med i toppen og give nogle udfordringer den vej igennem og AaB var meget villige til at høre på det, da de – som jeg forstod det – godt kunne bruge nogle penge.

- Så fra min side af var det egentlig et match på den måde, at jeg kunne få lov til at komme til en klub, hvor jeg forhåbentlig kunne videreudvikle mig, og samtidig kunne den klub jeg kom fra få nogle penge, som de også godt kunne bruge.

- Det var sådan set hele min grund for at sige ja – det var en win-win-situation.

Ovenpå skiftet mindes Silberbauer imidlertid, at der var nogle lidt andre historier ude i AaB-lejren fra blandt andre Lynge Jakobsen, som dengang var sportsdirektør i AaB. 

Herfra blev det mere udlagt som om, at Silberbauer selv var interesseret i at komme væk, hvilket han i dag ikke mener var en helt fair måde at udlægge situationen på. 

- Der kom så en del reaktioner på det (skiftet, red.) efterfølgende, og jeg synes også, at de i AaB ikke udlagde det helt fair, som jeg oplevede det.

- Det var nemlig også meget følelsesmæssigt for mig, så det var egentlig min måde at prøve og hjælpe AaB på, og jeg blev egentlig sendt afsted med den følelse, at de helst så, at der kom en aftale ud af det, og samtidig passede det egentlig også ind i mine ambitioner om at udvikle mig endnu mere som fodboldspiller.

Gav sin andel af transfersummen til AaB

- Det jeg har set Lynge Jakobsen udtale efterfølgende, det ligger slet ikke i tråd med, hvordan jeg oplevede det. Men det er jo klart, at skiftet væk fra Aalborg for fansene var utroligt følelsesladet.

- Det var ikke et skifte, man bare lige foretog, og det var heller ikke noget, der var decideret nemt for mig, men som jeg opfattede situationen, så var det en win-win for alle – pånær fansene, erkender Silberbauer.

Han mindes, at Lynge Jakobsen og AaB gav udtryk for, at hans skifte havde noget med penge at gøre, som han mener ikke er den fulde sandhed. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Silberbauer jubler efter sejren over Ajax i kvalifikationen til Champions League sammen med Dan Thomassen. Foto: Michael Kooren/Reuters/Ritzau Scanpix

Silberbauer tænkte også på AaB med skiftet, og han gav faktisk nogle af sine egne penge til klubben i forbindelse med skiftet, som han ellers selv var berettiget fra overgangssummen. 

- Jeg ved ikke helt, hvad AaB-lejren sagde, jeg synes bare, at der har været lidt tilkendegivelser om, at de ikke havde haft noget med det at gøre, og det var min beslutning og noget med penge. Jeg synes, der har været sådan lidt den vej henad.

- Det er klart, at det var der også i det – det behøver jeg ikke at lægge skjul på – men baggrunden for mit vedkommende var de sportslige ambitioner og så hjælpe den klub, som jeg havde spillet ungdomsfodbold i.

- Der var en overgangssum, og rent faktisk havde jeg et beløb i min kontrakt, jeg skulle have, som jeg rent faktisk valgte at give til klubben for at hjælpe dem yderligere.

- Så AaB fik min andel af de penge, som jeg skulle have haft ved det skifte. Jeg mener, at det drejede sig om 10 procent af handlen, forklarer Silberbauer.

Køb bogen om Danmarks vilde EM-sommer her

Succesfuld FCK-tid 

Med FCK blev det på fire en halv sæsoner til tre mesterskaber, en pokaltitel og debut i Champions League-gruppespillet, som Silberbauer var kraftigt involveret i blev en realitet, da han scorede til 1-0 i den afgørende returkamp mod Ajax i Amsterdam.

Det mål blev nemlig afgørende for, at FCK for første gang i deres klubhistorie kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet. 

Her scorer Silberbauer det vigtige første mål i 2-0-sejren over Ajax i Champions League-kvalifikationen 2006. 

Lysten til at prøve udlandet af var dog også til stede for Silberbauer, som så småt begyndte at tænke tankerne året inden sit skifte til Utrecht. 

- Et år før mit kontraktudløb med FCK, havde jeg også et tilbud fra udlandet, som FCK valgte at afslå, og jeg havde jo løbende kommunikation med Ståle (Solbakken, red.) hele vejen igennem.

- De kom med et nyt kontrakttilbud, hvor jeg måske havde håbet lidt på noget andet, men vi snakkede frem og tilbage, og Ståle var utrolig fair og sagde, at jeg kunne sagtens blive min kontrakt ud og forlade dem.

- Jeg spurgte jo så, om det ville have indflydelse på min situation, og der var Ståle utroligt fair, for han sagde, at ‘ham, der gjorde det bedst, spillede’.

- Så der var absolut ingen problemer overhovedet (i forbindelse med skiftet fra FCK, red.), og jeg havde det rigtig godt, og Flemming Østergaard var jo også forbi og sige tak, og at jeg måtte sige til på et tidspunkt, hvis jeg gerne ville tilbage igen. 

Mulighed i England

Så da Silberbauer også ønskede at prøve udlandet af, lignede det igen en win-win-situation, for, som han også understreger, skyldtes skiftet et tilvalg af udlandet og ikke et fravalg af FCK. 

- Jeg havde en rigtig god tid i FC København og udviklede mig rigtig meget, så de ting, jeg egentlig havde sat mig for, blev opfyldt, men jeg havde helt fra starten af også en ambition om at prøve mig selv af i udlandet også og se, hvordan det ville være.

- Jeg har også sagt før, at jeg skiftede jo ikke FCK ud med Utrecht, men jeg skiftede Superligaen ud med Æresdivisionen.

- Jeg havde flere muligheder på det tidspunkt. 

- Jeg havde faktisk også en anden kontrakt, som lå på bordet og kunne være skrevet under. Men fodbolden og muligheden for at tage et skridt ind i en liga, som man ikke kendte, hvor man følte måske, at man kunne udvikle sig endnu mere, synes jeg var tiltalende.

Det andet tilbud, der lå på bordet var fra England med en mulighed for at komme til at spille i Championship udover den kontraktforlængelse, der også lå i FCK. 

- Jeg havde også et tilbud fra FCK og så en klub fra England. Det var Sheffield United.

Udlandseventyr i Holland

- Vi (agenten og Silberbauer, red.) var langt med Utrecht, og Utrecht lød som om, de rigtigt kendte mig. Dermed ikke sagt, at Sheffield ikke også havde været et godt skifte, men jeg havde bare min gode fornemmelse med det skifte.

Silberbauer var i denne periode også med omkring det danske landshold, men han fortæller, at skiftet ikke havde noget at gøre med spilletiden der - for som han selv siger, var han aldrig rigtigt førstevalg her. 

- Jeg var ikke på noget tidspunkt i min landsholdskarriere førstevalg på nogen måde, griner Silberbauer ydmygt.

- Nej, jeg var i princippet med omkring landsholdet (i forbindelse med skiftet, red.), så det var ikke noget med det at gøre, det var egentlig at prøve det her udlandsophold af og se, om det var noget, man kunne klare. 

Artiklen fortsættes under billedet. 

Her ses Silberbauer flankeret af William Kvist og Daniel Agger på det danske landshold til pressemøde inden EM-kvalifikationskampen mod Norge i 2011. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix. 

Ydmyg udlænding 

Silberbauer forklarer, at skiftet også var svært i starten, fordi han mødte en helt ny kultur, som man skulle ind i for at kunne gøre sig til på fodboldholdet også - og nogle af situationerne i starten af opholdet, husker Silberbauer stadig. 

- Der er nogle andre faktorer, der kommer lidt i spil end blot at spille fodbold, når man kommer til udlandet. Det er jo en ny kultur, det kan være, at kommunikationen fra træneren til spillerne er anderledes - den er måske ikke så varm, som den nogle gange er i Danmark.

- Du sætter dig ind i et omklædningsrum og kan ikke sproget – og det ved jeg ikke om andre tænker sådan – men jeg tog da mig selv i at sætte mig ned i omklædningsrummet, hvor der var nogen, der sad og grinte, og så tænkte man på et tidspunkt: 'Jamen, snakker de egentlig om én selv?', griner Silberbauer.

- Man ved ikke rigtig, hvad der foregår. Du skal pludselig klare dig selv, uden at der er noget som helst støtteapparat tæt på. Du kan ikke bare lige køre hen til familien, hvis det er det, du vil.

Blev anfører i Utrecht

Silberbauer fortæller, at det derfor hjalp en hel del, at der var nogle danskere i klubben samtidig med ham, som han kunne læne sig lidt op ad. 

- Francis Dickoh var der i forvejen, og så kom efterfølgende Morten Skoubo også. Det var en kæmpe hjælp, at Francis var der før, for han kendte jo det hele, så jeg havde allerede en, jeg kunne kommunikere med og forstå.

- Ret hurtigt valgte jeg at gå til hollandsk to gange om ugen for at lære sproget så hurtigt som muligt, for vores træner kunne jo ikke et ord engelsk, så alt var jo på hollandsk, så det var med at skynde sig at få lært sproget, så man kom med fra starten af.

- Jeg var så heldig at have Francis der i forvejen, som kunne oversætte for mig, og han var også en top fyr, så sammen med Skoubo havde vi det også rigtig godt uden for banen.

Oplevelserne i Utrecht var positive, da først Silberbauer kom ind i rytmen og havde lært sproget, og i sidste ende blev han ligefrem klubanfører. 

- Jeg havde en super tid i Utrecht, det var en virkelig dejlig klub – virkelig en familieklub.

- Jeg endte jo også med at være anfører, og jeg snakker stadig med en del fra klubben i dag, så det var et rigtig godt sted at være - både i klubben og i byen og det hele. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Silberbauer i kamp for Utrecht i Europa League med holdkammerat Gianluca Nijholt overfor Steaua Bukarest-spilleren Florin Gardos. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix.

Mislykket mesterskabsforsøg i Young Boys 

Efter tre år i Utrecht og status som klubkaptajn kunne Silberbauer få forlænget sin kontrakt, men der bød sig samtidig en mulighed for at tage til Young Boys i Schweiz, som præsenterede et ambitiøst projekt for Silberbauer. 

- Jeg havde også et andet tilbud, men Young Boys kom og var meget ambitiøse og snakkede om muligheden for at vinde det schweiziske mesterskab og angribe Basel. 

- Det, syntes jeg, var virkelig tiltalende, så det var det, der endte med at være det afgørende for, at jeg gik den vej. 

- Utrecht var interesserede i at forlænge, og de kom med et nyt tilbud på en kontrakt, men det var under det, jeg egentlig tjente på det tidspunkt, selvom jeg rigtig gerne ville være blevet i klubben. 

- Så når man samtidig fik tilbud fra andre spændende steder, så var man jo pludselig lydhør over for dem også, siger Silberbauer. 

- Men igen, så prøvede jeg at se, om jeg kunne gøre det så fair som muligt og var meget ‘up front’ med situationen for Utrecht og forklarede, hvordan landet det lå, og der var ingen problemer i det overhovedet. 

- De (Utrecht, red.) havde lidt problemer på det tidspunkt. Det var lige, hvor der kom ny ejer til, og de ville gerne gøre tingene på en lidt anden måde i forhold til, hvad de havde gjort i fortiden. 

Silberbauer og co. endte i 11/12-sæsonen som nummer tre i den bedste schweiziske række kun tre point efter Luzern, som blev toer, men hele 23 point efter Basel, som vandt mesterskabet suverænt. 

Usårlige Basel

- Young Boys havde høje ambitioner, og jeg havde også høje ambitioner på vores vegne, men da jeg først fandt ud af, hvem det var, vi stod over for, der kunne jeg godt se, at vi havde praktisk talt ikke nogen stor mulighed for at vinde det mesterskab. 

Basel-holdet dengang bestod blandt andet af spillerne Yann Sommer, Aleksandar Dragovic, Benjamin Huggel, Fabian Frei, Granit Xhaka, Xherdan Shaqiri, Alex Frei og Marco Streller, som Silberbauer lister op, for han kan stadig tydeligt huske det næsten uslåelige hold. 

- Det var virkelig et godt hold, lige i de år havde de masser af gode spillere - Mohamed Salah kom forbi, Manuel Akanji fra Borussia Dortmund kom - i de år kom der rigtig mange dygtige spillere forbi det hold der. 

Silberbauer vil dog ikke udpege en enkelt mand, som var særligt besværlig at stå foran - i stedet siger han noget underspillet om sig selv, at han jo aldrig var den bedste fodboldspiller på holdene, han spillede for. 

- Det var mere spillestilen, der ikke passede til mig - jeg var jo hverken den stærkeste, den hurtigste, den mest løbestærke og så videre, så jeg har jo nydt godt af, når jeg kunne gemme mig lidt i en organisation. 

- Så her pludselig at skulle stå over for de spillere en-til-en, som var alle de ting, så kom jeg i en smule mere problemer, end jeg har været i resten af min karriere. 

Ariklen fortsætter efter billedet. 

Silberbauer her i Young Boys-trøjen i færd med at forhindre et mål overfor FC Thuns Marco Schneuwly. Foto: Pascal Lauener/Reuters/Ritzau Scanpix

Status som ‘uønsket i klubben’

Året efter skiftet til Young Boys fik Silberbauer status i klubben som uønsket, og karrieren begyndte så småt at gå på hæld herfra. 

Han vendte dog hjem til Danmark i en sæson på leje i OB, hvor han holdt karrieren ved lige, selvom situationen i Young Boys var hård at tage. 

- Det var klubbens ønske. Året efter var jeg uønsket i klubben, efter at de lavede en smule om. Jeg havde stadigvæk en lang kontrakt, hvor jeg så valgte at se på, hvad der kunne ske, hvor OB så kom med muligheden for en lejekontrakt til allersidst i transfervinduet. 

- Det var egentlig et valg mellem enten ikke at spille i et år eller prøve at holde det hele lidt i gang, og der valgte jeg det sidste. 

Hvordan var det at være uønsket?

- Jamen, det tror jeg da ikke, at der er nogen, der synes er specielt rart - men det er en del af det. Man må selv træffe sine valg og prøve at komme videre. 

- Det er jo sket flere gange, at nogen, der ikke har fungeret et sted, har måttet træde enten et skridt til siden eller et skridt tilbage for så at komme frem igen. 

- Det er sådan lidt en del af det. Det var selvfølgelig frustrerende, at man stod i en situation, hvor man ikke følte, at man havde en mulighed for at gøre noget - at vise noget selv - gennem sine præstationer til træning og måde at være på og så videre. 

- At det egentlig bare var ‘cuttet’, det var en smule frustrerende, men det må man også komme over. 

- Man kan da godt føle, at det ikke er retfærdigt, men til syvende og sidst, så bringer det dig ikke nogen steder. Du kan ikke lave om på det, hvis det er nogle andre, der har truffet beslutningen, så må du jo lede efter et alternativ, og det var det jeg prøvede. 

Spurgte til AaB og FCK - endte med OB

Silberbauer fortæller, at han også havde spurgt til AaB og FCK.

- Jeg havde spurgt, men der blev pænt sagt nej oppe i AaB. FCK, som jeg husker det, var interesseret, men det blev blokeret af Young Boys, fordi det ikke var på samme vilkår som OB. Så jeg stod egentlig kun med det valg. 

- Jeg tror måske, at FCK spurgte på et halvt år, og at OB spurgte på et år, men jeg ved det ikke. 

Tiden i OB var Silberbauer glad for, men da han vendte tilbage til Young Boys var hans situation i klubben uændret, og det gav yderligere gnidninger i forholdet, da økonomien også spillede ind på dette tidspunkt af karrieren. 

Degraderet til Young Boys U21

- Der skete det, at jeg blev sendt tilbage og håbede på, at jeg kunne få en chance, og OB havde et tilbud om, at jeg kunne blive i klubben, og jeg prøvede at snakke med Young Boys om situationen. 

- De ville sådan set gerne rykke kontrakten itu - forstået på den måde, at de ville give mig et beløb for at gå videre - og jeg foreslår dem, som jeg husker det måske 50-50 eller 60 procent (af kontrakten, red.), men de lå nærmere nede omkring en 15 procent. 

- På det her tidspunkt var jeg jo ved at komme lidt op i årene - ikke fordi at jeg følte mig helt færdig, men det var trods alt stadigvæk i min karriere en væsentlig del at få de penge her til det efterfølgende liv. 

- Det endte med, at de sagde, at hvis ikke jeg tog afsted, så ville jeg blive sendt på U21, og jeg prøvede at sige til dem, at jeg ikke var 23 - men 32 - og det gjorde det svært for mig, for jeg ville rigtig gerne spille fodbold, og jeg ville rigtig gerne have chancen i Young Boys igen. 

- De skulle ikke garantere mig noget, jeg stillede mig gerne bag i køen. Men den beslutning var jo ligesom truffet året forinden, kan man sige. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Michael Silberbauer fik tændt trænergnisten, efter at han blev degraderet til U21-holdet i Young Boys, hvor han sidenhen endte hos FC Midtjyllands U19-mandskab. Foto: FC Midtjylland. 

Young Boys-nedtur blev blessing in disguise

Silberbauer erkender blankt, at han på dette tidspunkt selv var ude om, at han ikke kom afsted fra Young Boys denne sommer, hvorfor han heller ikke syntes, at nogen skulle have ondt af ham. 

Hans beslutning endte imidlertid med at blive en såkaldt blessing in disguise, for turen ned på U21-holdet skulle vise sig at tænde trænergnisten i den på det tidspunkt 32-årige Silberbauer.

 - Igen så står man med et valg, og jeg valgte at sige: ‘Okay, så er der ikke nogen, der skal sige, at de har ondt af mig’ - forstået på den måde at til syvende og sidst, så var det også mit eget valg at blive i klubben og tage pengene og spille på U21. 

- I starten spillede jeg ikke. Men på et tidspunkt kom U21-træneren, som jeg havde et rigtig fint forhold til, og spurgte, om jeg ville hjælpe nogle af de her unge drenge i en kamp, og det ville jeg gerne. 

- Så gik der ikke ret længe, inden han kom igen, og sådan endte det med, at jeg faktisk begyndte at spille en hel del kampe. 

- Det var ikke nogen specielt sjov situation, men jeg havde stået med valget om bare at være der eller få noget ud af det, og jeg må sige, at de unge spilleres energi og gåpåmod, der hvor de stod i deres karriere fulde af forhåbninger og så videre, det var virkelig noget, der tiltalte mig. 

- Så det var rent faktisk det år, hvor jeg begyndte at tænke rigtig seriøst over, om det at være træner kunne være noget for mig. 

Trænerlyst tog over

- Der var nok glæde i at prøve og hjælpe dem her, så det var egentlig det, jeg brugte mit år på. At det lige pludselig ikke handlede så meget om mig, men de her unge drenge, som havde nogle drømme. 

- Jeg snakkede med træneren (på U21, red.), og han opfordrede mig til at snakke med de unge spillere og hjælpe dem, og sidst på året blev det faktisk sådan, at jeg også godt kunne have indflydelse på, hvad vi lavede til træning og hjælpe lidt til på den måde. 

Silberbauer nåede sommeren efter alligevel et sidste skifte i karrieren til Biel-Bienne, inden han lagde støvlerne på hylden - her havde trænerlysten dog allerede taget over. 

- For at være helt ærlig kunne jeg dog godt mærke, da vi begyndte at spille, at den der gnist for at spille, den var der ikke på samme måde. 

- Den var flyttet over til gerne at ville hjælpe nogle andre, så selvom jeg havde skrevet en toårig kontrakt med Biel, så endte det også med, at jeg i år nummer to blev flyttet over i en trænerrolle. 

- Så det år på andetholdet i Young Boys havde virkelig flyttet noget fokus for mig. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Michael Silberbauer var i et år træner for Pacific FC. Foto: Pacific FC. 

Hjalp unge spillere med mad efter konkurs

- Jeg kom til Biel, og jeg var heldig med, at der var kommet en ny træner, som jeg snakkede lidt frem og tilbage med på det tidspunkt. 

- Han ville egentlig helst have, at jeg skulle fortsætte med at spille, men vi snakkede frem og tilbage - i hvert fald en måned - hvor vi til sidst endte med, at jeg kunne få en rolle (som træner, red.). 

Klubben gik dog konkurs ikke så længe efter, at Silberbauer havde fået sin nye trænerrolle i klubben, hvor Biel ikke længere kunne udbetale løn. 

Det resulterede i, at han måtte hjælpe de unge spillere økonomisk med at have råd til at købe mad i den periode, samtidig med at han selv sad med problemet og heller ikke fik sin løn. 

Silberbauer var derfor også i gang med at pakke tasken hjem til Danmark, da der pludselig kom en mulighed for at tage med Patrick Rahmen til Luzern som assistenttræner. 

Det satte for alvor skub i Silberbauers trænerkarriere, hvor han allerede har været forbi både Schweiz, Canada og Danmark. Særligt opholdet i Canada hos Pacific FC var en interessant oplevelse.

- Der kom den her mulighed med Pacific FC ovre i Canada, som gerne ville spille med en hel masse unge spillere og udvikle dem gennem noget flot fodbold, hvilket jo tiltalte mig, så det valgte jeg at prøve. 

- Det var et utroligt lærerigt år, hvor man virkelig fik testet en masse ting af - men også til syvende og sidst gjort den erfaring, at så er det ikke så vigtigt, hvad der bliver sagt, når man ansættes, for i sidste ende er det et spil, hvor det handler om at vinde. Og det gjorde vi ikke nok.

Trænergerning fortsætter i dag

De unges gåpåmod tiltaler Silberbauer. Det var det, som tændte trænergnisten i ham på Young Boys’ U21-hold, ligesom det var det, som fik ham til at tage til Canada og arbejde med FC Midtjyllands U19-hold i fjor. 

En dag kan han dog godt se sig selv som cheftræner, selvom han ikke går så meget op i rollen. 

- Så længe, at jeg føler, at jeg kan udvikle mig og blive dygtigere, så går jeg egentlig ikke så højt op i rollen. For mig så er det, der giver noget at se de her spillere komme videre, og man føler, at man har været en del af det og hjulpet til på deres vej. 

- Hvis bare man har kunnet hjælpe én eller to, så har det også betydet meget. 

- Så i princippet er det egentlig det, der er drivkraften. Så kan det godt være, at det ender med et cheftrænerjob en dag, men for mig er hele udgangspunktet at blive så god som muligt, så man kan hjælpe så mange på vej som muligt i deres karriere. 

Sådan slutter Silberbauers transferfortælling for nu, selvom der nok bliver tilføjet lidt ekstra til den i fremtiden. 

Køb bogen om Lars Høgh her. 


Af Kristoffer Lind Pedersen
Onsdag 19. januar