Luk

Genistreg bag Ajax' topsejr over Feyenoord

| Æresdivisionen | 1 kommentar

Infoboks

Ajax - Feyenoord 1-0
Æresdivisionen
22' 1-0 Ryan Gravenberch

Ryan Gravenberch leverede et forrygende mål, da Ajax vandt topopgøret mod Feyenoord og Nicolai Jørgensen med 1-0 i den bedste hollandske række.

Nicolai Jørgensen var valgt på toppen for Feyenoord, der ude skulle forsøge at spille sig på siden af Ajax på førstepladsen i den bedste hollandske række.

Det var dog værterne Ajax, der lagde bedst fra start, og som også fik spillet sig til opgørets første store chance.

Nicolas Tagliafico steg højest til vejrs på et indlæg, men hans hovedstødsforsøg gik over mål efter et kvarters spil.

Kort efter lykkedes det dog for hjemmeholdet at komme foran.

Daley Blind og Dusan Tadic kombinerede sig frem til Feyenoord-feltet, inden Tadic lagde den til nyindkøbet Sebastian Haller, der igen lagde bolden videre til Ryan Gravenberch midt for målet.

Det hollandske stortalent lagde an til skud, men udførte i stedet en skudfinte, der snød sin modstander totalt, inden han med venstre bankede bolden i mål fra kanten af feltet.

En forrygende scoring af topholdet.

Feyenoord havde ikke mange chancer i første halvleg, men Toornstra fik en stor chance i overtiden, som han dog mistimede og sendte forbi mål.

I anden halvleg fik Feyenoord bolden i mål efter et kvarter, men det blev prompte annulleret, da der var offside ved hændelsen.

I opgørets afsluttende fase fik Feyenoord bedre og bedre fat, og kaptajn Steven Berghuis kom til en stor chance i feltet, men hans afslutning gik akkurat forbi mål. Havde han sparket inden for rammen, var André Onana knebent nået ned og reddet.

Udeholdet overtog spillet totalt mod slut og sendte en række indlæg ind i feltet, og André Onana måtte også diske op med en redning i kampens femte overtidsminut, inden Feyenoord var på overliggeren endnu dybere inde i overtiden, men hjemmeholdet holdt stand.

Derfor blev det ved Ryan Gravenberchs ene scoring, så Ajax kunne cementere sin førsteplads i tabellen.


Af Christian Ambæk
Tirsdag 9. marts
Mandag 8. marts