Den tidligere FC Midtjylland-angriber Paul Onuachu har gang i en vanvittig sæson i Belgien for Genk, hvor han har scoret 31 mål i 35 kampe.
Genk er klar over, at klubben ikke kan holde på den 26-årige nigerianer, og man håber at lande et rekordbeløb for ham.
- Jeg vil ikke komme med konkrete tal. Men 20 millioner euro (150 millioner kroner, red.) er ingen overdrivelse, siger teknisk direktør Dimitri De Condé til RTBF.
- Og ja, vi satser på at lande den største udgående transfer i klubbens historie.
Indtil nu er Sander Berge klubbens største salg, da han blev solgt for 25 millioner euro - knap 190 millioner kroner - til Sheffield United i januar 2020.
FC Midtjylland har en videresalgsklausul på Onuachu, og ifølge Herning Folkeblad lyder den på 15 procent.


Genk
Jupiler Pro League



































