Luk

Gerrard husker godt Klopp-råd før pokalløft

| Premiership | 0 kommentarer

Infoboks

Steven Gerrard har haft en suveræn sæson med Rangers, men Liverpool-legenden tænker på et råd fra Jürgen Klopp om at være balanceret og ikke lade sig rive for meget med.

Den 15. maj kan Rangers langt om længe løfte mesterskabspokalen i Skotland efter en forrygende sæson, hvor guldet blev sikret for længe siden.

Manden, der trak sværdet ud af stenen og væltede Celtic af tronen, blev Steven Gerrard, og til Sky Sports fortæller han om et råd, som Jürgen Klopp gav ham, da de begge stadig var i Liverpool.

- Jeg kan huske, at jeg havde en samtale med Jürgen om ledelse, før jeg overhovedet tog denne rolle. 'Hvad er nogle af de vigtigste ting, du kan fortælle mig? Hvad kan jeg tage med fra dig, der vil hjælpe mig fremad?'

- Han sagde, at man skal forsøge at være så balanceret, som man kan. Nu ved jeg præcis, hvorfor han sagde det, for denne rejse fører dig alle steder hen. Utrolige følelser, men det har også taget mig ned, siger Gerrard.

Englænderen er meget tilfreds med Rangers' bedrifter i den skotske liga, hvor klubben med to runder igen er hele 23 point foran Celtic, men han pointerer vigtigheden af at bevare fatningen frem mod næste sæson.

- Jeg er ekstremt stolt af det, vi har opnået. Jeg vil nulstille mig selv og gøre, hvad end jeg skal gøre i baggrunden for at forsøge at gøre denne gruppe så stærk og konkurrencedygtig som mulig.

- Jeg er lige så ambitiøs som alle, der er forbundet til denne klub. Jeg vil forsøge at få klubben i Champions League og forsvare vores titel med vores liv, og så vil jeg sætte pokalturneringen på plads, for det passer mig ikke godt nu.

- Jeg vil komme tilbage til preseason med en god chance for at være succesfuld. Det er det, jeg beder om. Forhåbentlig vil bestyrelsen støtte mig på det punkt, så vi kan fortsætte, siger Steven Gerrard.

Gerrard har flere gange fortalt, at han på et tidspunkt drømmer om at stå i spidsen for Liverpool, men ikke endnu.


Af Martin Schmidt
Søndag 16. maj
Lørdag 15. maj