Luk

Gerrard med anden sejr i træk for Aston Villa

| Premier League | 3 kommentarer

Infoboks

Crystal Palace - Aston Villa 1-2
Premier League
15' 0-1 Matt Targett
86' 0-2 John McGinn
90' 1-2 Marc Guehi

Steven Gerrards Aston Villa vandt lørdag 2-1 ude over Crystal Palace i Premier League. Resultatet var Gerrards anden sejr ud af to mulige som Villa-manager.

Der var kamp om pointene i midten af Premier League, da Crystal Palace tog imod Aston Villa lørdag eftermiddag.

Kun tre point adskilte de to inden kampen, hvor Villa, trods en 15.-plads, kunne avancerer til en 11.-plads lige efter Palace med en sejr.

Det var dog et hjemmehold, der ikke havde tabt i det forgående syv kampe. Til gengæld var det blevet til fem uafgjorte resultater for Crystal Palace, som godt kunne bruge tre point til for alvor at rykke frem i tabellen.

Udeholdet var det farligste hold i første halvleg, hvor de havde en del forsøg, og selvom Wilfried Zaha havde en god aktion for Palace efter elleve minutter, så var det også Aston Villa, der kom foran efter et kvarters spil.

Et hjørnespark fik lov at passere helt til bagerste stolpe, hvor Matt Targett havde tid til at tæmme bolden, inden han bankede bolden i kassen. Skidt forsvaret af hjemmeholdet.

Crystal Palace døjede som sagt med at skabe chancer i første halvleg, og det var derfor gæsternes Ollie Watkins, der stod for dramatikken, da han gik til jorden i Palace-feltet lige før pausen. Dommerens fløjte forblev dog tavs, og derfor sluttede første halvleg 1-0 til gæsterne fra Birmingham.

Mål og drama i anden halvleg

Anden halvleg var ligeledes chancefattig, men der kom en anden form for dramatik, da Douglas Luiz gik alt for voldsomt ind i en tackling efter 74 minutter. 

Dommeren hev det røde kort op, men efterfølgende blev han kaldt ud til et VAR-gennemsyn, hvilket resulterede i en ændring til gult til stor lettelse for manager Steven Gerrard og Aston Villa.

Selvom Crystal Palace lagde et tungt pres og sad på spillet, så kunne de ikke dirke Villa-defensiven op. I stedet blev kampen lukket i den anden ende.

Efter et godt angreb fra udeholdet trillede bolden mod John McGinn på kanten af feltet, og den skotske midtbanespiller kvitterede med en formidabel afslutning, da han på flot teknisk vis krøllede bolden op i målhjørnet. 2-0 til Aston Villa efter 86 minutters spil.

I kampens overtid fik hjemmeholdet reduceret, da Marc Guehi prikkede et indlæg i mål, men det blev ikke til mere for Palace, og derfor tog Villa og Gerrard sejren og de tre point.

Med resultatet sniger Aston Villa sig op på en 11.-plads i rækken.


Af Tobias Bladt Haarder
Lørdag 29. januar
Fredag 28. januar