LeoVegas.dk Roskilde Festival Bethard Casino24

Luk

Giganterne slås om kantkometen Pepe

| Ligue 1 | 4 kommentarer
PSG YDMYGET: Mestrene slagtet 1-5 i Ligue 1-topkamp mod Lille - se alle mål her
PSG giver Lille noget kubik: Se Mbappé stemple modstander midt på låret
Mareridt for PSG-profil: Først begår han selvmål - så bliver han skadet
Giganterne slås om kantkometen Pepe
Foto: Getty Images
Nicolas Pepe har taget Ligue 1 med storm i det seneste halvandet år, og stort set alle de største klubber i Europa er nævnt som bejler til kometen fra Lille.

Det var blot en mindre udsættelse af PSG's mesterskabsfejring, da de nærmeste forfølgere Lille for en uge siden smadrede førerholdet med 5-1 i Ligue 1.

Thomas Tuchels tropper gør sandsynligvis snart arbejdet færdig, men 5-1-kampen sidste søndag var til gengæld en ny blåstempling af den snart 24-årige Nicolas Pepes evner og denne gang mod en modstander fra højeste hylde.

Pepe både trak et rødt kort, scorede efter en omstilling og leverede to assists på dødbolde i 5-1-ydmygelsen af PSG, og dermed lagde han givetvis også adskillige millioner kroner oveni den transfersum, som Lille står til at indkassere til sommer.

Pepe er således et særdeles brandvarm navn på transfermarkedet. Ikke kun fordi han har markeret sig som vicetopscorer og assistkonge i Ligue 1 i denne sæson, men også fordi han modsat mange andre spillere i sit nuværende luftlag rent faktisk er tilgængelig for klubber med penge nok på kistebunden.

Pris: Minimum 375 millioner
For selvom Lille står til at ryge direkte i næste sæsons Champions League-gruppespil via andenpladsen i Ligue 1, har klubbens præsident mere eller mindre garanteret Pepe et sommerskifte til én af de mange bejlere.

- Nicolas Pepe bliver helt sikkert solgt. Han er rykket op i en prisklasse, hvor vi ikke kan være med, sagde Lille-præsident Gerard Lopez for nyligt til Telefoot umiddelbart inden han kunne læne sig tilbage og se guldfuglen stråle mod PSG.

Lille betalte i sommeren 2017 angiveligt Angers omkring 75 milllioner kroner for Nicolas Pepe, og  det var det et godt stykke over vurderingen for en 22-årige kantspiller, der for et midterhold i Ligue 1 havde lavet tre mål og en assist i 33 optrædener - heraf 11 fra start og 22 som indhopper.

Lille har dog på ingen måde har haft grund til at fortryde det forholdsvist dyre køb, og de står til at få flerdobbelt sin investering om få måneder. Bejlerne er således mange, og meget tyder på, at prisen kommer til at nærme sig en halv milliard kroner.

- Vi har haft tilbud på 375 millioner kroner. Vi sælger ikke for mindre, og vi har endda afvist tilbud på 375 millioner kroner. Vi havde også et tilbud fra Kina på 600 millioner kroner og med en astronomisk løn til spilleren, men han ville ikke af sted, sagde Gerard Lopez til Canal+ for et par uger siden.

Stort felt af bejlere
Hvem er så bejlerne til denne kantkomet, der snart runder 24 år? Ja, hvem er ikke bejler, fristes man til at sige, når man studerer flowet på rygtebørsen.

Flere midterhold i Premier League blev bragt i spil som aftager til Pepe i efteråret, men de er nu faldet fra som realistiske destinationer og tilbage står de allerstørste og rigeste klubber i Europa - top seks-klubberne i Premier League, Bayern München, PSG og Barcelona som de mest nævnte.

Pepes kommende arbejdsgiver får for de mange penge ikke en spiller med europæisk erfaring. Nul officielle minutter har Pepe nemlig spillet uden for Frankrig på klubplan.

De får til gengæld en spiller, der først og fremmest helt åbenlyst har den hurtighed og den teknik, der skal til i moderne topfodbold.

Og en spiller, der ifølge statistiksitet whoscored.com, er den niende bedste spiller på tværs af de fem største ligaer i denne sæson - efter superstjerner som Lionel Messi, Cristiano Ronaldo, Kylian Mbappe, Eden Hazard og Raheem Sterling.

Men foran folk som Mohamed Salah, Sergio Agüero, Jadon Sancho, Sadio Mane, Harry Kane og Antoine Griezmann.

Blomstrede op efter Bielsa-fyring
Pepe startede for små to år siden tilværelsen i Lille som angriber under Marcelo Bielsas ledelse i 2017/18-sæsonen.

Men efter en elendig sæsonstart og en fyring af argentineren blev Pepe rykket ud på højrekanten af den nuværende Lille-træner Christophe Galtier, og det er på den position, at han har strålet og leveret langt det største output.

Fransk-ivorianeren har nærmest udelukkende spillet højrekant i Lilles 4-2-3-1-formation i denne sæson, og herfra har han med sit giftige venstreben leveret 19 mål, 11 assists og via sin individuelle evner masser af chancer til sine holdkammerater i sine indtil videre 32 ligakampe i denne sæson.

30 af Lilles 54 ligamål har Pepe enten scoret eller assisteret. Til sammenligning har ligatopscorer Kylian Mbappe scoret eller assisteret 36 af PSG's 90 ligamål.

Pepes kommende klub får også en spiller, der fysisk har bevist sig ved at spille 2865 af 2880 minutter i Ligue 1 i denne sæson - flest af alle midtbane- og angrebsspillere.

Og så får de ifølge flere personer, der har arbejdet med Pepe, en spiller med fødderne solidt plantet på jorden.

Ikke forurenet af sit entourage
Pepe indledte sin seniorkarriere i de lavere franske rækker - hos Poitiers, Angers' andethold og Orléans, inden han i 2016 som 21-årig debuterede i Ligue 1, og det har sine fordele, mener Olivier Frapolli, der var træner i Orléans og lejede Pepe i Angers.

- Han var meget ydmyg, da han kom. Han havde ikke alle de samme dårlige sider, som unge spillere, der pludselig eksploderer, har. Han var ikke blevet forurenet af sit entourage. Han lyttede og havde en god mentalitet, og jeg har hele tiden vidst, at han ville slå til i Ligue 1, siger Frapoli ifølge tribalfootball.com.

Angers' andenholdstræner Patrice Sauvaget er ligeledes imponeret.

- Med det samme var hans medfødte hurtighed og evner åbenlyse. Og en meget, meget stærk venstrefod. Han kommer fra en rigtig god baggrund. Han er ikke svær at håndtere, men han skal hele tiden kæmpe med en lille form for nonchalance.

- Udfordringen med ham er, at man aldrig ved, hvad han laver. Nogle gange tror jeg ikke, at han selv ved, hvad han laver. Sådan er det med instinktive spillere, siger Sauvaget ifølge triballfootballa.com.

Elfenbenskysten slog til
Hvor Pepe fortsætter sin karriere efter denne sæson må tiden vise, men på landsholdsplan tørner han via sine ivorianske rødder tørner ud for Elfenbenskysten.

Pepe er ellers født og opvokset i Frankring, men grundet sit sene gennembrud var han aldrig aktuel for nogle af de franske - eller ivorianske - U-landshold, og allerede i hans debutsæson i Ligue 1, hvor han primært kun var indhopper for Angers, slog Elfenbenskysten til.

Pepe fik debut med fem minutter af en testkamp mod fødelandet Frankrig i november 2016, og siden er fulgt i alt 11 officielle A-landskampe med fire scoringer til følge.  

mikael@bold.dk


Se Premier League, Superliga og Europa Leauge Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement Advertisement

Af Mikael Blond
Lørdag 20. april