Luk

Glad B93-chef: FCK-kamp vil påvirke foråret

| Danmark | 0 kommentarer

Infoboks

B93 - FC København 0-3
Sydbank Pokalen
23' 0-1 Julian Kristoffersen
27' 0-2 Kasper Kusk
49' 0-3 Kasper Kusk

B93-sportschef Frank Nielsen er sikker på, at onsdagens positive oplevelse i Telia Parken vil have en positiv effekt på hele foråret i Østerbro-klubben.

B93 tabte inden for kridtstregerne, da de onsdag aften mødte FC København i DBU Pokalens ottendedelsfinalen. Men uden for kridtstregerne var der fest og glade dage, og klubbens sportschef Frank Nielsen var meget glad for, hvordan aftenen forløb.

- Det var et fantastisk arrangement, og det var dejligt at se så mange af klubbens medlemmer på stadion i dag. Selvom vi kom bagud 3-0, så fortsatte de ufortrødent, og det var dejligt at kunne samle klubben på den her måde, siger Frank Nielsen til bold.dk.

- Det er med til at opbygge en klub-identitet, at vi kan samles om klubbens førstehold. Vi vil gerne have skabt et flagskib i klubben og sørge for, at førsteholdet bliver en integreret del af klubben som helhed - og det er sådan en kamp her med til, siger Frank Nielsen.

B93-sportschefen var på trods af resultatet meget stolt af spillernes indsats.

- Det var en stor fornøjelse. Vi viste mod til at turde spille, selvom vi vidste, at vi var oppe imod en god modstander. Vi viste det, vi gerne ville - nemlig at spille bold og turde have bolden, siger han.

Alt i alt var det altså en meget tilfreds sportschef, der gjorde status efter opgøret i Telia Parken - og han tror på, at det kan have en positiv effekt på klubbens udvikling fremover.

- Der er ingen tvivl om, at det kommer til at påvirke vores forår positivt, for det her har skabt en hel masse opmærksomhed omkring holdet, og det betyder, at der bliver større interesse. Vi har brug for, at der kommer flere folk til vores hjemmekampe, og jeg tror på, at det her kommer til at have en positiv effekt på det, siger Frank Nielsen.

B93 skal i foråret forsøge at spille sig i 1. division, når de deltager i 2. divisions oprykningsspil. Her åbner de sæsonen på fjerdepladsen og har tre point op til en oprykningsplacering.

nicolai@bold.dk


Af Nicolai Skovsgaard Tøfting
Mandag 18. januar