FC Nordsjællands defensivspiller Victor Nelsson var med i den trup, som mandag blev udtaget til ligalandsholdets tur i januar.
Nelsson glæder sig over at komme med blandt Åge Hareides udvalgte og vil nu gå efter at vise sig frem på træningsturen.
- Det er en mega fed mulighed for at vise mig frem. Jeg har ikke rigtig tænkt på turen, fordi jeg har haft fokus på at slutte efteråret i Superligaen godt, men det er utroligt fedt og spændende at skulle med, siger Nelsson til bold.dk.
- Jeg er glad for og stolt af at blive udtaget, og det er første skridt på vejen, og nu handler det om at vise, hvad jeg kan. Jeg vil give den gas, så jeg kan få vist mig frem for Åge.
Nelsson føler i det hele taget, at udtagelsen var prikken over i'et for ham efter et stærkt efterår for både ham selv og FCN.
- Jeg har udviklet mig meget i efteråret i FCN, og vi ligger godt med i ligaen i forhold til FCM og Brøndby. Det er prikken over i'et efter en stor halvsæson.
Det er gået stærkt i efteråret. Jeg troede på, at jeg kunne gøre det så godt, som jeg har gjort, men jeg erkender da, at det er gået rigtig hurtigt alligevel. Jeg spiller fast for FCN og er stamspiller for U21-landsholdet, så at jeg nu også er med på ligalandsholdet, gør mig meget stolt, siger Nelsson til bold.dk.
19-årige Nelsson har spillet 41 Superliga-kampe for FCN.
mikkel@bold.dk



FC Nordsjælland
3F Superliga
Danmark



























