Kasper Høgh forventer at kunne bidrage med fart og vildskab i AaB, som han fredag er skiftet til på en aftale frem til sommeren 2026.
I første omgang var det meningen, at Kasper Høgh skulle skifte til AaB til sommer, men fredag har klubben bekræftet, at man er blevet enige med Hobro IK om en transfer her og nu.
Den aftale glæder Kasper Høgh, der på AaB's hjemmeside fortæller, at han glæder sig til at vise sig frem i AaB, hvor han blandt andet vil bidrage med fart og vildskab.
- At skifte til AaB allerede nu, er hvad jeg havde håbet på, og jeg ser virkelig frem til at tage næste skridt. Jeg ser mig selv som en hårdtarbejdende ni’er, som kan bidrage med både noget vildskab og fart, men allerhelst vil jeg egentlig bare lade støvlerne tale, siger han.
Angriberen sender samtidig en stor tak til Hobro IK for at have kickstartet hans karriere.
- Jeg er utrolig taknemmelig og vil gerne takke alle i Hobro I.K. for at have været med til at kickstarte min karriere, og jeg ønsker klubben alt det bedste fremover, siger han.
Kasper Høgh er i skrivende stund på træningslejr på Malta sammen med resten af AaB-mandskabet.
Han får trøje nummer 39 i AaB.
2 kommentarer