Luk

Glad Jan Bech: Flot arbejde i transfervinduet

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

AaB - Brøndby IF
Superligaen Grundspil (01/11)
Bet25 2,42 3,45 2,90
bet365 2,45 3,50 2,70

Jan Bech Andersen glæder sig over Brøndbys transfervindue, selvom det gjorde ondt at sige farvel til Kasper Fisker og Simon Tibbling.

Brøndby benyttede det netop overståede transfervindue til at hente Andrija Pavlovic og Blas Riveros ind, mens de sagde farvel til Kasper Fisker og Simon Tibbling.

Klubbens bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, er godt tilfreds med, hvad fodbolddirektør Carsten V. Jensen og resten af holdet har præsteret frem mod Deadline Day.

- Det er absolut godkendt. Vi sagde jo allerede tidligt, at der var to-tre kriterier, som var vigtige. Det skulle være de rigtige personer. Spillere som kunne forstærke holdet. Så skulle det være nogle spillere med perspektiv i både med alder, løn og transfer.

- Vi havde også klart defineret, at det var en venstreback og en angriber. Så det ser jo ud til, at vi har ramt det ganske fint. Nu har vi ikke set dem spille hos os, men jeg synes, at vi er kommet rigtigt fint igennem det og har nået de ting, vi gerne ville.

Særligt landsholdsspilleren Blas Riveros ser spændende ud. Er du overrasket over, at I formår at tiltrække den type spillere, eller er det bare helt efter planen?

- Det er absolut efter planen. Vi var godt klar over, at der ville komme noget, hvilket corona også har hjulpet lidt på med hensyn til at få nogle muligheder, som vi ikke nødvendigvis ellers ville have fået, hvis markedet havde været normalt. 

- Vi vidste udmærket godt, at det var et længere transfervindue, og at der ville komme nogle muligheder i de sidste dage, hvor der ville komme spillere til overs.

- Der kan også stadig komme nogle muligheder med spillere, der får ophævet deres kontrakter. Men nu er det fint. Vi har ni kampe i efteråret, og nu skal vi bare have dem integreret og virkelig bruge noget tid på det. Så skal vi ellers have bygget på, så vi forhåbentligt kan holde momentum.

Farvel til favoritter gjorde ondt

I sagde farvel til Kasper Fisker og Simon Tibbling på en godt besat midtbane. Er det rart også at se, at der ryger nogen den anden vej?

- Altså Kasper er jo en super gut og god for truppen og omklædningsrummet. Men vi er også nødt til at være tro mod vores strategi, og Kasper er jo lidt ældre og oppe i årene. 

- Der skal selvfølgelig altid være god sammenhæng og balance mellem unge og ældre spillere her. Men det er også vigtigt for Kasper at få noget spilletid, så det er dejligt at se, at han blomstrer inde i Fremad Amager.

Prisen på Simon Tibbling lå angiveligt på tre-fire millioner kroner. Er du tilfreds med den pris, I fik for ham?

- Man vil jo altid gerne have noget mere. Han er endnu en super gut i en god fodboldalder. Han er meget dedikeret, og han var meget ind og ud af holdet. Han fortjener også at få noget fast spilletid og et stabilt forløb i stedet for at være ind og ud af et hold her. Han har helt klart kvaliteterne.

Gør det ondt at sige farvel til de her typer, der virkelig har båret Brøndby-trøjen med stolthed?

- Ja, det gør det da altid. Men omvendt kan man ikke være så egoistisk, at det kun handler om klubben. Man må også tænke på spillerne. De skal være i den rigtige trummerum og føle sig hjemme i dagligdagen. Ellers præsterer de heller ikke på banen.

- Det er klart, at når man går ind og ud af et hold her, så vil det være svært, uanset om det er den ene eller anden. Det er aldrig rart. Der må man også kigge på, at selvom Simon har flere år tilbage end Kasper, så har begge brug for og fortjener fast spilletid. Det er stensikkert.

Der kan ske noget til januar

Skal I primært være aktive i sommertransfervinduerne, eller skal I handle allerede igen til vinter?

- Nu har vi fire spillere, der løber ud næste sommer. Det kommer lidt an på, hvordan det kommer til at gå. Om vi får dem forlænget, eller om de ryger til januar. Jeg vil absolut tro, at der kan ske noget til vinter igen.

Hvad synes du, at I mangler på den lidt længere bane?

- Nu har vi to venstre- og højrebacks. Vi fik også lejet Jens Martin ud. Vi har fem midtstoppere, og en midtbane som er spændende med forskellige kvaliteter og kompetencer, og så har vi nogle angribere og en midtbanespiller som ‘Jobbe’, der kan dække flere pladser. Så jeg synes egentlig, at vi er dækket ganske fint ind.

Den samlede pris for jeres to transfers på omkring en million kroner ser fornuftig ud set udefra. Synes du, at I har haft mange penge oppe af lommen?

- Nej, det har vi ikke. De ting, der er blevet refereret til, stemmer meget godt. Vi har hele tiden sagt, at vi foretrak leje med optioner, men vi har to spillere, der er blevet løst af deres kontrakter, og dem har vi fået til ganske favorable vilkår. Det er flot arbejde.

- Nu skal vi bruge og investere nogle mandetimer i at få særligt Blas integreret, så han sprog- og kulturmæssigt falder til. Han har trods alt været fire år i Schweiz. Så han er i hvert fald Europa-akklimatiseret. Han har både set sne og vinter, havde jeg nær sagt, og hørt på andet end spansk og portugisisk.

Stærkt gået af FC Midtjylland

De fleste af jeres konkurrenter har forstærket sig betragteligt. Hvor meget følger du med i den slags?

- Man følger dem da, men af gode grunde så fylder det ikke så meget, for vi kan jo alligevel ikke gøre noget ved det. Man kan slet ikke begynde at agere ud fra, hvad andre klubber gør. Det ville være helt galimatias. 

- Vi har vores strategi, og andre klubber har deres. Vi må være tro mod det og holde fokus. Hvad andre gør, navigerer vi ikke efter.

Mange er urolige for, at FC Midtjyllands mange millioner fra Champions League kan gøre, at de stikker af økonomisk. Hvad tænker du om det?

- Først og fremmest må vi sige, at det er godt gået. Det er bare et flot forløb. Det skal man ikke være for stor at ønske tillykke med. Det får de en masse ud af økonomisk. Vi må bare arbejde med de ting, vi har gang i og håbe, at vi får lukket hullet. Jo hurtigere jo bedre.

Er du optimistisk omkring det?

- Der er de ting, vi kan gøre noget ved. De ting vi ikke kan, kan vi af gode grunde ikke navigere efter. Men det er godt for dansk fodbold, at vi har en klub i Champions League.

Noget, I har haft meget fokus på, er jeres Masterclass. Hvordan går det med det arbejde?

- Ja, det er noget, jeg har haft fokus på lige siden, at jeg trådte ind. Det skulle vi tilbage til. Tilbage til rødderne. At have det her talent-dna, som var der i 80’erne, 90’erne og i 00’erne. 

- Det tager tid at få vendt det her, og at unge mennesker kan se, at der er en vej igennem til førsteholdet, og at vi lader dem spille. Vi har en masse lovende unge spillere, og det er jeg kun glad for.

- Kan det blive bedre? Ja, selvfølgelig kan det blive bedre. Det siger sig selv. Men vi skal også være positive og tage de ting med, som går godt. Det skal vi være glade for. 

- Vi skal fokusere hver dag på at blive bedre, og jeg ved, at der bliver arbejdet hårdt på akademiet hver dag, siger Jan Bech Andersen til bold.dk.

Brøndby skal søndag forsøge at jagte deres femte sejr på stribe i 3F Superligaen, når de skal på besøg hos SønderjyskE i Haderslev.


Af Anders Borup
Mandag 26. oktober