Luk

Glad Peter S: FCM-kamp viser vi har rykket os

| 3F Superliga | 1 kommentar

Infoboks

Vejle Boldklub - FC Midtjylland 1-1
Superligaen Grundspil
57' 0-1 Erik Sviatchenko
90' 1-1 Luka Djordjevic

Vejle har rykket sig i den seneste tid, og det viste holdet blandt andet ved at spille lige op med FC Midtjylland mandag aften, vurderer cheftræner Peter Sørensen.

Peter Sørensen overtog Vejle, efter det var blevet til et point i de første seks kampe af 3F Superligaen.

Mandag aften rundede de efterårssæsonen i landets bedste række af med at sikre et sent 1-1-resultat, da Luka Djordjevic pandede bolden i nettet i 94. minut. 

Dermed har holdet skrabet otte point sammen i 11 kampe under Peter Sørensens ledelse, og det viser, at holdet har rykket sig, mener cheftræner, der særligt lægger vægt på de seneste kampe, hvor det er blevet til fire point i tre kampe.

- Det blev selvfølgelig en voldsom glæde, når nu det kom så sent, men jeg synes også, det var en berettiget glæde, for jeg synes, vi spillede lige op mod Midtjylland. Vi havde momentum på kryds og tværs. Halvdelen af første halvleg synes jeg, vi var klart bedst, men så kom Midtjylland bedre med. Jeg siger ikke, de var ude af kampen, for det var de ikke.

- I løbet af kampen var de også mere dominerende, end vi er. Jeg synes alligevel, at vi i meget store dele af kampen kontrollerede, selvom Midtjylland havde bolden. Jeg har ikke fået regnet chancerne sammen endnu, men jeg synes ikke, de havde mange store chancer. Jeg kan i hvert fald ikke komme i tanke om mere end et par stykker.

- Fra mit ståsted ligner det også et straffespark, altså det straffespark, der blev tjekket, men ikke dømt. Jeg kan ikke sige, at det er fuldstændig vanvittigt, at det ikke blev dømt, for så tæt stod jeg ikke på, og jeg har ikke set det igen, men jeg synes, jeg har set noget tidligere, der mindede om det, hvor der var straffe. Jeg synes alt i alt, så er jeg meget glad for spillernes præstation.

- Jeg synes, de viste både høj moral og høj spillemæssig standard mod førerholdet, og det skal der trods alt noget til for at kunne. Det er vel også et udtryk for, at den enkelte og holdet har bevæget sig over den seneste tid, siger Peter Sørensen.

Vejle mangler dog to kampe i Sydbank Pokalen mod Kolding, inden de helt kan gå på juleferie.


Af Andreas Roesen
Onsdag 19. januar