Luk

Glad Wieghorst: Godt at få van Weert i gang

| Superligaen | 2 kommentarer
Glad Wieghorst: Godt at få van Weert i gang
Foto: Getty Images

AaB-træner Morten Wieghorst er meget tilfreds med 5-0-sejren over Hobro, og han glæder sig over, at AaB's nye mand i front Tom van Weert fik scoret to gange. 

AaB var aktiv i sommerens transfervindue, hvor flere spillere blev hentet til klubben.

Nordjyderne sikrede sig blandt andet den hollandske angriber Tom van Weert i FC Groningen, mens Lucas Andersen blev hentet i schweiziske Grasshoppers.

Begge spillere kom i fokus i søndagens udesejr på 5-0 over naboerne fra Hobro.

Det glæder naturligvis cheftræner Morten Wieghorst, at han nu har fået flere strenge at spille på i forhold til tidligere sæsoner.

I søndagens opgør startede Lucas Andersen på bænken, og Wieghorst ser fordele i en stærk bænk.

- Nu har vi langt flere offensive muligheder. Når vi ser på vores bænk i dag (søndag, red.) kontra i seneste sæson, så er det rart som træner, at have de ekstra muligheder, der ligger i at kunne lade Lucas Andersen starte ude.

- På den måde kunne vi lade ham komme ind og få spilletid, som han har savnet. Og det er jo luksus, siger træneren.

Han glæder sig samtidig over, at også hollandske Tom van Weert fik gang i målscoringen. Mod Hobro nettede den hollandske frontangriber to gange.

- Det var fremragende mål fra Tom (van Weert) i dag. Og det er vigtigt for holdet og super for ham selv, at han fik scoret.

- Vi har som hold også manglet nogen, der har kunnet gøre noget på egen hånd, siger cheftræneren.

Trods søndagens storsejr vil Wieghorst dog ikke tale sit eget hold op.

- Vi skal passe på med at lægge for meget i denne kamp. Alle kampe lever deres eget liv, og Hobro havde ikke deres stærkeste opstilling.

- Men det var godt imod Hobro. Det var ikke alt der lykkedes, men vi holdt nullet, og det var vigtigt, at vi fik scoret de fem, siger Wieghorst.

I næste runde møder AaB på hjemmebane OB.

/Ritzau/

Stream AaB – SønderjyskE på Eurosport Player
Advertisement Advertisement

Af Martin Schmidt
Søndag 21. juli
Lørdag 20. juli