Luk

Gladbachs to gyldne minutter kickstartede sejr

| Bundesliga | 2 kommentarer

Bundesligaens dukse Mönchengladbach scorede to gange på to minutter, da de søndag eftermiddag vandt 3-1 mod et uinspirerende Werder Bremen-mandskab.

Mönchengladbach har startet årets Bundesliga i fremragende form, og inden dagens kamp var traditionsklubben alene i spidsen af divisionen.

Gladbach havde derfor mulighed for at udbygge sin føring yderligere i aftenens opgør mod Werder Bremen, og den opgave gik Gladbach-spillerne friskt til.

Allerede efter tyve minutter bragte Gladbach sig i front, da Ramy Bensebaini headede et indlæg i kassen.

Blot to minutter senere blev føringen fordoblet.

Bremen-keeper Jiri Pavlenka kiksede et indgreb og var pludselig strandet langt væk fra sit eget mål, og det udnyttede Patrick Herrmann til at sende bolden i et tomt net. 2-0 til Gladbach.

Efter en halv times spil reducerede Werder Bremen til 2-1, men efter VAR-gennemgang blev Yuya Osakas mål annulleret. Derfor var stillingen stadig 2-0 til Gladbach, da de to hold gik til pause.

Kort efter pausen fik Werder Bremen dog en ny livline, da mandskabet blev tilkendt et straffespark kort tid inde i anden halvleg.

Davy Klaassen misbrugte dog den gyldne chance, og derfor må det have gjort ekstra ondt, da Patrick Herrmann kort efter bragte Gladbach yderligere foran i den anden ende af banen.

Målscoreren Ramy Bensebaini fik sit andet gule kort i kampens slutfase, og derfor måtte Gladbach slutte opgøret med ti mand.

Bremen udnyttede udvisningen til at reducere i overtiden, men Werder-mandskabet kom ikke tættere på Gladbach end det. Kampens endelige resultat blev 3-1.

Med sejren er Gladbach alene i front med fire points forspring til Bundesligaens nummer to, RB Leipzig.


Af Benjamin Alexander Helbo
Torsdag 14. november