Luk

Glen R: Mindre sensation at vinde pokalfinalen

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

SønderjyskE - Silkeborg 1-0
Superligaen Pulje 1
83' 1-0 Christian Jakobsen

SønderjyskE-træner Glen Riddersholm kalder AaB for klar favorit i onsdagens finale i Sydbank Pokalen.

SønderjyskE spiller onsdag aften den første pokalfinale i klubbens historie, når holdet møder AaB i Esbjerg.

Haderslev-klubben er stærkt kørende i Superligaen for tiden, men ifølge træner Glen Riddersholm er hans mandskab klar underdog i finalen.

- Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at AaB er klar favorit, og det vil være en mindre sensation, hvis vi vinder, siger Riddersholm.

- Vi har slet ikke snakket om finalen, som jeg kan se, at vores modstander stort set har gjort 10-12 dage i streg. Der er enormt pres på AaB, for at de skal lykkes, efter de har talt så meget om det, lyder det.

Riddersholm har hele tiden understreget, at overlevelse i Superligaen er vigtigere for klubben end en sejr i pokalfinalen.

Han forsøger dog ikke at tale selve finalen, hvor SønderjyskE kan vinde klubbens første trofæ nogensinde, ned.

- Vi har ikke været i tvivl om, at det vigtigste for os er at overleve i Superligaen, men det her er den enkeltstående største kamp i klubbens historie.

- Vi spiller for hele det syd- og sønderjyske område og alle de mennesker, som har været en del af klubben i mange år. Vi går på banen for de mennesker, og vi ønsker at give dem en pokal.

SønderjyskEs anfører Johan Absalonsen har tidligere stået i en pokalfinale med OB, hvor han sågar blevet kåret til pokalfighter.

Han udpeger også AaB som favorit til titlen.

- AaB er selvfølgelig favoritter. De har haft en bedre sæson, ligger højere i tabellen og har et større spillerbudget.

- Men finaler har deres eget liv, og det kan være svært at spå om, hvordan sådan nogle kampe kommer til at gå. De har det med et udvikle sig overraskende.

Absalonsen ved, at onsdagens kamp bliver en helt særlig oplevelse, også selv om kampen spilles i Esbjerg med et meget begrænset antal tilskuere.

- I finaler er spændingsniveauet automatisk højt, så det handler ikke om at gøre sig klar, men om at gøre sig mere afslappet. Man skal huske at nyde det, selv om det bliver anderledes, siger kantspilleren.

- En pokalfinale er normalt en stor fest i Parken med mindst 20.000 tilskuere, men jeg tror nu stadig, at folk får følelsen af, at det er en finale, hvor man kan vinde en pokal og komme i Europa.

/ritzau/


Af Jonas Dalgård

3 kommentarer

Peter Nielsen 08:18          
Selvfølgelig har AaB en klar fordel i det de ikke behøver at tænke på resultater i ligaen, der har de allerede sikret sig, men ligefrem at kalde det en mindre sensation at Sønderjyske skulle kunne slå AaB ? Så kan underdog kortet vist ikke spilles meget tydeligere. Tvivler på der er nogen i Sønderjyske der med hånden på hjertet kan stå fuldt ud inde for den udtalelse.

Fair nok at Glen R. spiller kortet, hvis han mener han sætter spillerne bedst muligt op på den måde.

Det kunne dog godt tænkes at Glen sparer nogle spillere hvis Lyngby går hen og får point mod OB, så er denne melding en forvarsel om at

- vi havde tabt under alle omstændigheder, selv med den stærkeste opstilling, derfor sparer jeg nogle spillere til Lyngby kampen, som i øvrigt også er langt vigtigere -

Selvfølgelig er kampen mod Lyngby mere vigtig end pokalfinalen (hvis Lyngby får point mod OB) Hvis OB slår Lyngby bør målforskellen være stor nok til at Sønderjyske er sikret.
Hynkjii 09:00          
Haha god spin glenn. Ser det helt klart som en 50/50 kamp, men ja forventninger udefra er nok større i Aalborg. AaB har måske en start 11 bedre end sønderjyske pt. Men når vi ser på bænken synes jeg pilen peger lidt op for sønderjyske plus deres trup er ældre og mere rutineret. 50/50 håber på en målfest ala finalen 2014. Forza de røde
AuGuld 13:45          
Det bliver en kedelig 0-0 kamp hvor begge vil stå lavt i frygt for at tabe.. AaB vinder på straffe...
Onsdag 15. juli
Tirsdag 14. juli