Luk

Glen R. om ACH-comeback: Vi blev udstillet

| 3F Superliga | 3 kommentarer

Infoboks

SønderjyskE - AC Horsens 2-3
Superligaen Nedrykningsspil
32' 1-0 Patrick Banggaard
35' 2-0 Haji Wright
59' 2-1 James Gomez
72' 2-2 Casper Tengstedt
73' 2-3 Casper Tengstedt

SønderjyskE blev udstillet ved AC Horsens' 3-2-mål, mener Glen Riddersholm, der erkender, at holdet er i en skrøbelig situation, som spillerne ikke havde indstillet sig på.

SønderjyskE var foran 2-0, men endte med at tabe 2-3 til bundproppen AC Horsens i søndagens 3F Superliga-kamp.

SønderjyskE-træner Glen Riddersholm erkender, at spillerne mentalt gav slip undervejs.

- I optakten til 2-1-målet var vi i en god situation, hvor Haji (Wright, red.) kunne få en friløber, men det blev endnu en aflevering, der ikke ramte, og i stedet lavede vi et frispark. Det ledte til, at vi fik 1-2-målet imod os, siger Riddersholm.

- Det er jo ikke fordi, at Horsens vadede i chancer, men man kunne godt se, at vi var mærket.

- Lige da vi stod og skulle justere taktisk til 3-5-2, indkasserede vi et rigtig ærgerligt mål. Og så er det klart, at det godt kan være, kroppene var til stede på banen, men det var hovederne ikke.

Riddersholm mener, at SønderjyskE blev udstillet ved 3-2-målet.

- Målet til 3-2 er det, der gør allermest ondt. 1-2- og 2-2-målene kan man anse som fejl og det, der kan ske i fodbold, og de opstår ofte i en skrøbelig situation som vores, hvor vi er i krise.

- Ved målet til 3-2 blev vi udstillet, for det må aldrig kunne lade sig gøre. Det viser meget godt, hvilken situation vi står i lige nu. Det er en meget, meget svær situation, hvor vi er i pointmæssig, men også en mental krise.

- Vi mistede et ellers meget, meget godt udgangspunkt, som vi skabte via en god præstation, og vi må erkende, at vi er i et meget skrøbeligt sted. Det gør, at det ser kritisk ud, hvis man måler på det, vi lige har været igennem.

Glen Riddersholm understreger, at der skal hårdt arbejde til og løftes i flok for at få SønderjyskE ud af krisen.

- Vi er blevet viklet ind i noget, som mange af spillerne nok ikke havde indstillet sig på på forhånd. Det illustrerer, at vi er i en svær situation, som vi ikke har så meget tid at arbejde på.

- Vi har vel seks uger tilbage, så vi skal virkelig bringe noget stabilitet og hurtigst muligt finde nogle facetter, som jeg ikke tror, at spillerne har været i berøring med længe, siger Riddersholm.

SønderjyskE har syv point ned til Lyngby under stregen, som dog kan blive til fire, hvis Lyngby slår AaB mandag aften.

Næste opgave for SønderjyskE er en udekamp mod OB.


Af Sara Margren
Mandag 17. maj
Søndag 16. maj