3F Superliga -Gravgaard: Vil Randers det bedste
2018-01-26 15:12:07
Foto: Getty Images

Gravgaard: Vil Randers det bedste

Michael Gravgaard er ked af at være nødsaget til at sige op i Randers og fortæller, at det ikke har været nogen nem beslutning.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Ricardo Moniz og Randers FC har med øjeblikkelig virkning afbrudt samarbejdet, og den beslutning får også konsekvenser for sportslig og kommerciel direktør, Michael Gravgaard.

Gravgaard har nemlig opsagt sin stilling.

- Jeg blev orienteret om bestyrelsens beslutning vedrørende opsigelsen af Ricardo, og den har jeg taget til efterretning. Jeg er virkelig ked af, at Randers FC igen skal ud og finde ny cheftræner, men jeg ved beslutningen er taget med stor omhu og omtanke. Jeg har med baggrund i den beslutning også taget min egen rolle op til overvejelse og har meddelt bestyrelsen, at klubben skal finde en anden sportslig og kommerciel ansvarlig, siger Gravgaard til klubbens hjemmeside.

- Byen og adressen her betyder meget for mig, og det vil den altid gøre, og derfor skal ingen betvivle min vilje til at ville det bedste for Randers FC, også i min opsigelsesperiode. Det har ikke været nogen nem beslutning, og jeg vil gøre mit allerbedste for at afslutte mine opgaver på bedst mulig vis.

- Jeg vil gerne takke bestyrelsen for den tillid, der både er og har været mig givet. Jeg håber, jeg kan aflevere det sportslige i en bedre forfatning, og jeg synes, der er lys for enden af tunnelen i en svær tid for Randers FC.

Gravgaard fortsætter dog i sin stilling, indtil en afløser er på plads.

- Der er stadig nogle dage tilbage af dette transfervindue, og vi har fuld tillid til, at Michael gør sit bedste for Randers FC, uagtet at vi i nærmeste fremtid skal reorganisere vores setup. Vi vil sammen med Michael finde ud af, hvornår tidspunktet er rigtigt i forhold til de opgaver, der er presserende, hvorefter Michael derefter kan træde tilbage som sportslig og kommerciel direktør for Randers FC, siger bestyrelsesformand Per Hastrup til klubbens hjemmeside.

First Team Coach Rasmus Bertelsen overtager tøjlerne midlertidigt.

Annonce
Annonce

15 kommentarer

Se kommentarer
Annonce