LeoVegas.dk ready? betfair Casino Casino24 Advertisement

Greve-træner: Vi er blevet bedre og bedre

| 2. Division | 3 kommentarer
Greve-træner: Vi er blevet bedre og bedre
Foto: Rasmus Lykke, lokalupdate.dk
Greves cheftræner Claus Larsen tror på, at holdet sikrer en ny sæson i 2. division efter et forår, hvor spillet hele tiden er blevet bedre og bedre.

Greve skiftede før denne forårssæson ud på cheftrænerposten, da Michael Madsen tog til AB og blev afløst af Claus Larsen.

Larsen udtalte til bold.dk, at han håbede på at kunne arbejde videre med en intakt Greve-trup, men sådan skulle det ikke gå.

Greve sagde farvel til en lang række spillere, hvorfor Larsen måtte ud og hente erstatninger.

Den nysammensatte trup fik en svær start på foråret med tre nederlag, men er siden blevet spillet bedre sammen.

- At sige farvel til 10 spillere og hente 12 nye ind var selvfølgelig ikke helt, som jeg havde håbet på, og det er en meget stor opgave at skulle ud og levere resultater fra første fløjt med en trup, som ikke kender hinanden ret godt, siger Larsen til bold.dk.

- Samtidig var flere af de eksisterende spillere skadet ved opstarten, og vi var udsat for mange slagskader i begyndelsen.

- Det gav selvfølgelig nogle udfordringer, det vil det altid gøre for alle trænere og alle hold, som skifter så meget ud på kort tid, men jeg føler, at vi hele tiden er blevet bedre og bedre.

- Vi har fået point i fem af de seneste otte kampe, og det viser lidt om, at vi har udviklet os som hold, og at vi er blevet sværere at spille imod, som vi gerne vil være.

Greve har med fem runder tilbage et enkelt point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
Larsens tro på overlevelse er intakt før den afgørende slutspurt.

- Søndagens kamp på udebane mod B93 viste igen stor moral fra spillerne, der kæmpede upåklageligt, og på trods af at vi havde en markspiller på mål de sidste fem minutter, var spillernes arbejdsindsats imponerende, og vi fik et velfortjent point. Det lover rigtig godt for de fem resterende kampe i sæsonen.

- Vi har som sagt set stærkere ud de seneste uger, og vi kunne med lidt held have hentet endnu flere point.

- I weekenden har vi en rigtig vigtig kamp mod VSK Aarhus, og kan vi vinde den, kan det give os et rigtig godt afsæt til de sidste kampe, hvor vi går benhårdt efter en ny sæson i 2. division, hvilket vil være en fantastisk præstation for et helt nyt hold, siger Larsen til bold.dk.

Greves sidste fem kampe er mod VSK Aarhus, AB, IF Lyseng, Odder og Brønshøj.

mikkel@bold.dk

Stream Premier League, Superliga og Europa League Kom i gang nu på Eurosport Player 
Advertisement

Af Mikkel Nøhr
Onsdag 17. oktober
Tirsdag 16. oktober