Luk

Grim Elliott-skade gav skår i glæden for LFC

| Premier League | 143 kommentarer

Infoboks

Leeds - Liverpool 0-3
Premier League
20' 0-1 Mohamed Salah
50' 0-2 Fabinho
60' 0-2 Pascal Struijk
90' 0-3 Sadio Mané

Mohamed Salah blev en del af Klub 100, da Liverpool sejrede overbevisende over Leeds på Elland Road. Kampen bliver dog formentlig mest husket for den grimme skade Harvey Elliott fik i anden halvleg.

Søndag aften skulle Liverpool gøre, hvad de kunne, for ikke at tabe terræn i topstriden af Premier League. På Elland Road ventede Leeds, som på forhånd havde sæsonens første sejr til gode.

Leeds kom bedst ud til opgøret, og efter fem minutter kunne Rodrigo have bragt hjemmeholdet i front, hvis hans afslutning ikke havde siddet direkte på Alisson Becker.

Efter et kvarter var Diogo Jota tæt på at overliste Illan Meslier i Leeds-målet, men hans afslutning fik ikke den fornødne kraft til rigtig at udfordre keeperen.

Det var til gengæld ikke tilfældet fem minutter senere, da Mohamed Salah kunne gøre det til 1-0 for gæsterne med sit Premier League-mål nummer 100.

Et opspil, der startede hos Joel Matip, endte hos Trent Alexander-Arnold i højre side, og det flade indlæg fandt Salah tæt på mål, som kunne prikke den ind.

Efter 24 minutter fordoblede Liverpool egentlig scoringen, men Salah var offside i opspillet, og Thiagos hovedstødsmål blev korrekt underkendt.

Der stod generelt Liverpool på denne fase af kampen, og Harvey Elliot kunne med lidt held have noteret sig for sit første Premier League-mål efter to afværgede afslutninger i samme sekvens efter 27 minutter.

Alligevel kunne Ron Ayling have udlignet kort før pausen, da et indlæg endte hos ham, men trods manglende markering fik forsvarsspilleren ikke ordentligt træf på førstegangsafslutningen.

Det betød, at holdene gik til pause ved stillingen 1-0.

Grim skade til Harvey Elliott

Anden halvleg kom fra start med fuld udblæsning.

Efter to minutter var Sadio Mane igennem på en stor chance, og det kunne se ud som om der blev begået en forseelse på Mane, men det blev ikke dømt.

I stedet blev Liverpool tildelt et hjørnespark, og i denne situation kunne Fabinho fordoble gæsternes føring.

Alexander-Arnolds hjørnespark landede hos Virgil van Dijk, som forlængede til Fabinho, der af flere omgange fik den prikket i mål. Efter et VAR-tjek på en potentielt strafbar offside fra Mane, blev målet godkendt.

I 58. minut fik kampen et grimt særpræg.

Pascal Struijk gik ind i en tackling med Harvey Elliott med for stor kraft, og det lignede efter alt at dømme, at den unge midtbanespiller brækkede benet.

Det lignede ikke at intentionen var ond, men tacklingen blev takseret til et rødt kort til Struijk, mens Elliott blev båret af banen til lyden af ”You'll Never Walk Alone” fra udebanefansene.

Efter skaden skulle kampen øjensynligt lige finde sit tempo igen.

Til trods for at være i undertal, var det Leeds der kom frem til chancer, og det var tæt på at Patrick Bamford kunne reducere for hjemmeholdet, efter Trent Alexander-Arnold ophævede en offside på en dyb bold til Raphinha.

Med otte minutter igen udnyttede Patrick Bamford et uopmærksomt boldtab fra Thiago på midten, og sendte et langskud mod mål, men Alisson nåede akkurat tilbage og prikkede bolden til hjørne.

I kampens tredje tillægsminut kunne Sadio Mane lukke og slukke, da han blev spillet fri i feltet, og ikke tøvede med at putte bolden i kassen.

Det blev dog ikke til yderligere scoringer i opgøret, og Liverpool kunne tage alle tre point med tilbage til Merseyside, selvom den forventede lange pause til Harvey Elliott er et skår i glæden for holdet.


Af Cillian Murphy

143 kommentarer

Slettet(291130211610) 19:29          
Stakkels Elliot, håber at han hurtigt kommer tilbage.

Ellers en kamp, der burde være vundet større. Der var chancer til en del mere.
Hr.Betjent 19:30          
God bedring, Elliot.

Stærk kamp ellers af Liverpool. Efter de første 10 minutter var der ingen tvivl om udfaldet.

Og hvor er det fedt at Mané skaber SÅ meget og lykkes med at få den ind til sidst. Virkelig intelligent læst af Klopp at han holder ham på banen.
Hasse1983 19:32          
Hvad Hr. Betjent sagde:)
TheGaffer 19:32          
Grim skade til Elliot, uheldig freak ulykke. Det ødelagde lidt spillehumøret på banen, men vigtigt at få 3 point med fra Elland Road
papaskuut 19:33          
Elliott bliver sakset bagfra og brækker benet.
Elliott er ude i +6 måneder.
Struijk får lige 1-3 kampe som tilskuer også kan han spille videre.
Råddent system
This is Anfield 19:36          
@pspaskuut. Det var et uheld. Så her er jeg ikke enig.

Da Richarlison skadede Thiago i sidste sæson og fik rødt, burde han have siddet ude indtil Thiago kunne spille igen. Det var meget mere bevidst. Og det virkede urimeligt at han på den måde kun sad ude så lidt som han gjorde.
Fredag 28. januar