Luk

Grimme scener stjal showet i engelsk deler

| VM | 50 kommentarer

Infoboks

England - Ungarn 1-1
VM Kvalifikation UEFA Gruppe I
24' 0-1 Roland Sallai
37' 1-1 John Stones

Det lykkedes ikke England at vinde over Ungarn i en kamp, hvor de ungarske tilskuere endte i slagsmål med politiet på lægterne. Opgøret endte 1-1.

England kunne tirsdag aften spille sig meget tæt på en VM-billet, da Ungarn kom forbi Wembley i kvalifikationen.

Det krævede dog en sejr, ligesom de var afhængige af tre point i den kommende kamp mod Albanien den 12. november uagtet albanernes resultat mod Polen tirsdag aften.

Landstræner Gareth Southgate stillede med en slagkraftig startellever med Jack Grealish, Harry Kane og Raheem Sterling i front, der skulle fortsætte det gode arbejde fra 5-0-sejren over Andorra.

Ungarn havde tabt sin seneste kamp mod Albanien, så for dem handlede det om at slå tilbage og holde VM-håbet i live.

På banen bølgede spillet frem og tilbage, men det var scenerne på de ungarske tilskuerpladser, der stjal det meste af opmærksomheden. Ifølge engelske BBC og reportere udspillede der sig grimme, tumultariske scener, hvor politiet og de ansatte stewards måtte gribe ind.

Men fansene gjorde arbejdet meget svært, for de var langt mere talstærke end ordensmagten, der blev tvunget tilbage igen. Ifølge BBC startede optøjerne allerede, da de engelske spillere gik på knæ før lige før kickoff. Senere kom det frem, at det engelske fodboldforbund, FA, havde indberettet de involverede tilskuere for optøjerne.

Men tilbage til det det hele handlede om. Fodbold. 

England var klart det farligste mandskab på banen, og Harry Kane kunne to gange have bragt englænderne foran, men udbytte kom der ikke ud af chancerne.

Efter 22 minutter var det Ungarn, der åbnede scoringsballet og sendte Wembley i chok. Luke Shaw kom for sent ind i en tackling og havde sit ben placeret i en farlig situation nær en modstanders hoved.

Dommer Alejandro Hernandez var ikke i tvivl og tilkendte gæsterne et straffespark.

Det tog Roland Sallai sig af uden chance for Jordan Pickford. 1-0 på det engelske nationalstadion.

England tog teten herefter og etablerede spillet på Ungarns banehalvdel, der i flere minutter afværgede både hjørnespark og frispark.

Og så kom udligningen. På netop et frispark på kanten af feltet. Indlægget ramte Declan Rice, og så kunne John Stones tage sig af riposten til stor jubel blandt englænderne.

I slutningen af første halvleg stod der England på det meste, men Ungarn formåede at holde udligningen til pausefløjtet.

I anden halvleg var chancerne få. Gareth Southgate pillede Jack Grealish ud af opgøret efter en times spil, og han blev erstattet af Bukayo Saka til en lidt mere offensiv satsning fra den engelske landstræner.

Men selvom han kom med helt friske ben, var det Raheem Sterling, der fik en stor chance. Manchester City-spilleren modtog kuglen i dybden, men hans førsteberøring blev for lang, og muligheden gled derfor ud i sandet.

Flere mål blev det ikke til, og derfor skal England gøre alt, hvad de kan for at få sejre i de sidste opgør. 

I de øvrige gruppekampe vandt Andorra med 3-0 ude over San Marino, mens Polen var foran med 1-0 på udebane mod Albanien, indtil kampen i det 80. minut blev afbrudt grundet tilskueruroligheder på albanernes tilskuerrækker.

Opgøret blev siden genoptaget, og Polen holdt føringen frem til det officielle slutfløjt.


Af Rasmus Glud
Tirsdag 26. oktober