Viborg FF's trænerteam har besluttet at udnævne Jeppe Grønning som anfører i klubben, og dermed erstatter han Jonas Kamper, som indtil nu har været anfører.
Cheftræner Steffen Højer har ikke været så meget i tvivl om at pege på Grønning.
- Grønning er den helt naturlige anfører for Viborg FF. Han er en leder i dagligdagen og på banen og har fantastisk indstilling, som de unge spillere i klubben kan læne sig op ad. Dertil har han en god alder, hvor han allerede har en vis rutine, og samtidig kan han have rollen som anfører i mange år fremover, siger Steffen Højer til klubbens hjemmeside.
- Kamper har stadig en vigtig rolle hos os, og der bliver masser af kampe, hvor vi får brug for ham og hans kvaliteter. Han er den mest rutinerede i truppen, og den erfaring får vi fortsat behov for. Vi forventer selvfølgelig ligeså meget af Jonas nu som tidligere, og vi er sikre på, at han også fortsat vil tage ligeså meget ansvar i det daglige arbejde, siger Højer.
Den nu tidligere anfører, Jonas Kamper, er helt afklaret med situationen.
- Jeg er gået til Steffen for at tale om dette, og vi er enige om, at det er et oplagt tidspunkt at skifte. Klubben har brug for en ny start, vi har fået nye trænere og det er naturligt at give stafetten videre til en ny anfører nu.
- Jeg har været vildt stolt over at bære anførerbindet i Viborg, og jeg bakker selvfølgelig 100 procent op om Grønning, og vil støtte ham på alle måder, der er behov for det, siger Jonas Kamper.
Viborg FF har udpeget Søren Reese som ny viceanfører.
Jeppe Grønning har været i Viborg siden sommeren 2012 og har spillet over 100 kampe for klubben.



Viborg FF
Betinia Liga






























