Luk

Grønt lys: Bundesligaen får fans på lægterne

| Bundesliga | 0 kommentarer

Infoboks

Bundesliga-klubberne får lov at lukke 20 procent af stadionkapaciteten ind fra første runde, der spilles i weekenden.

Bundesligaen sparkes i gang i weekenden, og tirsdag er en vigtig beslutning faldet på plads.

De tyske delstater er således blevet enige om en fælles løsning, der giver tilladelse til at lukke tilskuere ind på stadion allerede fra den kommende weekend.

Aftalen indebærer, at 20 procent af klubbernes stadionkapacitet må lukkes ind, men udebanefans får ikke lov at komme ind.

Desuden skal afstandskravet om halvanden meter fastholdes, ligesom der ikke må serveres alkohol på stadion. Der skal derudover bæres mundbind, indtil tilskuerne har fundet deres sæde på stadion.

- Det er en god ting, ikke kun for fodbold, men for kulturen og andre historier, siger det tyske fodboldforbunds præsident, Fritz Keller, ifølge Sport1.

I den forgangne weekend var der også tilskuere på tyske stadions, da DFB Pokal blev brugt som en slags testforsøg til at lukke tilskuere ind.

Her havde Dynamo Dresden eksempelvis over 10.000 tilskuere mod Hamburger SV.


Af Sara Margren
Onsdag 30. september