Luk

Göteborg vandt generalprøve til FCK-brag

| Allsvenskan | 0 kommentarer

Infoboks

Falkenbergs FF - IFK Göteborg 0-3
Allsvenskan
23' 0-1 Alexander Farnerud
40' 0-2 Anton Wede
43' 0-2 Tobias Sana
76' 0-3 Tobias Sana

Göteborg fik en god optakt til Europa League-braget mod FC København, da de besejrede Falkenbergs FF med 3-0 på udebane. Tobias Sana brændte og scorede på straffe. 

Göteborg kom til udekampen mod Falkenbergs FF med otte kampe i streg uden sejr.

Der skulle derfor andre boller på suppen, hvis Göteborg skulle få tanket lidt selvtillid, inden Europa League-opgøret mod FC København på torsdag.

Og det lykkedes denne søndag eftermiddag.

Efter 23 minutters spil blev et tidligt indlæg sendt i feltet, som Pontus Wernbloom dæmpede med brystet til Alexander Farnerud, der halvflugtede bolden ned i det korte hjørne.

Fem minutter før pausen fik Göteborg også fordoblet føringen, da et indlæg blev sendt til bageste stolpe.

Her stod Falkenberg-spilleren Anton Wede ellers rimeligt ugeneret, men en elendig clearing betød, at han flugtede et selvmål i eget net.

Tre minutter senere kunne det også være blevet til 3-0, da gæsterne blev tilkendt et straffespark for hånd på bolden.

Det tog den tidligere AGF'er Tobias Sana sig af, men han måtte se sin hårde og flade afslutning reddet af Falkenberg-keeperen.

Dermed kunne de to hold gå til pausen med stillingen 0-2.

I anden halvleg fik Sana og Göteborg så øget føringen til tre.

Et kvarter før tid blev de tilkendt endnu et straffespark, hvor Sana udviste stor selvtillid ved at sparke igen.

Denne gang sparkede han til højre, mens keeperen sprang modsat og så førte Göteborg med 3-0.

Flere scoringer blev det ikke til, hvor Tobias Sana og co. fik den ideelle optakt til braget mod FC København på torsdag.

Samtidigt avancerer Göteborg til 12. pladsen i Allsvenskan.


Af Andreas Roesen
Lørdag 31. oktober