Gyldent gensyn: Galehuset AGF

Torsdagens gensyn er fra 2011, og den omhandler AGF's gamle rygte om at være et sandt galehus:

Fodboldverdenen er proppet med diverse myter, klicheer, vandrehistorier og påstande, der mere eller mindre holder vand. bold.dk vil præsentere nogle af disse og sætte dem under lup. Eventuelle konklusioner og bundlinjer er dog ikke målet. Det er helt op til læserne at drage.

De Hviie er ikke eneste tilnavn der klæber til AGF. Det aarhusianske fodboldflagskib har i en årrække været kendt som en klub med evig ballade på de indre linjer, noget som har født tilnavnet 'galehuset'.

Tilnavnet stammer tilbage fra omkring årtusindeskiftet, og formåede for alvor at vinde indpas i de fem år hvor Kurt Andersen ejede klubben. Her var talende vandrør, samtaler på motorvejstoiletter, svenske hesteejere og ballade ved julefrokoster på dagsordenen.

- Vandrørerne har jo ofte talt i AGF, og det er vel der udtrykket stammer fra. Dagen før ting skete i AGF kunne man læse det i avisen, og det hjalp så heller ikke, at man igen og igen skiftede både træner og direktør, siger Jan Jensen, formand for AGFs fanklub, til bold.dk.

- Det opstod før Kurt Andersen-tiden, men trappede selvfølgelig op i den periode han var der. Tilnavnet stammer nok både fra medier og fra fans, der igen og igen har kunnet ryste på hovedet over de ting, der er sket i AGF.

Direktøren på toilettet

Frank Heskjær var direktør i AGF fra 2002 til 2004, og han oplevede dermed indefra, hvordan det var at være en del af galehuset.

- Man må acceptere at AGF er i en by, som er forholdsvis stor til kun at have en Superligaklub. Der vil altid være en enorm interesse for sådan en klub, og man må derfor nok bare acceptere, at lidt mere slipper ud af AGF end der før fra Viborg.

- Der er rigtig mange der har følelser indblandet i AGF, endda i langt højere grad end den sunde fornuft bør række til. Det gør at et enkelt fjer mange gange bliver til Jysk Sengetøjslager, siger Heskjær.

Direktøren var indblandet i den vel nok mest kendte fadæse i AGF, da han angiveligt fortalte Kurt Andersen at han ville fyre Poul Hansen og ansætte Søren Åkeby. Det var der som sådan ikke noget galt i, hvis blot samtalen ikke havde vundet sted på et motervejstoilet ved Vejle.

- Man kan konstatere, at man skal passe meget på i en klub som AGF. Der er dele af historien som er næsten rigtige, men der er også ting der er totalt forskruede. Den sag lærte os nok om noget, at man skal lære at tie stille, griner direktøren.

Skaller og mobning

En anden sag, lod galehus-navnet komme til sin ret, var episoden hvor Brian Steen Nielsen, der dengang var anfører i klubben, til en træning nikkede holdkammeraten Nikolaj Hust en skalle. Episoden endte med at Brian Steen blev i klubben, mens Hust fik sin kontrakt ophævet.

Helt så galt gik det ikke for Nicklas Carlsson, der blev hentet til AGF i 2003. Forsvarsspilleren klarede det sådan set godt nok på banen, men pludselig i starten af 2005 ville han væk, noget AIK Stockholm udnyttede. Det var dog ikke kun ønsket om igen at spille i Sverige, der dengang spillede ind.

- Det begyndte lige inden jul. Inden da havde jeg haft det fantastisk godt, og jeg kan ikke se noget, der skal have udløst mobningen. Den begyndte bare. Der var specielt et par stykker, der var efter mig. Man kan jo altid diskutere begrebet mobning, men det var hårdt at klare, meget hårdt. Efter det ville jeg bare væk i en fart, siger Carlsson.

Stig Tøfting har sidenhen bekræftet mobningen af Carlsson i hans bog No Regrets. Her beretter Tøfting, at nogle spillere sagde pruttelyde hver gang Carlsson havde bolden, men hvem der stod bag, afslørede Tøfting dog ikke.

Selvom galehus-prædikatet med jævne mellemrum stadig dukker op, mener AGFs fanklub dog at der er bedring på vej.

- Jeg tror det fryder de fleste AGF-fans, at der nu er andre klubber der bejler til det at være et galehus. Prædikatet passer sådan set ikke så godt på AGF længere, for der er kommet meget mere styr på det de seneste år, siger fanformand Jensen.