Luk

Gyldent gensyn: Sejr sendte fan godt afsted

| Premiership | 0 kommentarer

Infoboks

bold.dk vil den kommende tid gå en tur i arkivet og finde nogle af de bedste interviews og artikler, imens fodbolden ligger stille.

Den tidligere landsholdsspiller Peter Løvenkrands nåede i sin aktive karriere at spille for AB, Rangers, Schalke, Newcastle og Birmingham.

bold.dk har talt med Løvenkrands om karrieren og bringer i tre artikler en række historier, som blandt andet bød på nogle helt specielle scoringer og flere store derby-oplevelser.

Intet kan måle sig med Old Firm
Peter Løvenkrands nåede i sin tid i Rangers at spille et hav af kampe mod ærkerivalerne fra Celtic, og han formåede at score i flere af dem.

Old Firm-kampene og nogle meget vigtige kampe i Champions League står klarest i hukommelsen for Løvenkrands.

- Selvfølgelig fylder kampene mod Celtic enormt meget, når man som Rangers-spiller skal tænke tilbage på sin karriere, men jeg vil nu sige, at vores kampe i Champions League nærmest betyder lige så meget, siger Løvenkrands til bold.dk.

- Jeg havde altid drømt om at spille i Champions League, så at få muligheden var fantastisk. Vi formåede sågar at blive det første hold i skotsk fodbolds historie, som kom videre fra gruppespillet, og det var mit mål mod Inter, som sikrede det, og det var og er jeg selvfølgelig rigtig stolt af, og det står stadig meget tydeligt i hukommelsen.

- Jeg har også mange gode minder fra vores Celtic-kampe. Jeg scorede fem mål mod dem i samme sæson, og at toppe den med en afgørende overtidsscoring i pokalfinalen i 2002 kan jo ikke skrives meget bedre.

- Jeg tror, det er svært for folk udefra at forstå, hvor store disse kampe er. Nu har Rangers jo haft nogle dårlige år, hvor klubben har været nede at vende i nogle lavere ligaer i nogle år, og ingen er i tvivl om, at der har manglet noget i skotsk fodbold, når der ikke har været Old Firms.

- Jeg har aldrig oplevet kampe, der er så store. Jeg har også spillet derbys i andre klubber, blandt andet Newcastle-Middlesbrough, Newcastle-Sunderland og Schalke-Dortmund, men der er ikke noget, der kommer tæt på Old Firm.

Overtidsscoring sendte trofast fan godt af sted

Er pokalfinalen trods alt den kamp, som betyder mest for dig?

- Det er i hvert fald den kamp mod Celtic, som jeg har deltaget i, som betyder mest for vores fans, og jeg bliver stadig spurgt til den kamp, når jeg bliver stoppet på gaden den dag i dag, siger Løvenkrands.

- Jeg har hørt nogle ret vilde historier fra fans omkring den kamp. En af dem var en mand, jeg mødte på gaden, som takkede mig for målet.

- Hans far var glødende Rangers-fan og havde nærmest ikke misset en kamp i 30 år, men han var blevet meget syg og lå på hospitalet, så han kunne ikke være til stede til den pokalfinale. Hans søn var på stadion og oplevede det, og lige efter finalen var han taget på hospitalet for at fortælle sin far om kampen. 20 minutter senere sov hans far ind.

- Det var som om, at han nærmest bare lå og ventede på at få den gode nyhed, og så kunne han tage glad herfra, og det var virkelig en rørende historie.

- Det rører virkelig noget i mig, når en helt fremmed person står og fortæller mig, hvor meget de her kampe og det mål betyder for ham og hans familie. Det vil jeg aldrig glemme.

- Det kan ikke beskrives, hvor meget disse kampe betyder herovre, og det er dét mål og min scoring mod Inter, der sendte os videre i Champions League, som betyder mest.

- Faktisk scorede jeg også et sejrsmål i en meget vigtig kamp mod Celtic i sæsonen efter, men det mål blev scoret 20 minutter før tid, så det er der sgu ingen, der taler om, og det er altså lidt pudsigt, siger Løvenkrands med et smil.

En del af Tysklands bedste angrebsduo
Efter seks gode år i Rangers skiftede Løvenkrands videre til tyske Schalke 04, hvor han som med Brian Laudrup i Rangers igen skulle tage over for et dansk klubikon i form af Ebbe Sand.

Løvenkrands endte med at få et stærkt makkerskab med en tysk landsholdsangriber.

- Jeg vidste, jeg skulle forlade Rangers den sommer, så jeg tog til Tyskland for at se deres sidste kamp i sæsonen, som samtidig var Ebbe Sands afskedskamp i klubben, husker Løvenkrands.

- Da jeg sad på stadion, havde jeg bare en fornemmelse af, at det var det helt rigtige. Der var så mange åbninger i spillet, Schalke spillede et system, som ville passe mig perfekt, og det var en fantastisk stemning. Jeg var ikke rigtig i tvivl om, at det var det rigtige for mig.

- Der var lidt pres på mig fra start, da de gav mig Ebbe Sands nummer 11, men jeg kom med stor selvtillid og fik også en virkelig god start.

- Jeg spillede sammen med Kevin Kuranyi, og vi havde et fantastisk samarbejde. Efter den først halvsæson blev vi i Bild kåret til den bedste angrebsduo, så der var ingen tvivl om, at det gik godt.

- Jeg scorede godt med mål, var stadig med omkring landsholdet, hvor jeg endda fik scoret for Danmark for første gang, så det kørte bare, og selvtilliden var stor.

- Desværre blev jeg så ramt af en ny ankelskade, og det skulle vise sig at give mig ret store problemer. Klubben ville meget gerne have mig hurtigt fit, så efter min første skade, hvor jeg havde revet to ledbånd over, spillede jeg tre uger senere mod Bayern München på udebane.

- Jeg pressede på og startede inde, men en halv times tid inde i kampen vrikkede jeg rundt på anklen igen, og så kunne jeg ikke undgå en operation. Alligevel var jeg allerede tilbage på banen igen efter godt seks uger, og jeg nåede at være med til den allersidste kamp i sæsonen med to nye ledbånd.

- Det var ret vildt, men jeg var også meget ivrig, for vi var tæt på at vinde ligaen. Vi havde været 12 point foran med otte runder igen, men endte alligevel med at tabe mesterskabet til sidst, og det var ufatteligt svært at acceptere.

- Jeg havde haft en god sæson, men blev så skadet og kunne sidde på tribunen og se os smide det hele.

- Jeg siger ikke, at det var grund af mig, at vi havde det forspring, men da jeg blev skadet, havde vi de 12 point ned, og alligevel missede vi det på sidste spilledag. Det gør stadig ondt den dag i dag, fortæller Løvenkrands.

Özil, Rakitic og Baumjohann bankede på
Mens Løvenkrands spillede i Schalke, husker han blandt andet, at tre unge spillere pressede på til førsteholdet.

Et par af dem er efterfølgende nået rigtig langt, og det var da også nogle dygtige spillere, som var på vej frem.

- Vi havde en rigtig stærk trup i Schalke, og samtidig var der nogle unge kanoner, som pressede sig på til holdet. Der var flere gode spillere på flere pladser, men vi bemærkede godt, at der især på midtbanen var noget talent på vej frem, siger Løvenkrands.

- Mesut Özil var 17 år og en helt fantastisk fodboldspiller. Han havde en vild teknik og kunne bare noget, som få andre kunne, men han kæmpede med Ivan Rakitic og Alexander Baumjohann om en enkelt plads på holdet.

- De var alle tre nogle helt forrygende spillere, men der var kun en enkelt ledig plads i truppen, som de måtte kæmpe om. Rakitic endte med at vinde, mens Özil røg videre til Werder Bremen. Det siger lidt om, hvor stærk en trup vi havde.

Revier-derby var stort - Old Firm var større
Peter Løvenkrands havde som bekendt tidligere prøvet kræfter med Old Firm i Skotland og havde i Tyskland fornøjelsen af at deltage i derbyet mellem Schalke og Dortmund.

Ligesom i Rangers formåede Løvenkrands at markere sig med både mål og assists mod ærkerivalen, men mens intensiteten på banen var som i Skotland, kunne stemningen uden for banen ikke sammenlignes med Old Firm.

- Der er nogle hardcore fans i begge lejre hos Schalke og Dortmund, og der er selvfølgelig utroligt meget had mellem klubberne, men det var slet ikke på samme måde som i Skotland.

- Jeg opdagede det første gang i bussen på vej til en udekamp i Dortmund. Da vi sad i bussen og kiggede ud af vinduet, kunne vi se Schalke- og Dortmund-fans gå side om side med hinanden, og fansene sad også ved siden af hinanden på tribunerne under kampen.

- Det var aldrig gået i Skotland. Du kan ikke gå med en Celtic-trøje på forbi nogle Rangers-fans. Det går slet ikke.

- I Glasgow er man nødt til at skille fansene fuldstændigt ad. Intensiteten på banen var den samme, men uden for banen kunne det ikke sammenlignes, fastslår Løvenkrands.

Ny træner - skidt for Løvenkrands
Efter stor succes for Løvenkrands under cheftræner Mirko Slomka fik Schalke ny træner i sommeren 2008 i form af hollandske Fred Rutten.

Ankomsten af Rutten var ikke godt nyt for Løvenkrands.

- Det var rigtig svært. Der kom en ny træner, som tog en lang række spillere med sig til klubben, og dem valgte han selvfølgelig at bruge først, og jeg var ikke rigtig tæt på spilletid, fortæller Løvenkrands.

Du gik fra at have været en stor profil til pludselig slet ikke at være en del af holdet. Bærer du nag over for Rutten?

- Nej, sådan er det bare nogle gange, når der kommer en ny træner, der hellere vil bruge andre spillere, og så må man bare finde på noget andet.

- Jeg opførte mig professionelt hele vejen igennem. Jeg gik ikke til pressen og beklagede mig over, at han ikke ville bruge mig, men holdt det for mig selv og bad så klubben om at lade mig komme videre, og der var de meget hjælpsomme.

- Jeg havde en rigtig god tid i Tyskland og har intet dårligt at sige om klubben, som jeg stadig har store følelser for, men jeg fik muligheden for at skifte til England, og det gjorde det hele meget nemmere for os alle. Det var det helt rigtige skifte, siger Løvenkrands.

Læs med igen i morgen, hvor Løvenkrands blandt andet fortæller om en helt speciel scoring for Newcastle, som stadig gør et stort indtryk på ham den dag i dag.


Af Mikkel Nøhr
Tirsdag 2. juni
Lindstrøm kom ind og bragede Brøndby til sejr
03:04
Irriteret Niels F: Skulle have taget Mensah ud
02:23
Slavia Prag er snublende nær nyt mesterskab
02:01
Brøndbytråden
01:05
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
01:02
FIFA beder forbund droppe proteststraffe
00:47
Superligatipstråd 2019-2020
00:47
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
00:46
CV: Sport og økonomi skal hænge sammen
00:04
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
00:02
F.C. Internazionale - Milano Siamo Noi
00:02
Irriteret Niels F: Skulle have taget Mensah ud
23:42
Brøndby-helten: En sindssygt fed oplevelse
23:39
Irriteret Niels F: Skulle have taget Mensah ud
23:36
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
23:35
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
23:35
Lindstrøm kom ind og bragede Brøndby til sejr
23:28
OB-chef: Vi opfatter os selv som top seks-hold
23:28
Lindstrøm kom ind og bragede Brøndby til sejr
23:26
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
23:25
Lyon bruger 85 mio. på at købe lejesvend fri
23:13
OB-chef: Vi opfatter os selv som top seks-hold
23:09
Riddersholm: Selvfølgelig var der frispark
23:09
Brøndby-cheftræner: Vi er bronzefavoritter
23:08
Efter hårde dage: Ighalo takker Shanghai
23:02