Landsholdsangriberen Christian Gytkjær har spillet i polske Lech Poznan i to sæsoner, men denne sommer kan byde på et skifte.
Gytkjærs kontrakt udløber om et, og han er åben for at forlade klubben allerede nu.
- Jeg har overvejet, om der skal ske noget nyt. Jeg har talt med klubben, og de ved jo også godt, at det kan være deres mulighed for at få penge for mig at sælge mig nu, siger Gytkjær til bold.dk.
- Jeg trives i klubben, men jeg har også gjort det rigtig godt længe, og nogle gange må man smede, mens jernet er varmt, så hvis der kommer noget spændende til sommer, er det bestemt noget, som både klubben og jeg vil kigge på.
- Kan jeg komme med omkring landsholdet, kan der måske ske noget, men der er ikke noget i støbeskeen her og nu.
Christian Gytkjær kan se tilbage på en sæson, hvor Lech Poznan ikke levede op til forventningerne og måtte nøjes med en ottendeplads i Polen.
Gytkjær, som selv scorede 17 mål i 39 kampe i sæsonens løb, erkender, at sæsonen ikke har været god nok.
- Det har været en lortesæson, siger Gytkjær.
- Der er mange årsager. Vi har haft trænerskifte, mens vi har haft mange spillere, som forlod klubben. Vi har derfor ikke fået det til at fungere, og det er skuffende.
Gytkjær har en fortid i klubber som Lyngby, FC Nordsjælland, Haugesund, Rosenborg og 1860 München.


Lech Poznan
EM
Ekstraklasa
Danmark

































