Luk

Gytkjær sikrede Lyngby point mod HB Køge

| NordicBet Liga | 7 kommentarer

Infoboks

Lyngby - HB Køge 1-1
NordicBet Liga
54' 0-1 Mike Jensen
87' 1-1 Frederik Gytkjær

HB Køge var længe i front, men på en scoring af Frederik Gytkjær kort før tid, så fik Lyngby alligevel reddet et 1-1-resultat og et enkelt point i 1. division.

Lyngby skulle fredag aften forsøge at følge op på den fornuftige sæsonstart i 1. division, da HB Køge kiggede forbi.

Inden kampen var hjemmeholdet på tredjepladsen med 16 point efter syv kampe, mens HB Køge lå næstsidst med blot fem point efter otte kampe.

Selvom Lyngby lå bedst i tabellen, så var det gæsterne, som fik kampens første mulighed.

Allerede efter to minutter kom HB Køge afsted i en omstilling, der endte med, at Nicholas Marfelt fandt en fremadstormende Marius Elvius, som forsøgte at spille Joachim Rothmann fri, men afleveringen fik for meget, og så løb chancen ud i sandet.

Lyngby havde i starten af kampen en god energi, der kastede flere indlæg af sig, men gæsterne fik afvist sikkert.

Efter 28 minutter kom hjemmeholdet frem til halvlegens bedste mulighed.

Lyngbys Frederik Gytkjær blev spillet fri tæt under mål, hvor han vendte rundt og afsluttede.

På akrobatisk vis kom HB Køges Oskar Snorre dog i vejen med en strålende fodparade, der holdt målet rent lidt endnu.

Tættere på en scoring kom holdene ikke inden pausen.

Tidlig scoring efter pausen

Kort inde i anden halvleg fortsatte chancerne med at komme til begge hold.

Først var Frederik Gytkjær igen på spil med en afslutning fra kanten af feltet, som strøg over mål.

Lidt senere fik HB Køge en mulighed, hvor Pierre Larsen smed et indlæg mod bagerste stolpe.

Mike Jensen dukkede op fra en fri position og headede bolden i mål til 1-0.

Lyngby forsøgte efterfølgende at presse på, men det blev aldrig rigtigt farligt for hjemmeholdet.

Samtidigt kunne HB Køge lukrere på omstillinger, hvilket flere gange var tæt på at blive farligt for hjemmeholdet.

Efter 72 minutter kom Marius Elvius på bolden, og fra midten af banen drev han kuglen mod Lyngby-målet.

På sin vej fik han sat to modspillere, inden han kom alene igennem med Frederik Ibsen, men afslutningen sad lige på målmanden.

Det lignede længe, at HB Køge skulle formå at holde føringen frem til slutfløjt, men kort før tid bed hjemmeholdet fra sig.

Et indlæg blev sendt ind i HB Køge-feltet, hvor bolden blev lagt til rette for Frederik Gytkjær, der med stor sikkerhed bankede bolden ind i venstre side af målet til 1-1.

Det blev også kampens sidste scoring, hvorfor de to hold måtte nøjes med ét point hver.

Med pointet rykker HB Køge op på ottendepladsen med seks point efter ni kampe, mens Lyngby holder fast i tredjepladsen, hvor klubben nu står noteret for 17 point efter otte kampe.


Af Krister Olsen

7 kommentarer

Rundskæv FC 21:40          
Det er bekymrende, at vi med så mange offensive kort har så få værktøjer at gribe efter - jeg ser ingen plan, der mangler interne aftaler og spillet er blevet så gennemskueligt, at det bliver for nemt for HBK at dæmme op for. Den gode start på sæsonen gav sikkert selvtillid, men det lugter mest af alt af, at være blevet en sovepude. Vi bliver måske udråbt som tophold ... Vi ligner det langtfra.
UMURUM 21:53          
Meget skuffende kamp af Lyngby, hvor vi selvom vi er dominerende på bolden, vel kun skaber en 4-5 store chancer i løbet af kampen, brænder en direktør, og heldigvis scorer et mål til sidst. Køge brænder dog også en kæmpe chance ved 0-1 og kunne sagtens have vundet kampen. Jeg er skuffet over hvor lidt vi skaber...øv...det er en ommer.
Bluebold 21:55          
Efter vores masse salg af vores bedste spillere i sommers, havde jeg personligt ikke på nogen måde regnet med nogen opryknings chance.
Nu har andre favoritter som Esbjerg og Horsens heller ikke blæst derudaf, men hold som Fredericia og især Helsingør gør det imponerende flot.
Jeg vil endnu ikke afskrive Lyngby i opryknings kampen, men vi er ikke favoritter og spillet er ikke helt til det.
Lad os se hvad der sker, og så håber vi på Gyt holder sig skadefri & Corlu blomstrer igen i den kongeblå.

God weekend :)
LØMBØ 22:00          
Vi var klart bedst i første halvleg, men vi kom slet ikke ud efter pausen. Godt Gyt reddede os.
dilbert 22:07          
Enig @bluebold mange af vores medians har vist glemt hvor mange spillere vi har skiftet ud siden sidste sæson og at vi er ved at spille et nyt hold sammen. Så ro på - sæsonen er lang endnu. Forza Lyngby !
Birkeroed4ever 22:18          
Godt kæmpet HBK - den var lige ved at være der!
kimjen 23:07          
3649 tilskuere.

Vi lader billedet stå et øjeblik.

Det er fandme iorden !

Sådan Lyngby.
Fredag 22. oktober
Torsdag 21. oktober