Over de sidste par uger mødtes norske Haugesund og polske Lech Poznan i kvalifikationen til Europa League, og det var dermed også et par møder mellem brødrene Frederik og Christian Gytkjær.
Nordmændene vandt første kamp på eget græs med 3-2, men måtte se sig slået med 2-0 i returopgøret i Polen og røg dermed ud.
Trods det samlede nederlag forklarer Frederik Gytkjær, at det alligevel var et par stor oplevelser for ham.
- Som jeg også sagde før kampene, troede jeg på, at vi kunne overraske dem på hjemmebane, da vi generelt spiller rigtig godt dér. Vi spillede en utrolig god kamp og vandt noget overraskende kampen, og det betød selvfølgelig, at vi troede på det før udekampen, siger Gytkjær til bold.dk.
- Vi blev sat under et stort tryk nede hos dem, men troede på, at vi kunne få scoret et mål og dermed gøre kampen helt åben. De fik dog vist dernede, at de var et bedre hold end os, og de vandt kampen fortjent.
- Selvfølgelig var det ærgerligt at ryge ud, men vi mødte et virkelig stærkt hold, og vi kan tage mange ting med os - blandt andet at vi leverede en fantastisk præstation på hjemmebane, som vi kan bruge i resten af sæsonen i Eliteserien og pokalturneringen.
Frederik Gytkjær nåede aldrig at være på banen på samme tid som Christian.
Lech Poznan-spilleren startede inde i begge kampe, mens Frederik starte ude, og i begge kampe blev Christian skiftet ud, samtidig med at Frederik kom ind.
- Begge gange jeg kom på banen, blev Christian skiftet ud, så vi nåede aldrig at spille mod hinanden. Det betød ikke så meget for os, for vi var undervejs i kampene begge to bare fokuserede på at gøre det godt for vores hold.
- Det eneste jeg kan ærgre mig over, er, at kampene lå på dette tidspunkt i sæsonen, hvor jeg i et par måneder har kæmpet med en skade. I starten af sæsonen spillede jeg fast, og det havde været fantastisk, hvis vi begge havde startet inde, men sådan skulle det ikke være.
- Vi fik byttet trøjer efter kampen og fik taget nogle gode billeder, og det er selvfølgelig et par store oplevelser, som vi begge vil huske meget længe. Vores familie var til stede til begge kampe, så det var stort for os alle og en super god oplevelse – også selvom jeg og Haugesund røg ud, siger Gytkjær til bold.dk.
Haugesund kan nu rette fokus mod Eliteserien, hvor holdet ligger nummer fem.
mikkel@bold.dk



Lech Poznan
Haugesund
Norge Eliteserien
Europa League






























