Luk

Hårdtarbejdende Tømrer røg bag baren

| 3F Superliga | 6 kommentarer
Hårdtarbejdende Tømrer røg bag baren
Foto: Getty Images

Infoboks

Charlton - Hull
Championship (13/12)
bet365 3,20 3,40 2,20
NordicBet 3,20 3,55 2,20
Oddset 3,15 3,45 2,15
YouBet 3,25 3,55 2,20

Hvad blev der af dem? bold.dk's berømte og berygtede julekalender handler i år om Superliga-legender, deres fodboldliv og især tiden efter karrieren. I dag gælder det den hårdtarbejdende Henrik Tømrer Pedersen. 



Mange mener, at man i fodboldens verden kommer længere på hårdt arbejde og den rette indstilling end på rendyrket talent. Det kan Henrik Tømrer Pedersen skrive under på. 

Tømrer var ikke den mest elegante på en fodboldbane, og han afdriblede sjældent en hel skare af modstandere for til sidst at lægge bolden op i det fjerne målhjørne. Men når det kom til hårdt arbejde, gik Tømrer forrest.

Det store fighterhjerte og krigerindstilling førte den nu 44-årige Henrik Tømrer Pedersen til en flot karriere, som blandt andet bød på 210 Superliga-kampe og 70 mål for Silkeborg, flere sæsoner med stor succes i Bolton, hvor han fik 143 Premier League-kampe, et kortere ophold i Hull og tre A-landskampe for Danmark. 

Og hvad laver Tømrer så i dag? Han har ikke meget med søm og skruer, som kælenavnet ellers antyder, at gøre.

- Jeg var i praktik i 9. klasse som tømrer, så ambitionerne om at blive tømrer var der da kortvarigt. Men den uge fik jeg lov til at isolere et loft i 30 graders varme, og derefter skulle jeg aldrig være tømrer, siger Tømrer til bold.dk. 

- Senere i min ungdom var jeg fejedreng på et møbelfirma, og der tog jeg som regel direkte til træning i mine tømrerbukser, og der sagde træneren en dag 'der kommer tømreren', og den har så faktisk holdt ved lige siden.

- I 1998 var vi lige begyndt at få skrevet navne bag på vores spillertrøjer, og der ville Orla Madsen gerne have lidt mere hype omkring navnene, så det ikke kun var Brøndby og FCK, der fik al omtalen. 

- Jeg blev spurgt om, om jeg ville have noget imod, at der stod Tømrer på min trøje, og da jeg jo ikke selv kunne se navnet, var det jo okay, de skrev det, siger Tømrer, som i dag ejer og driver en bar i Silkeborg, med et grin. 

Ikke den mest talentfulde

Henrik Tømrer Pedersen var en uortodoks angriber, der, som ung spiller, aldrig var det helt store talent. 

Seniorkarrieren startede på serieniveau, men hårdt arbejde, og at Silkeborg ansatte en legende, blev afgørende for, at Tømrer fik kickstartet sin karriere.

- Der var nok ikke mange, der havde troet, at jeg skulle ende med en fodboldkontrakt. Da jeg blev senior, startede jeg på tredjeholdet, hvor jeg spillede det første år, så derfor troede jeg heller ikke selv, at jeg skulle blive professionel. Det var bare hygge, og tredje halvleg var i virkeligheden den sjoveste. 

- Men i starten af 1995 gik det rigtig godt, og jeg scorede blandt andet fire mål i én kamp mod lokalrivalerne fra Silkeborg KFUM, og derfra tog det fart.

- Der stod nogle fra Silkeborgs Danmarksserie-hold og så på den kamp, og de hev mig op på det hold med det samme. Jeg spiller Old Boys i Silkeborg KFUM i dag, så mange af dem, jeg spiller sammen med nu, og som også var med i den kamp i 90'erne, mener jo, at det var deres fortjeneste, at jeg fik en karriere, da de lod mig score fire mål. 

- Da jeg også scorede godt med mål på Danmarksserie-holdet, fik jeg et opkald fra Randers Freja, som dengang spillede i 2. division, og som gerne ville have mig. 

- De kunne godt nok ikke tilbyde mig penge, men kunne give mig et buskort, så jeg kunne komme fra Silkeborg til Randers. Det var mit første kontrakttilbud, og sikke et.

- Det nævnte jeg for to gutter omkring Silkeborgs Danmarksserie-hold, og to dage efter kom de og sagde til mig, at jeg skulle med på Silkeborgs U21-hold til en træningsturnering i udlandet, og på den tur fik jeg at vide, at Preben Elkjær skulle starte som træner i Silkeborg 1. juli.

- Der var ikke andre, der vidste det på det tidspunkt, og jeg blev lovet, at jeg kunne træne med på holdet, når Elkjær startede, så jeg fik chancen for at vise mig frem for ham.

- Da jeg først fik den mulighed, var der ingen tvivl, for da jeg som barn løb rundt ude i haven og spillede bold, var det Elkjær og Michael Laudrup, jeg drømte om at være, så når jeg lige pludselig skulle træne under ham, var jeg solgt. Derfor droppede jeg Randers' ellers gode tilbud om et buskort.

Foto: Getty Images

Druk med gutterne

Trods den pludselige mulighed for at vise sig frem for landsholdslegenden Preben Elkjær, var en karriere som fodboldspiller stadig ikke noget, Henrik Tømrer Pedersen for alvor troede på. 

Tredje halvleg var stadig sjov, og efter en uge på Superliga-holdet ville Tømrer på sommerferiedruk med gutterne.

- På det tidspunkt troede jeg reelt ikke på, at jeg skulle være professionel. Det var stort nok i sig selv, at jeg fik lov til at træne en uge med Silkeborg-holdet foran Preben, så allerede efter en uges træning gik jeg ind til ham og sagde, at jeg ikke kunne træne den næste uge, da jeg skulle på sommerhustur med gutterne i Løkken.

- Han troede vist, det var løgn, hvad jeg lige havde fortalt ham, og han forstod intet af, at jeg havde fået lov til at træne med og vise mig frem, men så efter bare en uge tog på druktur med drengene.

- Det skal dog siges, at jeg havde fået et slag på knæet og alligevel ikke kunne træne i den uge, så jeg syntes jo, det passede perfekt, jeg lige kunne tage med gutterne. Han gav mig heldigvis lov, og det viser jo lidt om, hvor meget, eller måske snarere hvor lidt, jeg troede på det dengang, hvor jeg lige havde spillet i Serie 1 få måneder forinden.

Fra tribunen til banen

Henrik Tømrer Pedersen var Silkeborg-fan og havde været på plads på stadion få år før sin førsteholdsdebut, da Silkeborg vandt guld i Superligaen. 

Derfor var det noget af en omvæltning, at Tømrer pludselig befandt sig inde på grønsværen. 

- Fra at stå i april og spille Serie 1 mod Silkeborg KFUM, spillede jeg få måneder siden Europa Cup-kvalifikation mod Crusaders, så det viser jo lidt om, hvor hurtigt det hele pludselig gik, og jeg havde da lidt svært ved at følge med.

- Jeg spillede pludselig sammen med mange spillere, som få år forinden var blevet Danmarksmestre, hvor jeg selv stod på tribunen som fan og jublede. Jeg var en genert dreng fra en lille by uden for Silkeborg, så pludselig at spille med disse koryfæer og skulle stille op til tv-interviews, det var sgu lidt overvældende. 

- Det var stort for mig, at jeg pludselig spillede for Silkeborg, som jeg altid have fulgt tæt, og det var især specielt at spille på Silkeborg Stadion for første gang, hvor vi mødte FCK, og hvor jeg endda kom ind og scorede. Det var surrealistisk.

Fuld fokus på fodbold

Henrik Tømrer Pedersens pludselige tilstedeværelse i Superligaen betød, at alle tanker om en civil karriere blev parkeret.

Angriberen havde allerede taget en kontoruddannelse og arbejdede i sin første tid i klubben på kontor, men da han først kom på fuld tid, var der ikke andet end fodbold, som betød noget.

- Når man er professionel, kan man ikke tænke ret meget over, hvad der skal ske efter karrieren. Man er simpelthen nødt til at være fokuseret på fodbolden hver eneste dag.

- Dengang var der ikke college, som man ser i de fleste klubber, hvor de unge spillere får sig noget uddannelse, mens de spiller. Dengang tænkte man kun på fodbold og på at være klar til at spille i weekenden.

- Det gjaldt både i Danmark og i England, og forskellen var bare, at alt var meget større i Premier League.

- Som Troels Bech engang har sagt, så er det ikke, når man træner og er i klubben, at man tjener sine penge, det er i mellemtiden, da man har en masse fritid. 

- Hvad der er sket, må jeg hellere holde for mig selv, men der er mange eksempler på folk, som har lavet mærkelige ting mellem træningerne og kampene, og det er dén tid, man skal være god til at forvalte - både i forhold til sin karriere og til tiden efter karrieren.

Autoritetstro og ølglad

Tømrer gik fra at være Serie 1-stjerne til at være Premier League-stjerne på ganske få år.

Dermed skiftede han en ganske anonym tilværelse ud med en tilværelse som sportsstjerne, men han føler selv, han håndterede livet som fodboldspiller godt, og når der var bud efter ham, var han på plads.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg godt kan lide øl, og i England går man meget på bar, men jeg synes selv, jeg formåede at holde mig inden for de grænser, jeg skulle.

- Tallene viser jo også, at når vi nåede til weekenden, og vi skulle være klar til kamp, så var jeg der. Når jeg var klar, var jeg med, og det var kun, når jeg var skadet, jeg ikke var på banen eller bænken.

- Det hjalp mig meget, at jeg er opdraget med, at når man gør ting, så gør man det 100 procent. Jeg er meget autoritetstro, så når vi fik at vide, vi skulle møde på det og det tidspunkt, så gjorde jeg det.

- Om det var Preben Elkjær, Benny Johansen eller Sam Allardyce, der gav besked, så gjorde jeg, hvad jeg besked på. Det kendetegner sgu nok det, jeg stod for som spiller. Det var måske ikke så spektakulært, men det var solidt. 

- Jeg nåede langt på hårdt arbejde, og da Bolton havde 125 års jubilæum, var der afstemning i klubben om, hvilke spillere der var de 50 bedste spillere i klubbens historie, og der blev jeg nummer 23. 

- Jeg er realistisk nok til at sige, at jeg altså ikke var den 23. bedste fodboldspiller i klubbens historie, men hårdt arbejde er værdsat de fleste steder, og jeg formåede at holde nogle virkelig gode spillere ude på bænken, fordi jeg knoklede og i øvrigt havde en træner, som gik rigtig meget op i, hvor meget man løb, fightede og arbejdede. 

Foto: Getty Images

I Premier League i en forkert tid

Tømrerens første Premier League-kontrakt var ikke noget at prale af.

Faktisk var der spillere i Danmark, som tjente flere penge, end han gjorde i Bolton, og selvom penge aldrig har været afgørende for ham, kan han godt kigge med misundelse på de kontrakter, man ser i engelsk fodbold i dag.

- Min første kontrakt var ikke enorm, og kontrakten i Silkeborg var faktisk større, men der var til gengæld nogle virkelig store bonusser med, og i takt med, at jeg fik mere og mere succes, fik jeg også undervejs skrevet under på to nye kontrakter, så jeg endte da med at tjene pænt. 

- Bolton rykkede sig meget i den tid, jeg var der. Der kom flere penge til, og det mærkede vi spillere da også til – men når det er sagt, ville man da hellere spille i Premier League nu, når man ser de kontrakter, der laves derovre i dag.

- Jeg var ikke den, der tjente mest derovre, og man joker da lidt med, at det havde været sjovere at være derovre nu, men det er ikke noget, jeg er ærgerlig over, og jeg endte med at tjene rigtig fint med penge. 

- Det er en fantastisk gode, der følger med, at man tjener godt i et fedt job, men jeg har aldrig gjort det for pengenes skyld. Jeg har altid tænkt på, hvor jeg ville trives som menneske og spiller, og det afspejler sig også i mine valg undervejs. 

- Jeg kom heldigvis først til England som 26-årig, så jeg var trods alt nogenlunde moden, da pengene begyndte at rulle ind på kontoen, og jeg har da set andre spillere, som scorede den første store kontrakt som 18-årig og straks købte et stort hus, en masse fede biler og andet gejl, og det er ikke så sundt.

- Jeg kan ikke leve i dag uden at arbejde, men jeg fik da lagt fint med penge til side, som har dannet grobund for et liv efter fodbolden, og jeg skal ikke klage. 

- Da jeg vendte retur til Silkeborg, havde jeg stadig fuld fokus på karrieren, men havde jeg været egoistisk og tænkt på prestige og penge, var jeg blevet i England.

- Jeg havde lige været med til at sikre oprykning til Premier League med Hull og blev tilbudt en ny aftale, men min kone var blevet gravid, så vi ville gerne hjem til Silkeborg. Jeg erkender da, at det var svært at takke nej til den nye kontrakt, men beslutningen var truffet, så jeg var helt afklaret med at skulle hjem.

- Det viser jo lidt om, at jeg ikke valgte pengene. I England er fodbolden vigtigere end familien, men det var det altså ikke for mig. 

Foto: Getty Images

Tømreren passer baren på Målet

Henrik Tømrer Pedersen vendte efter nogle gode år i England retur til Silkeborg, hvor han nåede en række sæsoner, inden han stoppede karrieren i 2012.

Straks efter karrierestoppet satte angriberen nye mål i sin beskæftigelse som indehaver af sportspubben i Silkeborg, Målet.

- Jeg var 37,5 år, da jeg stoppede, og der var tidspunktet det rigtige. Jeg blev tilbudt et halvt år mere i SIF, men det var med udsigten til at sidde på bænken, og allerede dér havde jeg haft Målet i tre år, så jeg vidste, hvad jeg skulle, siger Tømrer, som ved sit karrierestop havde ejet Målet i tre år:

- Det gjorde det uden tvivl nemmere for mig, at jeg godt vidste, hvad der skulle ske, og jeg ikke skulle ud at finde et job, og det kan jeg kun anbefale andre også at forsøge at sikre.

- Man skal som sagt have fuld fokus på sin karriere, mens man er aktiv, men kan man bare til en vis grad planlægge, hvad der skal ske bagefter, er det uden tvivl en god investering. Det har i hvert fald hjulpet mig meget, og jeg stod derfor ikke i det antiklimaks, da det hele pludselig var slut, og jeg ikke vidste, hvad jeg skulle tage mig til. 

- Jeg passer mine ting her på Målet og følger også stadig Silkeborg tæt. Vi er mange hernede, der diskuterer fodbold og især Silkeborg, så det er selvfølgelig ikke så sjovt at tale om lige for tiden. 

- Men mens jeg har det fint og hele tiden har haft det, efter karrieren sluttede, har jeg set mange eksempler på spillere, som ikke har vidst, hvad de skulle, når fodbolden ikke længere var aktuel.

- Det gælder ikke kun spillere, som har haft lange karrierer og tjent fint med penge, men også de spillere, som i en ung alder må stoppe - enten på grund af skader, eller fordi de bare ikke har niveau. 

- Jeg synes derfor, det er godt, at rigtig mange klubber i dag giver de unge spillere en uddannelse sideløbende med, at de jagter drømmen om at blive professionel. 

- Der er mange, som ikke kommer igennem nåleøjet, og de havde investeret alt og stod derfor tilbage uden noget, hvis drømmen glippede, og det var ikke fedt at se. 

- Bare i Silkeborg har der været nogle grumme eksempler, og det glæder mig at se, at så mange klubber tager ansvar omkring det og kører med disse sportscolleges. Det mener jeg, er vejen frem, siger Tømrer.

 


Af Mikkel Nøhr

6 kommentarer

plutonium 08:13          
Hold da helt op, hvor lyder han gennemsympatisk :)
Han har aldrig været en af dem jeg fulgte tæt, selvom han helt klart var en man kendte til.
Hyggelig læsning!
boutros 09:11          
Legende i Bolton
ThePantsParty 09:38          
Han er virkelig meget sympatisk. For mange år siden, da jeg dimitterede fra HF i Silkeborg, fik vi lov til at få morgenmad på Målet inden vi skulle ud og køre studenterkørsel. Så han åbnede baren for os, og var så venlig at snakke SIF og fortælle.

Fantastisk mand all around. Og en mand som er værdsat og husket. Jeg fik aldrig en Tømrer trøje som knejt da jeg var pladask for hans højre hånd, Peter Lassen, som jeg stadig mener er en af de farligste angrebsduoer i Superligaens historie.

Sjove historier. Den med Randers og buskortet havde jeg ikke hørt :)

Tak for artiklen, bold. Glimrende julekalender i år.
detinUretsehcnaM 16:29          
Mægtig god fyr - men han kunne godt rykke dartskiven på Målet mere end 15 centimeter væk fra gangen ud til udestuen. Jeg har stået i døråbningen med en pil siddende i mandepatten, efter midnat hvor sigtet hos sutterne begynder at svigte
Grevelund 21:52          
Kan kun give jer ret.. Utrolig sympatisk og en af verdens rareste mænd.. Arbejder for ham på Målet og han er også en fantatisk chef :D

Den med øllene var også sjov at læse :)

Det med dart skiven er vi begyndt at nægte folk at spille dart når folk er for fulde :)
bruger 163277 09:33          
Sympatisk fyr, kan huske som han selv siger, at han altid gav sig 100% i alt, han kom sku langt på hårdt arbejde. Og så virker han jo til at være helt fantastisk overvejet med karriere osv. God julekalender Bold!
Onsdag 11. december
Tirsdag 10. december