3F Superliga -Halimi om BIF-retur: Sværere end forventet
2019-01-13 09:00:02
Foto: Getty Images

Halimi om BIF-retur: Sværere end forventet

Brøndby-offensivspilleren erkender, at han havde svært ved at vende tilbage til Brøndby i sommer efter et par måneder i Mainz, hvor han kæmpede med situationen og de mange tanker, der fulgte med.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Besar Halimi var en af de mest funklende spillere på det Brøndby-hold, der i sidste sæson var voldsomt tæt på at snuppe det første danske mesterskab siden 2005.

Derfor var der store forventninger til den kosovoalbanske offensivspiller, da Brøndby sent i sommerens transfervindue købte ham fri af Mainz og stak ham en toårig permanent kontrakt.

Men Halimi har ikke leveret, erkender han selv - og det er han træt af.

- Jeg er ikke tilfreds med mine præstationer i efteråret, siger Besar Halimi til bold.dk.

Sværere end forventet
Besar Halimi blev officielt Brøndby-spiller den 30. august, hvor Superligaen og Europa League-kvalifikationen for længst var gået i gang. Dermed havde han brugt flere måneder hjemme i Mainz, som han vendte tilbage til efter sidste sæson.

Den periode har haft stor betydning for, at Halimi havde problemer med at finde tilbage til tidligere tiders niveau.

- Det er svært at forklare. Det var en underlig situation, inden jeg skrev under på kontrakten, og det var svært at komme tilbage - jeg havde ikke troet, det ville være så svært, siger Halimi.

- Jeg er ærgerlig over, at der gik så lang tid, før det kom på plads. Nogle gange handler det bare om penge, og når to klubber skal blive enige om sådan noget, så kan det blive lidt mærkeligt, og det gjorde det.

- Hovedårsagen, til at jeg ikke har spillet så meget, er, at jeg ikke var helt fit. Jeg prøvede at holde mig fit i Mainz, men det var svært, fordi jeg havde en masse i hovedet. Nu er jeg i Brøndby, og jeg bliver i Brøndby, og nu kan jeg koncentrere mig 100 procent om fodbold, siger han.

Vil vise sit gamle jeg
Besar Halimi slår fast med syvtommersøm, at han har lagt sommeren bag sig, og nu holder han fokus på det, der venter fremover.

- Jeg har en hel opstart til at bevise over for træneren, at jeg vil spille og give alt for det. Det er mit mål. Jeg skal vise mig frem og vise fansene, at jeg er den samme spiller, som jeg var i sidste sæson, siger han.

Halimi erkender, at det ikke kun er ham, men hele Brøndby-holdet, der har underpræsteret i efteråret - og det var da også et andet hold, han trådte ind på i slutningen af august, end det han spillede på i sidste sæson.

- Frederik Rønnow, Christian Nørgaard og Teemu Pukki var alle væk, da jeg kom tilbage, og de var virkelig vigtige for klubben, og derfor blev det svært.

- Sidste år fik vi også nye spillere, men timingen var bedre, og vi havde gode forudsætninger for at løfte os. Det har været sværere i denne sæson, men jeg tror på, at de nye har kvaliteten til at gå ind og være som de tidligere ledere på holdet.

- Klubben er stadig på vej fremad. Jeg har det rigtig godt her, og jeg er glad for, at jeg besluttede mig for at komme tilbage. Nu gælder det om at vise, at jeg er den samme spiller som i sidste sæson, siger Halimi.

Besar Halimi har spillet ti Superliga-kampe i efteråret og har leveret en enkelt assist. I pokalturneringen har han scoret to gange og lavet en assist.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce