Esbjerg fB har forlænget sin aftale med klubbens 21-årige målmand Mads Kikkenborg, der i de seneste fire kampe har skubbet Jeppe Højbjerg ud på bænken.
I de seneste fire kampe har den 21-årige Esbjerg-målmand Mads Kikkenborg forvist klubbens vante førstekeeper Jeppe Højbjerg til bænken, og nu har klubben så givet Kikkenborg en ny aftale, der løber til sommeren 2024.
Det oplyser Esbjerg i en pressemeddelelse mandag.
- Vi har ikke på noget tidspunkt tvivlet på Mads Kikkenborgs evner som målmand, for han er rigtig dygtig og har et stort potentiale, så det har hele tiden været planen, at vi skulle lave en ny aftale. Han har her i efteråret spillet sig på holdet med gode præstationer til følge, og vi glæder os til at følge Mads’ udvikling i de kommende år, siger sportschef Jimmi Nagel Jacobsen i meddelelsen.
Kikkenborg er et produkt af Esbjergs talentarbejde, og han fortæller, at han ikke har overvejet andet end at forlænge i Esbjerg.
- Esbjerg fB er min klub, så jeg har ikke overvejet andre scenarier end at blive. Jeg har store ambitioner på både holdets og mine egne vegne, som jeg i fællesskab med holdkammeraterne ser gode muligheder for at indfri, og derfor er jeg meget tilfreds med at have forlænget, siger målmanden.
Han sad på bænken i sæsonens første otte runder i 1. division. De seneste fire har han altså vogtet buret, og alle fire gange har Esbjerg vundet.
Han har tidligere været udlejet til FC Sydvest i 2. division.
6 kommentarer
Kikkenborg har virkelig grebet chancen.
Det er vildt, hvor talentfuld Højbjerg var, også begyndte han pludselig at lave fejl ud af det blå...
Jeg tror vi forveklser gode reflekser pga. hans unge alder, som værende højt topniveau. Hvis du spørger en hvilken som helst topmålmand, så er det at være god til shotstopping minimumskravet for en målmand. Alt det andet er det der afgør, om der er tale om en god målmand eller ej.
Og det eneste Højbjerg nogensinde har været god til, er at lave feberredninger. Hvilket ifølge Peter Schmeichel typisk er tegn på, at en målmand har fejlvurderet situationerne. En super målmand, ville få de samme situationer til at se ufarlige ud. TV redningerne skal enhver talentfuld målmand være i stand til at lave, men det skal holdes til et minimum, og kun være nødvendigt, fordi det ikke kunne undgås. Og jeg minnes ikke en eneste situation, hvor Højbjerg måtte diske op med en feberredning, hvor situationen ikke kunne undgås.