Det danske landshold får brug for fire point i de sidste to kampe i EM-kvalifikationen for at komme med til næste sommers slutrunde.
Det vurderer landstræner Åge Hareide, som ikke tror, at Irland kan få et resultat i tirsdagens udekamp mod Schweiz.
Får Irland point, vil en danske sejr over Gibraltar på hjemmebane i november være nok til at komme til EM, mens en schweizisk sejr betyder, at Danmark formentlig skal have point i Irland for at kvalificere sig.
Og det bliver ifølge Hareide scenariet.
- Vi skal have point i Dublin. Schweiz slår Irland, så det er op til os selv, siger Hareide, som efter lørdagens resultater, hvor Danmark slog Schweiz, mens Irland fik et enkelt point mod Georgien, ser positivt på de danske chancer for avancement:
- Jeg tror endnu mere på det nu. Vejen er betragteligt nemmere for os nu, for en sejr og en uafgjort er nok, og det er væsentligt nemmere end at skulle vinde begge kampe.
- Det er altid bedre at skulle til Irland og kunne nøjes med uafgjort end at skulle vinde, så det ser bedre ud. Vi skal også have så god en seedning som muligt, og vi går efter førstepladsen.
Tirsdag spiller Danmark træningskamp mod Luxembourg i Aalborg, og Hareide forventer, at Danmark kan bruge tirsdagens kamp som træning frem mod november-kampen mod Gibraltar.
- Den har værdi, fordi vi møder Gibraltar i næste kamp. Luxembourg har været dygtige til at forsvare sig, så for os er det træning i at møde et lavtliggende hold, for det regner vi også med, at vi skal møde mod Gibraltar.
- Luxembourg har spillet godt i mange kampe og er ikke et dårligt hold. Jeg vil ændre nogle ting, men vi går ud for at vinde kampen, siger Hareide.


EM
Irland
Schweiz
Danmark



































