

Danmark fik en ønskestart på VM, da holdet lørdag besejrede Peru med 1-0 efter en scoring af Yussuf Poulsen.
Landstræner Åge Hareide erkender, at Peru var bedst i kampen.
- Peru er et fantastisk hold, og vi har stor respekt for dem. Vi famlede meget i begyndelsen. Vi var ved at få styr på det, da vi begik straffesparket, og vores spil var ikke godt.
- De fortjente nok mere, men sådan er fodbold. Vi var heldige i denne kamp, og Peru kan være heldige i den næste, siger Hareide.
Kasper Schmeichel stod en stor kamp i det danske mål og fik efterfølgende rosende ord med på vejen af Hareide.
- Schmeichel er akrobatisk. Han er en hurtig målmand, som er kvik på fødderne. I spillet på stregen er han en af de bedste i verden.
- Han stod fantastisk, og det havde vi brug for, da Peru pressede os meget i anden halvleg. De pressede på for en udligning, og vi må anerkende Schmeichels præstation, men også forsvarets.
- Vi har meget erfaring i at kæmpe godt som hold. Vi forsvarede os godt, selvom de smed alt frem, mens vi selv havde to gigantiske chancer på kontra, siger Hareide.
Danmark har holdet buret rent i de seneste fem kampe og har blot lukket tre mål ind i de seneste ti kampe.
mikkel@bold.dk


VM
Danmark

















