Luk

Hareide om afgørelse: Vigtigst at være os selv

| EM | 0 kommentarer

Infoboks

Irland - Danmark
EM Kvalifikation Gruppe D (18/11)
NordicBet 3,55 3,35 2,14
Oddset 3,70 3,30 2,10

Åge Hareide vil ikke forsøge at fedte en uafgjort hjem i Dublin, og han advarer mod at tage en sikker sejr over Gibraltar for givet. 

Efter weekends runder i de nationale ligaer står den fra næste uge igen på landsholdsfodbold, og Danmark skal have afgjort sin foreløbige EM-skæbne. 

15. november gælder det Gibraltar i Telia Parken, og tre dage senere den afgørende kamp mod Irland i Dublin. 

Landstræner Åge Hareide advarer mod at se Gibraltar som tre lette point, selv om det blev 6-0 i det omvendte opgør i september. 

- Når man se Gibraltar og deres målscore, så tager alle det for givet, at vi vinder den kamp, men vi er nødt til at arbejde hårdt med spillernes hoveder og få kvalitet ind i spillet. 

- Vi skal spille som mod Luxembourg og sætte angreb sammen som mod Luxembourg. Det er en altid faldgrube. Der er altid nogen, der laver en sensation, men det skal bare ikke ske i Parken, siger Åge Hareide med henvisning til testsejren på 4-0 over Luxembourg i Aalborg i oktober. 

Hareide understreger desuden vigtigheden af, at Danmark i Dublin tager initiativet og spiller for sejren, selv om uafgjort er nok. 

- Vi skal jagte førstepladsen uanset. Vi tror, det er nemmere at tænke den vej. Vi har et hav af uafgjorte mod Irland – alt for mange egentligt – og en stor sejr, og det rimer ikke rigtigt. 

- Vi havde en kamp, hvor vi lykkedes med næsten alt, hvad vi gjorde, og vi skal bare tænke på at være os selv, siger Hareide og tilføjer: 

- Vi lærte en del under VM i 2018. At vi skal gøre det selv, og det er en vigtig erfaring at tage med. Når man er presset, så skal man være sig selv så meget som muligt, og det bliver det vigtigste våben mod Irland. Velvidende, at vi spillemæssigt har været bedre end Irland i de fleste kampe, siger Hareide. 

Fornyet gejst i Irland

Irland skiftede i november sidste år Martin O'Neill ud med Mick McCarthy, og det har ændret irernes udtryk, mener Hareide. 

- Jeg synes, de slet og ret har en lidt anden gejst nu. Mick McCarthy har fået en lidt anden gejst ind i holdet. Han har stort set de samme spillere, men de ser lidt anderledes ud nu, selv om de spiller stort set på samme måde. 

- De har spillere fra relativt gode Premier League-klubber – Sheffield United og Burnley – og det er kvalitetsspillere.

Hareide tvivler dog på, at Danmark og Irland har mulighed for at overraske hinanden inden holdenes sjette indbyrdes opgør på to år. 

- Nej, det tror jeg ikke. Det er pisseirriterende at have dem for tredje gang, når man tæller Nations League med. Jeg kan godt lide at spille mod nye nationer og veksle lidt.

- Men det er et hårdtarbejdende hold, der har fået en ny gejst, og det er sådanne ting, der kan få dem langt. Man skal ikke undervurdere den evne, Irland har til arbejde for hinanden, siger Hareide. 

Landsholdet samles mandag i Herning for at forberede sig forud for kampen mod Gibraltar i København. 


Af Mikael Blond
Fredag 15. november