EM -Hareide om Bendtner: Nu må vi se
2019-10-05 08:30:01
Foto: Getty Images

Hareide om Bendtner: Nu må vi se

Åge Hareide vil ikke udelukke Nicklas Bendtner-comeback, men mener ikke, at det er relevant at tale om nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Det har været småt med landskampe de seneste år for Nicklas Bendtner, der kæmper for at finde en flig af fordoms styrke i FC København.

Intet tyder lige nu på, at det står til at ændre sig for angriberen, der står noteret for 30 scoringer i 81 landskampe, men man skal aldrig sige aldrig, lyder det fra Åge Hareide.

- Nej, vi kan aldrig udelukke nogen som helst i fodbold. Men det er svært at afgøre noget nu. Det er for tidligt, siger Åge Hareide til bold.dk og tilføjer:

- Altså nu må vi se. Han har haft nogle indhop for FCK, så jeg tror ikke, at jeg kan udtale mig om Nicklas Bendtner fremtid nu. 

- Han kan jo også stå uden kontrakt til december.

Åge Hareide følger ikke decideret Nicklas Bendtner og hans spil, men han har set en del til den tidligere landsholdsbomber, da han følger FC København tæt.

- Nej, jeg ser jo FCK. Jeg kommer sikkert også til at se ham mod Brøndby. Vi ser, hvad de laver. Jeg så tilmed kampen mod Hillerød. Men det er alt for tidligt, siger Åge Hareide.

Han er dog ikke meget for at sige, om der er en dør, der står åben, hvis Nicklas Bendtner finder storformen i løbet af dette efterår og foråret inden EM 2020.

- Det har jeg ikke nogen mening om. Sådan som jeg ser det nu, så har vi brugt andre spillere, som har gjort det godt i deres klubber og spillet regelmæssigt. Det er ikke et helt relevant spørgsmål, siger landstræneren og slutter:

- Hvis ikke han havde heddet Nicklas Bendtner, men Niels Nielsen, så havde du ikke spurgt. Jeg må forholde mig til, hvad folk gør på banen, og hvor længe folk er på banen.

Danmark møder den 12. oktober Schweiz i Telia Parken i EM-kvalifikationen.

Annonce
Annonce

17 kommentarer

Se kommentarer
Annonce