Luk

Hattrick af Lille-tyrker ordnede Kjær og Milan

| Europa League | 4 kommentarer

Yusuf Yazici dræv gæk med Simon Kjær og resten af AC Milan, der blev slået med 0-3 på eget græs i Europa League.

AC Milan har haft sig et forrygende år 2020 og er i skrivende stund indehaver af førstepladsen i Serie A.

Det var nu ikke noget, der var til at se, da franske Lille gæstede italienerne i Europa Leagues gruppe H. Særligt på grund af klubbens tyrkiske spiller Yusuf Yazici.

Efter tyve minutter faldt han til jorden og fik straffe, da Romagnoli puffede ham i ryggen i en relativt ufarlig situation.

Det eksekverede han selv, inden Yazici-showet fortsatte i anden halvleg.

Ti minutter inde i den kombinerede tyrkeren med Ikoné, inden han selv fik masser af tid til at sparke bolden ind fra kanten af feltet, selvom Donnarumma fik en lap på den.

Bare to minutter efter var den gal igen, da Jonathan David blev sendt i dybden i det hul, Simon Kjær havde efterladt, inden canadieren spillede på tværs til Yazici, der med største selvfølgelighed flugtede den i mål i den side, Donnarumme kom løbende fra.

0-3 blev den affære så, og det er nok for Lille til at klatre over Milan på førstepladsen i gruppen.

To hattricks i samme gruppe

I gruppens andet opgør blev der også scoret et hattrick, da Sparta Prag gæstede Celtic.

Her var det udeholdets Lukas Julis, der nettede tre gange i løbet af opgøret.

Til at starte med bragte han Prag-holdet på 1-0 og 2-0, da han i venstre side af feltet to gange blev bragt i en gunstig position til at losse bolden i mål.

Griffiths bragte spændingen tilbage i opgøret midt i anden halvleg, men Kulis skulle cementere sejren, da han blev spillet helt fri foran mål og kunne gøre det til 3-1 med et lille kvarter igen.

Til allersidst blev sømmet også banket i kisten, da Krejci også ville lege med og scorede til 4-1.

Sådan sluttede det i Skotland, og dermed rykker Sparta Prag over Celtic i gruppen.


Af Christian Ambæk
Søndag 24. januar