Luk

Haugesund-danskere er i norsk pokalfinale

| Haugesund | 0 kommentarer
Haugesund-danskere er i norsk pokalfinale
Foto: FK Haugesund

Haugesund - med to danskere fra start - spillede sig torsdag aften i den norske pokalfinale. 

Det var nogle glade Haugesund-spillere, der torsdag aften kunne gå fra banen mod Odd. 

Dels kunne de juble over nu at være være i den norske pokalfinale. Dels kan de glæde sig over, at de nu er tættere på et europæisk eventyr. 

Haugesund indledte kampen mod Odd med to danskere fra start i skikkelse af Benjamin Tiedemann Hansen og Mikkel Desler, mens Pascal Gregor sad på bænken. 

Første halvleg endte uden mål, men der skulle ikke gå lang tid af anden del af kampen, før der blev scoret.

Haugesund fik således straffespark efter små 50 minutter, hvilket Niklas Sandberg eksekverede.  

Det tvang Odd frem på banen, mens Haugesund kunne satse på omstillinger. 

Haugesund havde fin succes med at holde Odd fra fadet, og med lidt under 10 minutter igen slog Martin Samuelsen spændingen ud af kampen, da han udbyggede Haugesunds føring. 

Udeholdet slap dog ikke foden fra gaspedalen, hvilket udmøntede sig i en 3-0-scoring i de døende minutter, som Sondre Tronstad sendte i nettet.  

Haugesund møder derfor Viking Stavanger i finalen. 


Af Kristian K. Jørgensen
Onsdag 22. januar