Luk

HB-chef kan dufte 100.000: Vil lune meget

| Sydbank Pokalen | 2 kommentarer

Infoboks

Holstebro Boldklub kan onsdag sikre sig 100.000 kroner med en sejr over Jammerbugt, og dem vil sportschef Henrik Christensen i den grad kunne bruge.

Onsdag afvikles den udsatte pokalkamp mellem Jammerbugt og Holstebro, og her er der en stor pengepræmie på spil for sidstnævnte.

100.000 kroner uddeles hvert år til den serieklub, der kommer længst i Sydbank Pokalen, og præmien tildeles i år enten Holstebro eller ASA Aarhus fra Jyllandsserien.

Holstebro er som bekendt ikke længere end serieklub, da vestjyderne er rykket op i 2. division, men da klubben kvalificerede sig til Sydbank Pokalen i foråret, var det ikke tilfældet, og derfor er Holstebro stadig med i kapløbet om pengene.

Holstebro-sportschef Henrik Christensen vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, men han er ikke i tvivl om, at pengepræmien vil gøre godt.

- 100.000 vil lune meget i enhver fodboldkasse for tiden. Det er det, vi har kæmpet for, og vi har aldrig været tættere på i mange, mange år, så det er klart, at vi stiller op i stærkest mulige opstilling.

- Vi har de sidste år indført en tradition for en træningslejr, og det handler jo altid om, hvorvidt der er råd til det. Pengene vil da være et rigtig godt tilskud, specielt i disse corona-tider, hvor vi kigger på noget i Danmark, som måske er lidt billigere end Tyrkiet, hvor vi har været de sidste to år.

- Der har været lidt egenbetaling de seneste år, men det er nærmest kun lommepenge, for det er noget, vi har prioriteret i klubben, siger Henrik Christensen til bold.dk.

Sportschefen ser umiddelbart ikke oplagte punkter, som død og pine skal forbedres på det sportslige setup.

- Jeg synes, vi har et godt setup, men selvfølgelig kan man altid bruge flere penge på det. Vi kører med torsdagsspisning, social dag og træningslejr hvert år, så jeg synes faktisk, vi har fået et fint 2. divisionssetup, siger han.

Udsættelse giver Jammerbugt fordel

Opgøret mellem Jammerbugt og Holstebro skulle oprindelig været afviklet tidligere, men grundet corona-nedlukningen i syv nordjyske kommuner blev det udsat.

Spørger man Henrik Christensen, er udsættelsen en klar fordel for Jammerbugt, der nu har været i stand til at fokusere 100 procent på pokalkampen.

- Jeg vil gerne indrømme, at jeg helst ville have spillet kampen, da den var programsat, for så havde jeg en forventning om, at Jammerbugt havde sparet en god håndfuld spillere. 

- Jeg er ikke i tvivl om, at Jammerbugt går mere efter oprykning til 1. division end at komme langt i pokalen, så de kunne nok godt have sparet et par profiler. Nu har jeg i stedet en forventning om, at de kommer i stærkeste opstilling, siger Holstebro-sportschefen.

Mens Jammerbugt ligger i toppen af 2. divisions gruppe 1, er Holstebro på sidstepladsen med fem point for 12 kampe.

Det faktum gør dog langt fra, at Henrik Christensen ikke tror på et pokalavancement.

- Vi har nok overvurderet vores egen trups styrke lidt i forhold til 2. division, men de her pokalkampe har deres eget liv. Jammerbugt er nok favoritter, fordi de også har hjemmebane, men jeg tror bestemt ikke, at de forventer en walk over mod os, selvom vi ligger, hvor vi gør.

- Hvis man kigger i tabellen, så trænger vi til en succesoplevelse, så det vil være rigtig sundt for os at kunne gå på juleferie med videre avancement.

- Vi mødte dem i turneringen og fik 2-2, og der viste vi, at vi godt kan matche dem. I pokalkampe kan alt ske, og vi kommer 100 procent derop for at vinde, siger Henrik Christensen til bold.dk.


Af Martin Schmidt
Tirsdag 19. januar