Luk

HB Køge-bomber er færdig for sæsonen

| NordicBet Liga | 2 kommentarer

Infoboks

HB Køges tidligere topscorer Martin Koch Helsted er blevet opereret i knæet og regner ikke med at komme i kamp mere i denne sæson. Han håber på en ny aftale med 1. divisionsklubben.

12 minutters fodbold.

Det var alt, hvad Martin Koch Helsted nåede at spille i denne sæson, for HB Køge-angriberen er ude i resten af sæsonen.

32-årige Helsted mærkede lidt i knæet efter premierekampen mod AC Horsens, og en operation har været nødvendig for den rutinerede angriber.

- Det viste sig så, at jeg har en dybere bruskskade. Vi har prøvet at lave noget knætræning, og jeg har prøvet med en blokade, men der er ikke rigtig noget, der har hjulpet, siger Helsted til bold.dk.

- Hvis jeg skulle have et rask knæ på længere sigt, var en operation nødvendig, og den fik jeg så i sidste uge.

- Jeg skal nu undgå belastning i tre-fire måneder, hvorefter jeg kan begynde at træne lidt igen og løbe. Jeg sagde til mig selv inden operationen, at jeg ville være ude i ni måneder og dermed resten af sæsonen.

- Den rigtige tilgang for mig er at se eventuelle kampe i denne sæson som en bonus, for det vigtigste er, at jeg ikke kommer for hurtigt i gang og forcerer noget.

Helsted tænker da også på, at der kommer et liv efter fodboldkarrieren, hvorfor operationen var en no-brainer.

- Hvis jeg skal rende ude i haven og spille fodbold med mine drenge, er det jo heller ikke skidesjovt. Der er et liv efter fodbolden, det skal man også huske.

Et hårdt slag - er karrieren nu slut?
Martin Koch Helsted døjede med lidt småskader i sidste sæson, men havde glædet sig til at starte forfra i sommer under det nye trænerteam.

Derfor var det da også et hårdt slag at finde ud af, at hans sæson er slut.

- I starten troede jeg bare, det var noget overbelastning, og at jeg ville være ude i tre uger. Men det blev da lidt mere alvorligt, da jeg fandt ud af, hvad der var galt. Så begyndte det da at ramle lidt sammen oveni hovedet.

- Men efter jeg er blevet opereret, er jeg blevet glad igen, fordi jeg ved, at det var det rigtige at gøre, og nu er der kun én vej, og det er fremad.

Frygter du, at det kan koste karrieren?

- Jeg tror, det er helt naturligt og helt i orden at have sådan nogle tanker. Men jeg føler, at jeg har en rigtig god krop, og at jeg har masser at bidrage med fodboldmæssigt.

- Så jeg kan kun forestille mig, at jeg har masser at give til fodbolden stadigvæk, når jeg får helt styr på mit knæ. Det, jeg har leveret i min HB Køge-tid, føler jeg stadig, at jeg er i stand til, også på trods af at jeg havde en sløj sidste sæson.

- Jeg er sgu optimistisk, det må jeg sige, siger Martin Koch Helsted.

Håber på ny HB Køge-aftale
Med kontraktudløb til sommer er en lang skadespause ikke specielt belejlig for Helsted, der har spillet i HB Køge siden 2017.

Han håber dog, at han og klubben kan blive enige om en forlængelse på et tidspunkt.

- Det kunne ikke være timet meget dårligere. Det er aldrig godt at være skadet op til udløb. Men omvendt har jeg også en historie med HB Køge, og de ved, hvad jeg står for.

- Hvis de tror på, at jeg kan gøre det samme, som jeg har gjort før, håber jeg da, vi kan lande en aftale. Det må tiden vise, om vi kan, men jeg er i hvert fald interesseret i at få en ny aftale.

HB Køge har hyret Daniel Agger og Lars Jacobsen som nyt trænerteam denne sommer, og det ærgrer Helsted, at han ikke kan få lov at vise sig frem for dem.

- Jeg har været super motiveret, måske endda som aldrig før efter vores skuffende sæson både personligt og for holdet, så vi ville rigtig gerne vise os godt frem for de nye trænere.

- Så det er ærgerligt at løbe ind i sådan en skade, for jeg ville rigtig gerne vise noget mere. Det er dårlig timing, men der er ikke så meget at gøre ved det, siger Martin Koch Helsted.

55 mål i 131 kampe er det blevet til for Helsted i HB Køge.


Af Sara Margren

2 kommentarer

JytteRolf 12:11          
Det er noget skidt på mange planer. Vi kunne virkelig godt bruge Martin Koch Helsted som normalt var god for et mål i hver anden/tredje kamp. Lidt længere mellem dem på det sidste.
Problemet er at HB Køge jo skal stille med 11 mand til hver kamp og er en spiller ukampdygtig, er han hvor han er, mens resten af klubben og holdet bevæger sig fremad og finder en anden der kan spille den plads. Han gør det godt og når kontrakten tilmed udløber, ja, så kan det se svært ud for Helsted at få en forlængelse.

Der var ingen nåde med Gundelach da hans udløb og der kom nye trænere. Man kan ikke i den situation leve på fortidens meritter. Gundelach blev erstattet af Flanagan der spillede en kamp og så blev skadet. Et skidt bytte for Gunde var aldrig skadet og leverede altid. Desuden med garanti billigere end Jon.

Bliver spændende at se hvad HB Køge gør. Måske forlængelse til at starte med til Jul 22, og så skal han levere på det halve år for at få en længere aftale. Ellers er det en barsk verden og så er det ud.

Held og lykke og med ønske om god genoptræning til Helsted.
Mortena626 12:34          
Præcis! Fortæller jo bare alt om per ruds fremragende vurdering gennem flere år.
6mdr /+ skal der være plads til især med de budgetter de drøner rundt med nu, havde det været 2-3år tilbage kunne den forsvares da han højst sandsynlig er en af tungere drenge.
- medmindre de virkelig vurdere at han på ingen måde kan ramme tidligere niveau…
Klubben har brug for kulturbærer, de har smidt alt ud gennem årene, blandt flere årsager til det går som det gør.
Mandag 25. oktober
Søndag 24. oktober