Luk

HB Køge hiver Henrik Clausen hjem fra Norge

| NordicBet Liga | 1 kommentar

Infoboks

HB Køge har ansat den tidligere U21-landstræner Henrik Clausen som Head of Coaching, som han tiltræder som ved årsskiftet.

For et års tid siden drog Henrik Clausen til norske Haugesund som trænerudvikler, men nu vender han inden længe hjem til dansk fodbold.

Den tidligere OB-træner tiltræder til nytår nemlig som Head of Coaching i HB Køge, hvor han får det overordnede ansvar for U17 og U19 på banen samt talent- og trænerudviklingen i klubben.

- Jeg glæder mig til at blive del af det spændende projekt i HB Køge. Jeg talte med Per Rud og Steen Knudsen og blev bare overbevist om projektet. Der er gode faciliteter i klubben, dygtige trænere og nogle spændende visioner. 

- Jeg tror på, at HB Køge er en klub på vej fremad, og jeg glæder mig til at skulle være en del af den rejse de næste år, udtaler Henrik Clausen.

Han kommer til klubben med store ambitioner.

- Et af mine mest åbenbare mål er, at jeg skal hjælpe klubben med det gode talentarbejde, der allerede bliver gjort i HB Køge, men samtidig også forsætte udviklingen, så HB Køge kommer frem i licenssystemet. 

- Derudover er noget af det vigtigste for mig, at vi får uddannet nogle dygtige spillere, der kan gøre sig gældende på HB Køges bedste hold og måske også blive solgt på sigt. Det skal jeg gøre i et samarbejde med de dygtige trænere, der har ungdomsholdene til dagligt, siger Henrik Clausen.

- I bund grund handler det om, at vi i klubben skal lave så mange gode spillere som muligt. Det skal vi gøre gennem gode træninger, der sikrer spillerudvikling, men også gennem trænerudvikling, så vi har nogle dygtige trænere til at facilitere disse træninger. Her kan jeg bidrage med mine erfaringer fra højeste niveau, så vi både udvikler vores spillere, men også vores i forvejen dygtige trænere. 

- Så spiller- og trænerudviklingen er dér, hvor jeg gerne vil ind og påvirke med nogle af mine ideer, men det skal gøres i samarbejde med det gode arbejde, der allerede gøres i klubben.

Ansættelsen af Henrik Clausen betyder, at Steen Knudsen fremover fokuserer al sin energi på at være talentchef, efter han hidtil også har været Head of Coaching.


Af Martin Schmidt
Mandag 6. december